Præstens ord

Rikke Dupont - uge 20

Flyvefærdighed

Kristi himmelfart står lige for døren. Den dag, hvor Jesus tager afsked med disciplene, fordi han skal op til sin far i himlen. Den dag, der forbinder påskens opstandelsesbudskab med pinsen, hvor Helligånden kommer til mennesker for at udbrede budskabet om det, Jesus gjorde i påsken. Hvordan han overvandt døden og genopstod. På Ærø skulle det være den sidste dag for konfirmationer i øens kirker. Men ikke i år. Dog vil jeg gerne tilegne disse ord til alle Ærøs konfirmander, som jeg har haft fornøjelsen af at være sammen med et halvt år frem til deres hjemsendelse i marts. For Kristi himmelfart handler om Jesus, der opstår til himmels for at sidde ved sin Faders højre hånd, som vi siger det i kor i trosbekendelsen, når vi øver den ”til præst”. Han er blevet flyvefærdig. 

Som barn havde jeg en veninde, som ikke sagde Kristi Himmelfartsferie om de fridage, som helligdagen dengang betød for os, men hun sagde konsekvent ”flyvefartsferien”. Måske fordi det lød godt; måske fordi hun sådan forstod, hvad dagen betød. Flyvefart. Fly på himlen, papirsflyvere, at være flyvefærdig. 

Følg med i min tankerække, for konfirmationen er tit forbundet med, at de unge nu er et helt særligt sted i deres liv. Et sted, hvor de står på tærsklen til at være små voksne – eller i hvert fald gerne vil se sig selv som sådan – mens forældrene krampagtigt forsøger at kæmpe for, at de stadig kan være børn. Men det er ikke til at komme udenom: Der sker noget helt særligt med dem. I en eller anden grad er de flyvefærdige. De tænker over tingene. Over verden, over Gud og kristendom, over at være ordentlige mennesker. Og skal vi være ærlige, så tænker de også over, hvor pinlige deres forældre kan være, samtidig med, at de egentlig bare gerne vil have en krammer af netop dem. Og når vi (forhåbentlig) til september står i øens kirker, stemt til højtidelighed og fest, konfirmanderne i deres stiveste puds og deres forældre med lidt våde øjne, så husk på, kære konfirmander, at det ikke er pinligt, men stort. For det er tit derfor, vi mødes i kirken. Til livets store begivenheder. Jeres forældre havde jer i armene, da I var helt små, og de fyldte af glæde og bæven over livets under stod ved døbefonten og bad Gud om at holde sine hænder under jeres liv. Og på jeres konfirmationsdag vil vi stå her igen og be’ Gud om at bekræfte sit løfte fra dåben om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. 

 

Agnes Haugaard - uge 18

Fælleskalken - en dugget halvmåne på det blanke sølv 

Anna Sophie Seidelin fortæller i bogen Vidunderligst af alt på jord (Gad 1975) om dengang, hendes forældre blev præstefolk - underforstået faderen blev præst og moderen præstefrue. 

Dengang var der også smitsomme sygdomme - især tuberkulose. Brystsygen, som sygdommen blev kaldt, var farlig, fordi folk drak af samme ølkrus og spiste af samme grødfad. De sov sammen i deres meget små alkovesenge med de tunge dyner, - bedsteforældre, far, mor og mange børn. Lige pludselig kunne de ikke tåle det længere. De begyndte at dø i hele familier - hele husstande. 

Den familie, der havde sovet sammen, drukket af samme krus og spist med samme ske, blev pludselig udslettet. 

Men tuberkulosen var smitsom, meget smitsom, og ordet bacille kom på alles læber - ligesom særlige ord i vores tid fra lægevidenskaben og Seruminstituttet er blevet folkeeje. 

Nu er vi alle kommet på fornavne med personer, der normalt ikke har været almindeligt kendt for andre end specialister, såsom infektionsmediciner Kåre og Sundhedsstyrelsens Søren. 

Dengang skulle dyner pludselig luftes især i solen, spyttekrus blev indført med låg - det var slut med at spytte i stuen, eller hvor man nu havde lyst, og særligt porcelæn blev indført til hver enkelt. 

