3. søndag efter påske
Video af andagt 3. søndag efter påske, Ommel Kirke
Andagten i ord 3. søndag efter påske
Søndagens andagt er skrevet over Johannes evangeliet kap. 14 vers 1-11.
Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«
Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«
Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«
Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.«
Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«
Amen.
”Jeg er vejen, sandheden og livet”, siger Jesus. Hvorfor spørger disciplen Filip så, hvor Gud er? For Gud er ikke bare, men han finder sted. Han er på vejen. Jesus giver sig endnu engang til kende som Guds GPS. Han kan slet ikke tænke sig at være Gud for sig selv og i sig selv – for han er jo lige her, på vores veje.
Men Thomas og Filip er åbenbart i tvivl. Og hvad stiller man egentlig op med tvivlen? Jo, man kunne bede en bøn, og hvis man var i Thomas og Filips vandresko, så kunne den lyde sådan her:
Herre, jeg ser vejen.
Den går fra evigheden til mig.
Den går videre til min nabo.
Den går hele tiden videre, videre, videre.
Jesus Kristus, jeg ser din vej.
Men jeg tøver.
Min bøn til dig begynder her.
Amen.
De to disciple har gået rundt med Jesus i tre år. De har været lærlinge og han deres mester. Var de ved at tage en håndværkeruddannelse, så var der ikke lang tid til deres svendeprøver – de er ved at være udlært til at stå på deres egne ben. De har været på vejen sammen med Jesus, der ikke har bestilt andet end at vise dem, hvad gudsriget handler om, nemlig: at skaffe den anden plads, at give et andet menneske rum, så det mærkes! Jesus siger til Thomas, at han vil gå i forvejen for ham og de andre venner for at gøre en plads klar til dem i evigheden. Og det himmelske arbejde er jo ikke anderledes end det jordiske, han allerede har gjort, nemlig at give dem himmelske steder og rum her i verden.
Hvorfor tøver Filip og Thomas så med at fortsætte ad den vej? Det gør de på grund af en tøven, der skyldes den menneskelige træghed. Men bøn er ikke andet end at kalde sig selv ud af trægheden og frem til at være med i den gudsbevægelse, man selv er en del af. I bøn beder jeg om, at jeg selv må udlevere mig til verden og være nærværende for min næste, det vil sige, skaffe min næste, der er på ikke-stederne i verden, et sted, hvor han eller hun kan føle sig hjemme.
Den tjekkiske forfatter Milan Kundera har brugt mange år af sit liv på at forsvare langsommeligheden. Mon ikke han i løbet af de sidste par uger på mange måder har siddet hjemme og frydet sig over, at mange af os er blevet tvunget ned i et langsommere gear. At hverdagens travlhed og rutine er blevet bremset og stadig i nogen grad holder for rødt lys? Han skriver et sted sådan her:
”En vej er en lovprisning af det rum, vi færdes i. Hvert vejafsnit har sin egen mening og kalder os til at standse. Før vejene forsvandt fra landskabet, forsvandt de fra menneskets sjæl: mennesket ophørte med at hige efter at gå, gå på sine egne ben og glæde sig over det. End ikke sit eget liv så mennesket mere som en vej, men som en landevej: som en linje, der i høj hastighed blot førte fra punkt til punkt. Livets tid blev en ren hindring, der skulle overvindes med stadig større hastigheder.
I vejenes verden er skønheden uafbrudt og stadig omskiftelig: for hvert skridt siger den til os: ”Stands!”
I landevejenes verden er skønheden som små øer af seværdigheder, der er forbundet med lange ligegyldige linjer.”
Sådan lyder Milan Kunderas forsvar for langsomheden, og i vores sammenhæng kan det blive et værn for menneskeligheden i en civilisation, hvor ikke bare vejen, men motorvejen er blevet symbol på vores livsstil. Vi er i en globaliseret verden konstant undervejs, på farten, i transit, i passage. Vi er ikke alene masseturister, men arbejdsturister. Og motorvejsnettet, lufthavnen, hotellet bliver gennemgangssteder for mange af os og bliver til ikke-steder, hvor rastløsheden, uroen, søvnløsheden følger med som tro følgesvende. De er ikke en del af inventaret i Guds bolig med de mange rum, hvor der altid er plads til os.
Jeg tror, at mange af os kender til at skulle køre mange kilometer på motorvej, og lige pludselig får vi slet ikke set ordentligt efter, hvor vi er. Vi bliver måske lidt døsige, og hvis vi ikke drejer fra til en rasteplads og får et hvil, kan det gå grueligt galt. Liv kan komme i fare – ikke blot vores eget, men også de andre motorvejsturisters.
Vores moderne nomadeliv kalder på standsninger, hvor vi kan falde ned, holde rast, hvile ud, komme til os selv, fordybe os. Den største folkesygdom i dag er stress. Forårsaget af et liv i overgear. Og det kunne tyde på, at vores sjæleliv ikke kan følge med i den moderne nomades flygtige og urolige liv.
Men nu er mange af os blevet standset op, tvunget hjem i vores egne boliger. Vi har skåret det overflødige fra, og gør nu kun det allermest nødvendige. Kristen livsstil handler om at ”have sjælen med”, at kunne fordybe sig, at få et stedfæste. Ikke for at gro fast eller for at gå imod udviklingen, heller ikke for at blænde af for moderniteten. Men ganske enkelt for at give sig selv et helle eller en rasteplads for at overveje, hvilken retningen livet på vejen har. Så nu, når vi i en tid, hvor coronaen sætter hastigheden, holder på en rasteplads, må vi løft blikket, se op og se ud. Gå en tur, hold tempoet nede, og hvis det pludselig går for hurtigt, så drej af. Vælg langsomheden til – det må du godt!
