Torsdage i lige uger kl. 19.30-21.00

Hvad i alverden er Lectio Divina for noget? Det er en anderledes måde at forstå Guds Ord i Bibelen på. Her skal vi ikke bruge ​hjernen​, men i stedet forsøger vi at lade Gud, via Hans Ord i Bibelen, tale direkte til vores hjerter. Her er det Gud, der udlægger sit Ord til os i stilheden. Man kan også kalde det "Lad Gud tale til dig gennem Bibelen".

Vi følger en ældgammel kristen tradition, der kan spores helt tilbage til det 4. århundrede. Med traditionen sikrer vi de trygge og fortrolige rammer, der skal til for at skabe et rum, der fremmer samtalen med Gud.

Det er hverken dybdemeditation, højtravende åndelighed eller teologiske studier, men tværtimod en enkel og velafprøvet metode til at invitere Guds Ord i Bibelen ind i vores hverdag. Vi inviterer Gud ind i det almindelige liv, vi alle lever.

Vi følger, tro mod traditionen, nogle bestemte punkter i løbet af aftenen: Først samles vi omkring et bord i kirken. Vi læser et vers eller to fra Bibelen, først i almindeligt tempo, dernæst langsomt og tredje gang meget, meget langsomt. Måske er der en sætning eller to, som rammer dig, eller som du hæfter dig særligt ved. Du lader sætningen arbejde i dig og reflekterer over den i stilhed, mens du enten går rundt i kirkerummet eller sidder, hvor du nu vil. Efter en tid i stilheden mødes vi atter omkring bordet. Her er der mulighed for, i fortrolige rammer, at fortælle om det, du har fået ud af din refleksion. Her er det ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Vi kommenterer ikke hinandens tanker, og vi forsøger ikke at sætte vores refleksioner ind i en større teologisk ramme.

Vi kommer for at få en større fortrolighed med Guds Ord til os og kan håbe på, at vi også er villige til at bruge vores erfaring i hverdage, der venter udenfor.