Sanatorier blev oprettet - mange på Ærø kan huske, at familiemedlemmer havde været på Nakkebølle Sanatorium, de syge blev isoleret, og maden blev også bedre. 

Men hvad med kirkens nadver - det rituelle måltid ved altergangen, hvor man drak af samme kalk (bæger)? Var det undtaget, fordi det var kirken? 

Det fælles ølkrus var udskiftet; men alterkalken var stadig fælles. Man troede, at alle bacillerne standsede ved randen af sølvkalken - at kirkens fornemme altersølv måtte være fri for brystsygens dødelige baciller... 

Folk drak af fælleskalken, mens de skævede til den hostende syge ved siden af og bad en stille bøn om, at ”Herre, vor Gud ville lade den kalk gå mig forbi” (Matthæus 26,39). 

Livets kilde var i denne kalk; men nu var frygtens kilde i denne hellige kalk. Frygten var der for alvor! 

Præsten gik rundt, drejede og tørrede kanten, og frygten sad i alle omkring alterbordet - usikkerhed og ængstelse - hvem blev den næste. Enhver kunne se aftrykket af en mund på sølvet – et aftryk, der gjorde indtryk. 

Denne gamle, ja ældgamle, hellige handling var nu truet af tiden, og hvad der før var en handling til livet, blev i stedet en handling til døden og en trussel. 

Det fællesskab med Kristus omkring bordet blev nu en påtvunget hellig handling forbundet med stor fare for liv og lemmer. Folk gik til alters, fordi de skulle og ikke vovede at protestere. Måltidsfællesskabet gav skæbnefællesskab. 

"Gør dette til min ihukommelse" står der i indstiftelsesordene til altergangen. Nu blev ordene skadelige. 

Men som Seidelin skriver: "Man overvejer ikke et øjeblik at opgive tegnet, (...) det er oplyst, at enhver usynlig bacille kan komme og træde på det, ja, jo i virkeligheden har hånet det lige fra begyndelsen. Man overvejer at bringe det i ly for den berettigede kritik. Man må jo tage det ansvar, der følger med at vide besked. Det var aldrig Jesu mening, at nogen skulle frygte. Hvem ved, måske havde de slet ikke fælleskalk ved den første nadver?" 

Nu hoster nabomanden - her er skæbne-fællesskabets dødelige virkelighed, her er skæbnefællesskabet mellem to, der rører ved hinandens hænder. 

Nu sker det på afstand foran en mobil, og i mange år har vi i Danmark haft hvert vores lille bæger ved altergangen - i mange andre 

Pia Vandrup - uge 17

(U)frivillig retræte.

Jeg sidder i solskinnet i min gårdhave med foden på en stol. Foden er forstuvet. Så jeg humper forsigtigt rundt, og det længste jeg kommer er ud i min gårdhave. Der er god tid til at fordybe mig i min bog, og jeg ser op, da en solsort hopper rundt tæt på mig. Jeg lægger nu mærke fuglenes kvidder og de glade stemmer i det fjerne. Dyb harmoni. 

Der er rig lejlighed til eftertænksomhed, og jeg tænker tilbage på min første tid på Ærø. Det er tre år siden. Der skulle gøres forskellige forbedringer i mit hus, så det var ét stort rod. Men ligesom nu var det et fantastisk forår med masser af sol. Så jeg tilbragte mange timer udenfor.

Klokkespillet på kirken spiller en smuk lille melodi og nok engang går det op for mig, hvad der fik mig til at flytte til Ærø. En kort smuttur til øen, da færgebilletterne blev billige. En tur på gågaden i Marstal, og så begyndte klokkespillet. Der skete noget magisk, og jeg vidste, at her vil jeg bo.

Som sagt så gjort og jeg købte et lille byhus. Og nu sidder jeg og nyder solen og stilheden. Der er noget berigende og opløftende over Ærø. Noget jeg ikke kan sætte fingeren på. 

Og i disse tider er der for mange af os tid til fordybelse. Vi savner alle sammen at være sammen med vores familie, og dem vi holder af. Men som jeg sidder her i solen, fornemmer jeg noget større. Stilheden, naturen og solen bringer bud om, at der kommer bedre tider. 

Og jeg kommer til at tænke på et vers i salme 786 i salmebogen (”Nu går solen sin vej” af Holger Lissner):

”Nu er timen til stilhed, til bøn og til tanker, 

til ord som har vægt, og som kræver et svar. 

Kom og rør ved os Kristus, så vi bliver åbne

 for glæden og livet og freden, du har”.

 

Rikke Dupont - uge 16

Det dufter lysegrønt af græs. Sådan synger vi i en elsket forårssalme, og alene ved at læse ordene, kan vi høre en plæneklipper og mærke den sitren i næsen, som nyklippet græs giver. Duft kan have en farve. Græssets er lysegrøn. Denne duft vækker erindringen om andre forår i andre haver. Og den vækker håbet om endnu en sommer – også i år. Vores sind kan stemmes af duft. 

Græsset dufter – det gør kærligheden også. I den nye oversættelse af Bibelen 2020 sammenligner en unge mand i Højsangen sin elskede med duften af en have: ”fuld af de dejligste granatæbler, fuld af henna og nardusplanter, af nardus og safran, kalmusstrå og kanel, vellugtende træer, myrrabuske og aloe, af alle de fineste parfumer.” Duftene stemmer sindet til kærlighed.

Nardus er en olie, og Maria salver Jesus med den forud for påskens begivenheder. Olien er duften af kærlighed; en kærlighed, som ikke kan holdes tilbage. Som Maria er ødsel med, fordi hun har set Jesus være ødsel med sin i hans blik, handlinger og ord. Men disciplene skælder Maria ud for at bruge den dyre olie. Så Jesus tager hende i forsvar, for vist kunne de penge være brugt på de fattige, men de fattige er der altid – det er anderledes med Jesus. ”En kort tid, så ser I mig ikke længere”, siger han i Johannesevangeliet kap. 16 vers 16, for han skal dø. Maria skal have lov til at gemme resten af olien til hans begravelse. Man salvede på den tid et brudepar med nardus, og man salvede sine døde med nardus som en sidste kærlighedsgerning. Den kostbare olie er også duften af død. 

Også konger salvede man på hovedet, for her bor forstanden og omtanken. Men Jesus bliver salvet på fødderne. Af en ganske almindelig kvinde. På de fødder, der har båret ham ind i almindelige menneskers byer, hjem og liv – og da skarerne vil hylde ham som en konge, vælger han at ride på et æsel. Han blev jo også født i en stald og ved, at han skal dø på et kors. Hans krone er af torne. 

Olien i Marias hænder dufter af det hele. Kærlighed, død, kongelighed. Denne konge dør af kærlighed. Derfor rejser hans far ham op og sender ham ud i morgensolen til dem, der elsker ham, påskemorgen. I dag er det os, han kommer til. Hver dag er en ny opstandelse. Han kommer i de ord, vi læser og synger med på. Vi kan ikke takke ham med olie. Den olie og de kærtegn, vi har, skal vi bruge på hinanden. Når vi kan. Men når vi synger, breder sangen sig i huset som duften af den kostbare olie og stiger mod himlen som vores svar.

En refleksion over Johannesevangeliet kap. 12 vers 1-16 af Ø-præst Rikke Dupont 

Pia Vandrup - uge 16

Tanker i en Corona-tid

Det har lige været Maria Bebudelses dag.

Normalt har vi præster travlt med at skrive prædikener men i øjeblikket er der andre opgaver, som er vigtigere. – Desværre. Men teksten til Maria bebudelsesdag satte nogle tanker i gang hos mig.

Evangelieteksten til Maria bebudelsesdag kalder vi ofte for Marias lovsang. 

Jomfru Maria har sagt ja til at føde Guds søn. Hele hendes liv er forvirrende og angstprovokerende. Hendes forlovede afviser at gifte sig med hende; og hvad må hendes forældre ikke tænke, da hun fortæller, at hun skal føde Guds søn. Jeg forestiller mig, at de enten var bange for, at hun var blevet skør, eller mindst ligeså slemt, at hun havde været sammen med en mand. Noget, som kunne betyde stening for Maria.

Så hendes forældre sender hende til hendes slægtning Elisabeth. Og midt i alt virvaret og midt i al Marias angst og uro, bryder hun ud i lovsang, da hun ser Elisabeth.

Hvilken reaktion. Hun starter med at sige: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig, over Gud min frelser. Han har set til sin ringe tjenerinde”.

Mange mener, at ordene i Marias lovsang er tilføjet senere, men jeg ser på fortællingen i sin helhed, og så er der to ting, jeg kommer til at tænke på. 

For det første: Maria fokuserede på det positive og var taknemmelig. Hun kunne ligeså godt have grædt og hulket og fortrudt. Men hun giver udtryk for sin taknemmelighed.

Men hvad er det, vi fokuserer på? Husker vi at fokusere på det gode, selv når det er svært. Selv når vi kan blive bange. Kan vi finde tilliden frem?

Så midt i disse angstprovokerende tider, så husk det gode. Det er godt at beskæftige sig med positive tanker. Der er ofte meget at være taknemmelig for, når vi først får blik for det. Vær taknemmelig for det, du har. Lige fra en taknemmelighed over livet og naturens rigdom men ikke mindst familie og gode venner. 

Udtryk din taknemmelighed – det opmuntrer og forløser glæde.

Rigtig glædelig påske.

Ø-præst Pia Vandrup

Rikke Dupont - uge 15

Det handler om at være ”tryk”

Jeg har aldrig før Covid19 oplevet, at min fremstrakte hånd blev afvist. Men nu hilser vi kun på hinanden med ord og et undskyldende smil; vi ved, at der mangler noget. For håndtrykket giver os et indtryk. Idet vi giver hånd, lader vi den anden mærke os. Teologen Løgstrup har givet et berømt billede herpå: vi bærer altid et lille stykke af vores medmenneskes liv i vores hånd. Det er så simpelt, at det næsten er selvindlysende – men det går måske først op for os, når det er forbudt. 

Håndtrykket er egentlig en sær gestus. Vi kunne lige så godt give fod – det er både hygiejnisk og praktisk, fordi vi ikke skulle fralægge os alt det, vi bærer rundt på. Men det er lige præcis derfor, at vi normalt giver hinanden hånden, når vi mødes. Højre hånd er ens ”våbenhånd”. Og ved at give netop den hånd idet vi hilser, blotter vi os for våben. Vi giver indtryk af at komme med fred. 

Covid19 har sat verden i en undtagelsestilstand. Vi bliver alle sammen – så vidt muligt – hjemme og undgår andre mennesker. ”Fred hviler over land og by”, kunne vi have sunget (Den Danske Salmebog 778). Vi skærmer os for at passe på hinanden og os selv. Og om lidt til påske, hvor vi normalt ville se alle dem, vi holder af, bliver det endnu tydeligere: vi har faktisk fastet. Ikke nødvendigvis ved at skære ned på skærmtid og søde sager, men ved at holde os fra det, som vi lever af, med og på trods af, nemlig hinanden. I kristendommen kaldes de 40 dage mellem fastelavn og påske for fasten. At faste er et forsøg på at skære det overflødige i livet væk; alt det, der står imellem en selv og Gud. Men faste handler ikke kun om at afstå fra det, der skader vores sjæl. Tværtimod handler det om at afstå fra noget godt for at få noget bedre. 

Det er ligesom en beskæring af et frugttræ. Træet beskæres, for at det kan koncentrere sig om at sætte frugt og ikke skyde unødvendige grene. Sådan er det også at være menneske – især i dag! Vi skal lære at koncentrere os om det væsentlige. Nøje vælge, hvilke tilbud, vi tager imod, for ikke at sprede vores opmærksomhed. Man sætter en grænse for sit liv for at få dybde i det. Måske er det netop dét, vi skal tage med ud på den anden side. Prioriteringerne. Skær det hvide støj fra og vær nærværende i dine relationer. 

Godt kæmpet, glædelig påske og på gensyn!

Ø-præst, Rikke Dupont

Henny Kvist - uge 14

Opskrift i en coronatid

1 kg. telefonsamtaler
1½ dl. frisk luft
200 g. pligter
150 g. læsning, musik eller film
1 spsk. hilsner
2 tsk. bønner
lidt bevægelse

Du tager din telefon (ligegyldigt om det er en fastnet eller mobil) og ringer til én i din omgangskreds, som du ved sidder alene. Og sådan fortsætter du, indtil der ikke er flere at ringe til. Det er også godt at ringe til én der får dig til at grine, eller som får dig til at se verden på en ny måde.        Når du er klar, åbner du vinduet – eller endnu bedre går en tur. Jo længere, jo bedre. Det er godt for både krop og sjæl at gå. Tankerne flyder friere og det giver energi til det øvrige.
Det er også godt at skulle noget. De pligter og det ansvar vi har, vil være forskelligt og nogle gange fristende at springe over, men det skal du undgå. Det er dem der i sidste ende, giver smag og mening.
Du skal være opmærksom på at hjælpe hæveprocessen på vej med noget andet, end det du selv kan give. Det bliver alt for småt, ensformigt og åndløst, hvis du ikke tilfører noget større. Det kan være musik, litteratur eller en god film.
Sæt også lidt tid af til at sende små opmuntrende eller trøstende hilsner til dine venner og familie. Det betyder noget, at de ved, at du er der. Slut af med at bede. Du må turde folde dine hænder og lægge alt det der er svært og umuligt over til Gud. Han vil tilføre tro, håb og kærlighed.

Det burde kunne klares med det du har ved hånden!
Du skal ikke nogen steder for at skaffe det, og du skal ikke være bange for at det bliver hamstret eller løber tør.

Jesus siger: ”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, vil aldrig sulte, og den, der tror på mig, vil aldrig blive tørstig.” Johannesevangeliet kap. 6,34

Præst Henny Kvist

 

Pia Vandrup uge 13

I går stod jeg ved Drejet og så ud over havet. Bølgerne bruste, og mit indre bruste. Jeg ønskede at bede for mit land, for alle dem, som blev syge eller ramt af krisen. For alle dem der var fyldt af sorg eller var bange. Jeg ønskede at finde ord, men det var så overvældende.
Ja, ind imellem kan vi blive tavse og kan ikke finde ord. Ønsker at bede, men det er som om al tankevirksomhed stopper. Jeg kom til at tænke på, at der står nogle dejlige bønner bagerst i salmebogen, men den havde jeg jo af gode grunde ikke med.
Så var det, jeg kom til at tænke på Fadervor. Bønnen som Jesus lærte os, og som de fleste af os kan. Den indrammer vores liv: bliver bedt ved vores dåb, og gentages ved vores begravelse. Vi beder i fælleskab fadervor søndag efter søndag i kirken, ligesom vi lærer det til vores konfirmander og minikonfirmander. Det er godt at kunne en bøn udenad, når vi mangler ord; når vi er urolige eller står i ukendte situationer.
Så jeg bad fadervor, mens jeg så ud over bølgerne, og bagefter kunne jeg finde roen og så kom ordene til mig.
Må I alle finde ro midt i en urolig tid.

Vi som præster kan ikke holde gudstjenester og er begrænset i vores virke.
Men I er i vores tanker, og I kan til hver en tid ringe til os.
Øpræst Pia Vandrup

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID.

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID.
 
Hvis alting nu var som altid,
så havde jeg åbnet mit hjem,
og budt  dig – som altid – på kaffe,
og som altid gi’t dig et klem.
Hvis alting nu var som altid,
så kunne vi mødes et sted,
og vi kunne sagtens vær’ mange,
og alt det, vi kender, ku’ ske.
 
Og måske vi så ville tænke:
Den blev som altid, den dag.
Kan hænde, vi helt enkelt glemte,
hvor endeløst rige vi var
- mens alting endnu var som altid.
For intet er ligesom før,
vi samler os ikke om bordet,
som mennesker altid gør.
 
Ja, alt er så underligt stille.
Og ingen ved helt, hvad der sker,
og hvad det betyder for spurve,
og planter og alt det, som er.
Måske ser jeg verden lidt bedre,
når samfundet går lidt i hi
- alt livet som myldrer omkring os,
og alt, som gør jorden så rig.
 
Når ingenting er som altid,
så burde vi skrive en sang,
om hvordan vi vil, det skal være,
når dette er ovre engang.
Og måske vil første vers lyde:
at nu vil jeg åbne mit hjem
og byde – som altid – på kaffe
og  gi’ dig – som altid - et klem.
 
(Sindre Skeie (dansk oversættelse v. Tine Illum)

 

Ophavsret: