Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Præstensord uge 25

Fra mit kontorvindue i præstegården står haven i fuldt flor i en paradisisk overdådighed af grønhed og smukke høje træer – nogle af dem er sjældne træer. En af mine forgængere, Thyge Jensen, elskede træer og fik med Henry ”Planteskoles” kyndige vejledning plantet mange i 1960’erne.
De har vokset sig høje og frodige, så Bregninge Kirke er næsten skjult i foråret og om sommeren fra mit vindue.

Da vi kom hertil Erik, Petra og jeg i 1996, herskede elmesygen. Erik med hjælpere fældede mange træer over de kommende år. Nogle lod han stå som udkigstårne for falke og andre fugle fra Vitsø Nor. Den 9. november 1996 plantede vi 15 nye træer, og de bærer i dag frugt og bær. De er også blevet høje siden.

Ved 500 Reformationsjubilæet plantede den tidligere biskop i Fyens Stift Kresten Drejergaard en lind på kirkegården. Nye træer er kommet til, fordi de gamle var gået ud, eller, som vi oplevede i en pinse, at de såkaldt selvfældede.
Træets rødder var druknet, bladene tunge af vand og hele dens livsbalance forrykket.
Kæmpen faldt, så den lige rørte præstegårdens vestlige mur uden materiel skade eller personskade få dage, før vi skulle afholde udendørsgudstjeneste med biskop Tine Lindhardt i pinsen.


Træerne har spillet en stor rolle i min præstetid. Vokset op med skov, Risskov, har det givet en ro og tryghed og skærmet af. Mange er blevet overrasket, når de kom direkte fra amtsvejen og ind i den frodige, paradisiske og parklignende store have.


”Inden i min sjæl der vokser efeu og viol Tårerne de væder deres blade” (Jacob Haugaard, 1970)
Jeg skifter nu udsigten ud med havet og horisonten. En udsigt, som også har været frisættende og godt for sjæl og sind. Den vander tanker og giver liv. I hele vores præsteliv har vi hver sommer og hver onsdag, da vores datter skulle lære at sejle, haft livsnerven ved havet.
Det har givet næring til tanker og reflektion, og masser af læsning og madlavning sammen med familie og venner. Især Lars Saabye Christensen, Selma Lagerlöf og Martin A. Hansen er genlæst mange gange ombord.
Mindst 25 detaljerede logbøger er skrevet om svalende, blæsende og berigende rejser for sejl til Tyskland, - Strande, Lübeck, Flensborg, Kiel, Norge - Oslo, Drøbak, Bergen og i den svenske skærgård.

De grønne træer i præstegårdshaven udskiftes nu med udsigten til indsejlingen til Marstal lige udenfor vinduet og en morgendukkert meget tæt på. Gode 25 år i Bregninge med et meget berigende fællesskab både i kirkerne og med alle dem, der har båret med – både ansatte, frivillige og menighedsråd.
Tak for det!

Ø-præst Agnes Haugaard

Præstens ord uge 24

Glemsel

Det sker, at vi glemmer.
Det sker måske ofte, hvis vi har en speciel funktion – prøv at tænke efter.
Det kan være i mødet ved en sygeseng, en god ven, der lige har mistet, eller en svær samtale.
Det er, som om man går ind i opgaven, er helt nærværende og opmærksom, så længe man er der, og når man går derfra , husker man ikke længere, hvad der skete.
Dette får en speciel betydning for en, for det gør, at vi ikke belastes af de hændelser og fortællinger, vi alligevel ikke kan gøre noget ved.  Ofte husker man de mennesker, man har mødt, men ikke altid sammenhængene, man mødtes i.
Man mener, vi har mødtes før, men hvor eller hvordan er glemt.
Glemslen skaber livsrum, og byrderne blive lettere bagefter. Nogle gange tænker jeg, at livet og Skaberen har givet mig glemslen og gjort det muligt for mig at leve.
Det er, som om livet begynder om igen hver morgen.
Væggene i værelset er nye, navnene nævnes på ny på alle dem, man holder af og så opstår dagen, som om det var første gang på Skabelsens morgenstund.
Det er, som om glemslen hele tiden skaber nye livsrum og giver plads i vores sind til nye oplevelser.
Glemslen gør det også muligt for os at opleve ting flere gange uden at blive træt af det.
Men nogle hændelser må og skal vi ikke glemme. Ikke mindst gælder det frygtelige begivenheder i menneskehedens historie.
Det gælder også for en del livsafgørende hændelser i ens eget og ens medmenneskers liv. Samtidig findes der andre ting, som jeg med lethed kan glemme. Og når jeg glemmer, er det godt for mig, og det giver plads til noget nyt. Det kan også være godt for den, jeg møder.
Ofte er det vanskelige møde en intensiv hændelse, når nogen fortæller ting, som andre ikke skal høre.
Det er ømtåleligt og udleverende, og hvis vi mødes i en anden sammenhæng, kan der opstå frygt.
Den, jeg møder, kan tænke, at her kommer en, som ved alt. Men i min hukommelse er det glemt.
Det kan måske vækkes til live i en ny samtale; men i det øjeblik vi mødes, ligger det bare og slumrer i glemslens rum. I meget alvorlige krisesituationer farves vores historier af den krise, vi befinder os i.
Nogle gange vækkes minderne til live af lugte, andre gange musik eller sang, atter andre gange af steder, vi kommer tilbage til.
Det kan virke overraskende, for det kan føles, som om det vi husker, har været helt borte.
Måske husker jeg alt det, der sker med mig; men hjernen sorterer og lægger det, der har været, til tryg opbevaring i glemslens forskellige rum.
Ved behov kan det genskabes. Alligevel er det ikke så enkelt med hukommelsen.
Der er få ting, jeg husker nøjagtigt. Når jeg genfortæller barndommen, genskaber jeg den i samme øjeblik. Jeg skaber den på ny.
Jeg kan ikke længere sige med sikkerhed, hvad der er nye indslag, som er blevet farvet af mit voksenliv. Barndomshistorier fortælles ikke af børn. De fortælles af en, der engang var barn, og som på en måde stadig er et lille Guds barn, der reflekterer, føler og tænker. Men mange oplevelser ligger udenfor sproget.
Men det bliver redskabet, som hjælper os til at beskrive virkeligheden, som samtidig skaber en ny virkelighed. Nogle oplevelser bør måske aldrig fortælles. De skal forblive ordløse i sin form som en svag anelse eller et stille åndeligt pinsesus i hukommelsens rum. I tillæg til kærlighed, tilgivelse og forsoning er glemslen en af livets mulige veje ud af tomhed og mørke. Foragt ikke glemslen, den giver dig mulighed for at leve.

Ø-præst Agnes Haugaard

Præstens ord uge 23

– En hyldest til Skaberen.
Det er lidt over 4 år siden, jeg flyttede til Ærø. – Og jeg bliver mere og mere glad for at bo her.
Havet, menneskene, naturen og ikke mindst den fred og ro her er. På trods af sommerens travlhed og mange turister er her stadig en fred, som ikke helt kan beskrives. Jo, først og fremmeste er her ikke så meget stress. Den ydre ro giver også indre ro – sådan er det for rigtig mange.


Jeg elsker Ærø. Hver gang jeg kører fra Marstal og over Drejet fyldes jeg af en lykkefølelse ved at se ud over havet. Det blå farve, som kan skifte nuance alt efter himmelens farvetoner. Lige fra grå til grøn, en masse blå nuancer – ja nogle gange helt mørk - næsten sort. Ord kan ikke helt beskrive det bombardement af sanserne som et view over havet giver. Eller ved blot at sidde og nyde bølgernes skvulpen – som en stille melodi. Freden forplanter sig i krop og sjæl. Eller når blæsten suser afsted og bølgerne larmer, fyldes jeg af en respektfuld undren over havets voldsomhed. Både ærefrygt og uro over de enorme kræfter, som viser sig.


Havet er en vigtig del af Ærøs DNA. Og er jeg væk fra øen og kører inde i landet i andre dele af Danmark, må jeg ofte tage mig selv i at spejde efter den blå farve. Vandet tiltrækker vores opmærksomhed. Og mange vil betale en mindre formue for at bo et sted med udsigt over hav eller sø.


Men, måske tænker I, hvor kommer Gud ind i alt det her? Først og fremmest er jeg fyldt med taknemmelighed til Skaberen over alt det smukke, som findes i verden og her, hvor jeg bor. Ikke blot en overfladisk taknemmelighed men en taknemmelighed som kommer indefra, og strømmer igennem mig.


En taknemmelighed som er udtrykt mange steder i bibelen. Men også i mange af vores salmer i salmebogen. Salmedigteren Jens Rosendal har i 1990 skrevet salmen: ”De dybeste lag i mit hjerte”. Her sætter han ord på menneskets forbindelse med det guddommelige i skabelsen og det skabte. Han skriver i vers 5:


”Du, skabelsens Gud, som vil bøje
dig ned til din verden i dag.
Du, Skaber, som åbner mit øje
og kender mit hjertes slag.
Din Ånd over lande og have,
din kalden på skabningen selv
er lyden i alt det, du skabte
i blodets og flodernes væld”.

Ø-præst Pia Vandrup

Præstens ord uge 22

Jeg holder af hverdagen

Og nu er alle forårets helligdage forbi, og der venter en måned med hverdag, før sommerferien melder sin ankomst, hvor hverdagen endnu en gang bliver vendt på hovedet. Vi har fejret både Påske Bededag, Himmelfart og Pinse, og nu går vi også i kirkeåret ind i ”kirkens hverdag”, hvor vi ser frem mod et halvt år uden helligdage. Med et flot fremmedord bliver sommer og efterår i kirken kaldt for trinitatistiden. 

Latin for treenighed 

Trinitatis betyder treenighed på latin. Den søndag, der er trinitatis er egentlig også en lille kirkelig festdag for treenigheden: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Gennem vinterens og forårets mange højtider bliver begivenheder knyttet til Gud som skaber, som Guds søn og som Helligånd fejret hver for sig. Trinitatis søndag markeres enheden af Gud Fader, Søn og Helligånd. Trinitatistiden begynder søndagen efter pinse og varer til sidste søndag før advent. Vi er i påsken og pinsens efterdønninger, og det er alligevel en slags hverdagsfest, fordi det er i dagligdagen, at troen, håbet, kærligheden, retfærdigheden, freden og glæden skal blive konkrete, blive til handlinger og ord. 

Kristendom i hverdagen 

I trinitatistiden skal de store højtiders budskab slå rod og vokse til. Søndagenes gudstjenester tematiserer betydningen af Guds skabelse, af Jesus' liv, død og opstandelse og af Helligåndens nærvær for mennesker i dag. Grundlæggende forhold i menneskelivet bliver taget op i gudstjenesternes evangelielæsninger og prædikener. De kan handle om sygdom og helbredelse, næstekærlighed og fjendekærlighed, skyld og tilgivelse, forholdet mellem politiske ledere og Gud eller forholdet til penge og rigdom. 

Grønt er godt for øjnene 

Til kirkeårets forskellige perioder er der også knyttet en række farver. Grøn er trinitatistidens farve og symboliserer vækst, forår og håb. Den anvendes i trinitatistiden, hvor evangelieteksterne fortrinsvis handler om at vokse i troen. Den grønne farve er fuld af balance og harmoni. Fra et farvepsykologisk perspektiv, er det farven grøn, der sætter hjertet og følelserne i balance, og skaber ligevægt mellem hovedet og hjertet.  

Ø-præst Rikke Dupont

Præstens ord uge 21

”Salige er de enfoldige” - mens influenza-
englen flyver afsted

En del af titlen stammer fra en af den islandske forfatters Gunnar Gunnarsson (1889-1975) utallige bøger udgivet på dansk i 1920.
I titlen kan vi spore Saligprisningerne, Matthæusevangeliet kapitel 5:
”Salige er de fattige i ånden – de enfoldige,
For Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
For de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
For de skal arve jorden.”
Titlen har to ansigter med to væsener som hovedpersoner: lægen og den følsomme Grímur, og videnskabsmanden og den materialistiske kyniker Páll, som kom de fra vidt forskellige verdener, der slet ikke forstod hinanden.
Kun fjendskab og misundelse binder dem sammen og en kvinde, som den ene er gift med, og den anden er totalt fængslet af.
Det dobbelte ansigt viser det ironiske, nøgterne, grænsende til det sarkastiske, overlegne og det andet det meget alvorlige og følsomme ansigt.
Alt i livet udfordres af influenzaen, og der er brug for begge ansigter til sygebesøg, sjælesorg, mad-udbringning og til at koordinere besøg hos de syge.
Meningen er, at mennesket, så snart det vover sig ud over den daglige tilværelses skærmende befæstning, pludselig bliver omgivet af problemernes uvejr og fænomenernes rasende stormkast. Vi er i Nordatlanten.
Det trygge forvandles til usikkerhed, utryghed, uvished og stormende kuling.
Et nyt tilfælde af influenza-udbrud i Islands hovedstad Reykjavík, og lægen Grímur med hjælperen Òdd må rykke ud til en lille døende pige med englen og influenzaen som følgesvende.
(side 85-86) Uddrag
”Jeg åbnede langsomt døren og trådte stille ind.
Anna lå så mat hen i sin smalle seng.
Hendes lille magre ansigt perlede af sved, og hendes øjne var endnu blankere end ellers.
Pas på, at du ikke kommer mig så nær, at jeg ånder på dig, bad hun. Og vask dig endelig hver gang, du har rørt ved mig. Der er vist vand derhenne på servanten.
Jeg svarede, at jeg næppe undgik at blive smittet, selv om hun ikke smittede mig.
Fortæl mig noget, bad hun, da jeg efter at have vasket mine hænder igen tog plads på stolen ved siden af hendes lille seng.
Så ligger jeg ganske stille med lukkede øjne og lytter.
Jeg tog mig sammen, tyssede på mit hulkende hjerte og fortalte hende et langt eventyr om en mand, der var meget ensom og ingen ting vidste; men som ejede et blad af en gammel bibelhistorie, hvorpå der var et billede af Jesu dåb i Jordans flod.
Og jeg fortalte hende om duen – hvordan han nogen gange ligesom kunne mærke, at den svævede usynlig på udbredte vinger et sted i hans nærhed – og så fik hans urolige hjerte fred.
Og da jeg tav, tilføjede hun:
-Og hvad så… Bliv ved! Det var sådan en smuk historie.
Da manden blev gammel og døde – så han så duen?... Den kom vel og hentede hans sjæl?
Historien er ikke længere.
Slutningen kender jeg ikke endnu.”
Og tårerne kom hos fortælleren i stride strømme ved tanken om, mens han sad ved sengen, at han skulle miste hans lille engel. Han havde ikke mod til at se kendsgerningen i øjnene, at hans due var ved at forlade ham.
Den lille pige spørger ham, om han tror på engle, og hun vil bede Gud sende englene efter ham en dag, så de igen kan være sammen.
Vi kæmpede hver vores kamp – hun sin med døden, jeg min med livet. Vi hjalp hinanden, så godt vi kunne i hver vores enfoldighed.
Selvom hun var et barn, synes han, at han havde mere brug for hendes hjælp end hun, et lille barn, havde for hans.
Hun talte om solen. Og om blomsterne. Og om Gud…
Salige er de enfoldige…

Ø-præst Agnes Haugaard

Præstens ord uge 20

Pinsen står for døren 

I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nådestolen,
nu kom vor pinseliljetid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst. 

N.F.S. Grundtvig 1843 og 1853. 

Kom maj, du søde, milde 

Vi kan nu for alvor mærke at det er blevet forår. Bøgen er sprunget ud. Og vi bliver næsten grådige efter at få mere sollys og mere grønt. Og når det er gråt og regner, kan vi næsten glemme, at det er vandet, som får planterne til at vokse. Men vi vil se naturen genopstå, så alt hvad der var brunt og bart bliver frodigt og grønt. Vi længes efter at se skaberværket vise sin livsbejaende kraft. Når vores øjne ser solens stråler, når vores næser får færten af de smukke og velduftende pinseliljer, og når vores kroppe mærker sommerens varme i de lange lyse sommerdage og ”sommernattens korte svale”, ja så føles det som om, at Guds stemme overdøver enhver englerøst og i Jesu navn lover os, at det bliver godt igen efter en lang streng vinter.  

Skabelsesteolog med sans for ord 

Og der findes vist ikke rigtig nogen, der har været så god til at beskrive årstidernes skiften som Guds nærvær som Grundtvig. Det var med ham, at vi for få uger siden sang om påskeblomsten, denne undseelige ”bondeblomst fra landsbyhave”, der varsler ”påske-morgenrøde” – altså Kristi opstandelse – og ”nu” dukker pinseliljerne op. Og dermed bliver endnu en af den danske forsommers blomster koblet sammen med kristendommen og Helligåndens komme, som vi fejrer til pinse. Ligesom årstiderne afløser hinanden i en cirkel, sådan er kirkeåret også – det kører ring med en rytme, der markerer højtiderne, får tiden til at gå og hjertet til at slå.  

Pinse på Ærø 

Det er opløftende at synge Grundtvigs jublende og sanselige pinsesalme, I al sin glans nu stråler solen. Det gentagne ”nu” i åbningsstrofen slår tonen an, at nu vil alt blive godt. Så kom selv og vær med til at synge den i alle øens kirker til pinse. For pinsedag søndag d. 23. maj holder vi pinsegudstjenester i alle kirker: kl. 9 i Ommel, Tranderup og Søby. Kl. 10.30 i Marstal, Ærøskøbing og Bregninge. Kl. 14 i Rise.  

Det ser godt nok ikke ud af så meget lige pludselig. Håber, at der er nok. 

Ø-præst Rikke Dupont

 

Præstens ord uge 19

I dag ville jeg finde nogle tekster, som jeg havde skrevet for ca. 5 år siden. De var gemt på min computer, mente jeg. Og jeg ledte og ledte… Men ak, de var blevet væk. Lige indtil jeg kom i tanke om, at de havde ligget på min gamle pc, som havde opgivet ævred for nogle år siden. Øv, tænkte jeg. Men det satte nogle tanker i gang omkring vores elektroniske hjælpemidler.


Det er jo fantastisk at kunne undvære hyldeplads til tykke mapper med papirer: prædikener, breve, bankpapirer osv. Ja listen er lang. Og tanken om det papirløse samfund jublede vi alle over. Men – og der er et men, for forsvinder disse til tider værdifulde tekster fra min pc, så er de borte for altid (medmindre selvfølgelig at jeg har kopieret dem, eller gemt dem i ”skyen”, hvilket jeg desværre ikke havde). Eller mine værdifulde billeder, som lå på min pc, for ikke at tale om dem på min gamle telefon. Den, som ikke engang kunne åbnes, selv om jeg forsøgte at give den kunstigt åndedræt. Ak, ja.


Jeg savner ikke ”gamle dages” tykke mapper med papirer eller kasserne med usorterede papirer, for her er min pc et glimrende værktøj. Men med brugen af pc´er og ikke mindst internettet bliver mine tekster mere ”luftige”. Jeg indlærer især ved at holde noget i hånden. Det skal så at sige være håndgribeligt.


Og derfor elsker jeg også bøger frem for tekster på min pc / IPad. Det at kunne hente en bog på reolen, holde den i hånden, læse i den, strege i den eller bare bladre i den. Jo, jeg er gammeldags. Men indholdet i bøgerne er det samme i går, i dag og i morgen, mens teksterne på internettet kan forsvinde eller blive lavet om. Indholdet kan skifte, uden jeg har en jordisk chance for at opdage det.

Så selvom internettet og min pc kan være gode redskaber til at søge viden og oplagre data, har de også deres begrænsninger. Og intet kan i mit univers erstatte en god bog.
Og bogen over alle bøger: Bibelen har holdt ord i over 2000 år. Og den findes stadig og læses stadig verden over. Her sker små forskydninger, når teksterne oversættes til mere nutidigt og forståeligt dansk, men teksterne forsvinder ikke, og de bliver ikke lavet om.


Så der er noget, som står fast og ikke ændrer sig: nemlig Guds ord eller ordene om Gud. Det er for mig et godt fast holdepunkt midt i flygtighedens tidsalder. Og selvom min pc bryder sammen, kan jeg gå hen i reolen og hente min bibel, for den bliver aldrig skiftet ud med en elektronisk udgave.

Ø-præst Pia Vandrup

Præstens ord uge 18

Glæde er ikke blot en følelse

Det er forår, der er lethed i luften. En lethed, som passer godt til, at det snart er Kristi Himmelfartsdag, hvor det fortælles, at Jesus lettede! Ja, han løfter hænderne til velsignelse og svæver så op til himlen.
Der er en lethed over begivenheden, der smager af solskin og lammeskyer.


Det kan dog være en anfægtelse for et logisk tænkende menneske at høre til en religion, der rummer så vidtløftig en historie. For nogle er Himmelfarten en af de fortællinger, der truer med at gøre kristendommen til en karikatur.


Men når vi taler om Himlen i kristendommen, så er det ikke nødvendigvis identisk med den fysiske himmel, vi ser ovenover os, men Himlen er der, hvor det er himmelsk at være.


Det er den kærlighedsfyldte virkelighed, Jesus drog mennesker ind i, mens han gik omkring på jorden. Himlen er der, hvor Kristus hører hjemme, og hvor han har lovet os, at vi også gør det. Det er også der, vi kan håbe på, at vores døde er.


På Kr. Himmelfartsdag er hovedbudskabet således, at Kristus, der tidligere var begrænset af tid og sted, nu kan være nærværende overalt. Og det er da et opløftende og glædeligt budskab.
Et glædeligt budskab! Jeg synes, der er en tendens til, at vi tænker alt for små tanker om glæden. Sommetider forveksler vi glæde med overfladisk godt humør, – men glæde er meget mere end fest og ballade.


Og meget mere end blot en følelse. Det er en grundstemning givet med tilværelsen selv: På en måde er der allerede glæde i universet selv i form af solens lys, farverne, lydene, sproget osv.
Forestil dig verden minus farver, lyd, tale, lys, eller at naturen var grim – sådan en verden ville få øjne, ører og sind til at krølle sammen som en vissen blomst. Verden er ikke et neutralt og intetsigende råstof.


Verden er skabt af Gud, villet af Gud og han så, at det var godt. Verden er god, ikke sådan at der ikke findes ondskab og elendighed i verden – det må vi desværre alle sammen igen og igen erfare – men glæden er et grundvilkår i verden og samtidig en indstilling til tilværelsen.


Glæde bunder i den grundlæggende holdning, at livet er en gave, som vi får givet uden at have gjort os fortjent til det – og som kommer til udtryk, når vi deler livet med hinanden, i fællesskab, i selvforglemmelse og i hengivelse til det, der er større end os selv - til den Gud, der for til himmels, gjorde sig til ét med kærligheden og er til stede i vores liv. I dit liv, og i mit liv.

Ø-præst Henny Kvist

Præstensord uge 17

Den 4. maj for 76 år siden tændte danskerne lys i vinduerne; men ikke alle hjem havde mulighed for det.

Dels var lys af stearin en mangelvare pga. krigen, og dels måtte bornholmerne vente næsten et år, da de stadig var besat. For dem må det have været chokerende at opleve deres landsmænd feste, mens de blev bombet med nedrullede mørklægningsgardiner. I år fejrer de 75-årsdagen, som resten af landet fejrede sidste år.

Årsagen til, at de mørke gardiner var påbudt, var, at englænderne kunne navigere efter lysene fra deres bombeflyvere.

Årene efter befrielsen blev stearinlysene et symbol for Befrielsen. Officielt fejres befrielsen først den 5. maj, da det var denne dag klokken otte om morgenen, at den tyske kapitulation trådte endeligt i kraft.

Lige siden denne aften har mange den 4. maj sat tændte stearinlys frem i vinduerne. Og i år lader vi også lyset fra kirkerne skinne ud for at erindre denne tid i vores historie og for at minde os selv om, at fred i Danmark og i verden ikke er en selvfølge; men noget vi aktivt skal værne om.

Vi prøver at bevare denne tradition i taknemmelighed og erindring.

Det var ikke planlagt dengang; men lys blev der tændt, og de sorte rullegardiner revet ned og brændt - det skete bare fra vindue til vindue.

Der var ikke en taskforce eller planlægningsgruppe involveret; men folk kunne ikke lade være med at reagere og gøre noget. I dag kan vi alle følge hverandre med vores mobiler.

Nøjagtig som vi det sidste år har oplevet, at folk sang spontant fra altanerne rundt omkring, og alle kunne deltage fra hver deres sted.

I år giver det særlig god mening at tænde lys i hjemmene, hvor mange har opholdt sig det meste af tiden det sidste år.

Det kan minde os om, at også vi må se frem til at kunne samles frit igen.

”I ham var liv, og livet var menneskers lys.

Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.” (Johannesevangeliet 1, 4-5.9)

Den aften kl. cirka 20.30 lød det:

”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London…”

Ø-præst Agnes Haugaard

Præstens ord uge 16

Pilgrimsvandring har fået en renæssance. Hundredtusinder vandrer årligt ad Europas mest populære rute, caminoen til spanske Santiago de Compostela. Også andre steder i Europa – Skandinavien inklusive – bliver gamle pilgrimsruter genoptaget og nye etableret. Når danskerne de senere år er begyndt at spænde vandrestøvlerne og begive sig ud på pilgrimsvandring, er det er langtfra en moderne trend, men derimod en meget gammel tradition, der er vundet frem påny.

En udvidet horisont

Ordet pilgrim kommer af latin: peregrinus, som betyder “en, der går over markerne”, og siden antikken har pilgrimsvandringer været en vigtig religiøs udtryksform og spirituel opdagelsesrejse. Pilgrimsvandringer har også altid kendetegnet den kristne kirke. Vandringen blev især udbredt i middelalderen, hvor tusindvis gik på pilgrimsfærd som en bodshandling, som kirken havde idømt dem, for de synder, som de havde begået. Ofte tog pilgrimme også til hellige kilder i håbet om at blive helbredt.

Fra Luther til Ærø

Med protestantismen gled pilgrims-vandringen imidlertid ud som en naturlig del af kirkens praksis, da reformatoren Martin Luther gjorde op med troen på helgener og bodsgang. Men i løbet af de seneste år har mange mennesker genfundet pilgrimstankegangen, og de gamle pilgrimsmål oplever massiv søgning, ligesom mange kirker arrangerer pilgrimsvandringer som en del af den kristne spiritualitet.

Og det gør vi også her på Ærø. Det bliver på Bededagen fredag d. 30. april, hvor vi mødes kl. 10 ved Rise Kirke til en gudstjeneste, inden vi strammer støvlerne og sætter kursen mod Marstal. Medbring selv madpakke.

“Må din vej gå dig i møde”

I dag handler en pilgrimsvandring i højere grad end tidligere om at få en pause fra en stresset hverdag og en mulighed for at møde sig selv og Gud på en anden måde, end man plejer. Pilgrimsvandringens langsomhed og stilhed kan inspirere til ny enkelhed, eftertanke og bøn. Nogle betegner derfor også en pilgrimsvandring som en vandrende gudstjeneste eller bøn med fødderne. Og det er også konceptet for dette forårs sognevandring. Undervejs gør vi små stop. Vi lytter til en tekst, be’r en bøn, får en velsignelse eller synger en salme. Mulighederne er mange. Der vil være tid til både samtale og stilhed. Gåsegang og armsving. Det er selve vejen og vandringen, som er det vigtigste. Det er allerede på vejen, at man møder Gud.

Ø-præst Rikke Dupont

Præstens ord uge 15

DEN BLÅ PÅSKEBLOMST

Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smeltes ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted der i fjor.

Kaj Munk skrev digtet om den blå anemone i 1943, året før han blev myrdet af tyskerne i Hørbylunde bakker.
Han selv var opvokset på Lolland, og dér havde han hentet anemonen og plantet den i det vestjyske sand i Vedersø, hvor han var præst. Her var både klima og jordbund anderledes barske, og han troede knap, at planten havde en chance:

På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.

Men miraklet skete, og hans hjerte kan knap rumme glæden og betagelsen over, at livet alligevel sejrede over alle trusler:

Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone…

Hvordan kan man så undgå at føle et stort håb og en stor taknemmelighed selv midt i al slags modgang og ulykke? Den lille blomst bliver på den måde et stærkt symbol på, at livet er stærkere end døden. At der er et større håb også over vores liv, end vi kan fatte:

Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!

Midt i krigens gru og sorgen over besættelsen var der én ting at finde hvile i: at bag ved alting er den skaber, der lader livet stå op af døde.
Mange lærde folk mente efter krigen, at sangen var lidt for sødladen og udtryk for billig naturromantik og en lidt for sentimental udgave af den kristne skabelsestro. Det betød også, at sangen først kom med i Højskolesangbogen i 2006.  Danskerne holdt imidlertid af sangen og lod sig ikke underlægge de lærde litterater, så sangen blev brugt og sunget med glæde gennem alle årene og i dag er den forsat en elsket forårssang, som ligger i fin forlængelse af påskens fejring – festen for livet.

Festen for ham, der stod op af døde for at give os mod og håb til at tro, at kærligheden er stærkere end alle trusler. Festen for, at glæden er mere sand og virkelig end mismodet. Du lille anemone, hvor er din skaber stor.

H. Kvist.

Præstens ord uge 14

Salmernes Bog i bibelen – set i lyset af påsken.

Jeg elsker Salmernes Bog i Gammel Testamente. De enkelte salmer er så poetisk smukke, og der er så meget trøst at hente deri. Så meget håb. Der kan dog være stor forskel på indholdet i salmerne, men fælles for dem er, at det skinner igennem, at salmisten (forfatteren) har et tæt forhold til Gud. Alle salmerne er rettet op mod himlens Herre, og der er en tro og en vished om, at Gud hører bønnen og vil komme til hjælp.

Nogle salmer starter derimod med en klage: f.eks. salme 22: ”Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. Jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro”.

Her klager salmisten sin nød til Gud  – ja han skriger det ud. Det er voldsomt. Men sådan kan livet nogle gange være. At vi bliver drevet ud til det yderste af vores formåen, og hvad vi kan rumme. Nogle gange bliver smerten og håbløsheden så stor, at vi end ikke kan finde ord, men bliver helt tavse. Så er det godt at læse en bøn, som andre har sat ord på.

Men salme 22 opfattes også af mange som en forudsigelse af Jesu korsfæstelse og død. Hvis nogle af jer har lyst til at læse den i det lys, kan det varmt anbefales.

Og da Jesus kort før sin død på korset råbte: ”Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig?” kan det både tolkes som et nødskrig, der udtrykker den dybeste forladthedsfølelse og fortvivlelse, men det kan også læses som starten på et citat af salme 22. I så fald vil jeg dvæle lidt ved nogle af versene i salmen, hvor der står:

”Alle, der ser på mig spotter mig /de vrænger mund og ryster på hovedet: / Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham / han må redde ham, han holder jo af ham!”

Og længere nede står der:

”Min gane er som potteskår / min tunge klæber til gummerne…/ de har gennemboret mine hænder og fødder.”

Og salmen slutter således:

”Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter / man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes / for han greb ind!”.

Tilliden til Guds indgriben og lovprisningen går hånd i hånd. Klagen bliver udtalt og her bliver intet udeladt. De menneskelige livsvilkår skinner igennem - ubarmhjertigt, men det er ikke bare luftige ord – nej ordene emmer af livserfaring og en uadskillelig kontakt med Gud.

Og i denne tolkning skal salmen læses i lyset af opstandelsen: for Gud greb ind og Jesus opstod fra de døde.

Det er påskens budskab.

Ø-præst Pia Vandrup

Præstens ord uge 13

 

Påsken er et drama 

Den kristne påske er som et drama i fire akter. Vi lever med i den opløftede stemning palmesøndag, og vi ser den slå fuldstændigt om langfredag. Vi er sammen med Jesus i hans fortvivlelse over den død, han ved, venter, og i hans smerte og lidelse over at være blevet forladt af alle og udleveret til tortur og henrettelse. Det hele kulminerer i mødet med hans disciple i deres chok og dybe glæde over det uforståelige, der er sket: at Jesus er stået op fra de døde. Det er en knivskarp skildring af, hvordan kærlighed kan slå om i had og venskab blive til svigt. Det er beretningen om den dag, verden gik i sort, og Gud døde. Og så er det forkyndelsen af det, som intet menneske har set, men som den kristne kirke lever på, nemlig at Jesus stod op fra de døde, og at døden derfor har mistet sin magt over menneskers liv. Det vigtige som påskebudskabet fortæller os er, at vi, heller ikke når vi dør, bliver adskilt fra Gud. Gud er gået hele vejen ind i døden for at være sammen med os. For os betyder det, at i det øjeblik vi dør, så falder vi ikke ud i det rene ingenting, men bliver grebet af Guds hænder. Døden bliver derfor ikke en afslutning, men en overgang til en ny tilværelse. Det er det helt centrale i påskens fortælling. 

Den stille uge 

Palmesøndag er første akt i påskedramaet. Som vi hørte om i søndags og som indledte den stille uge, som dagene op til skærtorsdag, langfredag og påskedagene. Andet akt er Skærtorsdag – dagen før Jesus blev korsfæstet. Om aftenen tog han afsked med sine disciple ved den sidste nadver. Under måltidet sagde han til dem, at når han var gået bort, skulle de mødes og spise sammen på samme måde, og han ville så selv være til stede hos dem gennem brødet og vinen. Siden de første kristne begyndte at holde gudstjeneste sammen, har man delt brødet og vinen; og nadveren er fortsat led i folkekirkens gudstjeneste med budskabet om, at den opstandne Kristus er til stede med Guds tilgivelse. Når vi spiser sammen, mindes vi, at vi er en del af det samme fællesskab. Det særlige ved påskemåltidet var desuden, at alle Jesus’ disciple var inviteret med til bords; også selvom han vidste, at han snart ville blive svigtet og forrådt af to af dem. For Jesus mente ikke, man skulle diskvalificeres fra fællesskabet, fordi man begik fejl. 

Måltidsfællesskabet 

Søndag efter søndag genopfører præsten i folkekirken påskemåltidet. Under nadveren kan borgmesteren og den hjemløse sidde på knæ side om side og dele brød og vin. Her hersker idealet om, at alle er velkomne i fællesskabet stadig. Både den sidste nadver og nadveren i kirken et fællesskab af en anden verden, hvor man kan være den, man er, med alle sine fejl og svigt og mangler. Uden for kirken handler alt, hvad vi foretager os, om, hvem der er den bedste, den klogeste, den smarteste og så videre. Men i nadverfællesskabet sidder vi side om side uanset, hvad vi stemmer på, eller hvor meget vi tjener. Når vi sidder der, er vi ligeværdige, og det minder os om, at der også er en anden virkelighed med en anden dagsorden. De forskelle, vi normalt går og opererer med, gælder ikke her, og det kan vi bruge til at huske os selv på, hvad det egentligt er, der gælder. Her ser vi hinanden i et andet lys. Det kan vi også tage med os ud ad kirken. 

Fejr skærtorsdag i kirkerne ved en altergangsgudstjeneste: Rise kl. 10, Marstal kl. 19, Ærøskøbing kl. 19 og Bregninge kl. 19 

Tredje akt: Langfredag 

Langfredag markerer vi, at Jesus blev korsfæstet, døde og blev begravet. Derfor er det en stille og afdæmpet dag i kirken. På langfredag bliver alterlysene ikke tændt, og der står ikke friske blomster på alteret. Gudstjenesten på langfredag er uden prædiken og nadver, og kaldes for liturgisk, idet vi lytter til oplæsning af lidelseshistorien, til orgelværker, og salmer. 

Mens vi gerne strømmer til juleaftens fødselsdagsfest i kirken, er påsken med skærtorsdags og langfredags svigt, lidelse og død ikke så nem at have med at gøre. Det kan være svært at forstå, hvorfor man ligefrem skal opsøge denne triste historie, men den er vigtig, fordi vi egentlig godt ved, at den skrøbelighed og tvivl, som påsken rummer, findes. Langfredag fortæller os, at døden findes, og at Jesus gik ind i døden for os under stor smerte, imens han skreg efter sin Gud. Julen og dens fest går hurtigt, som fødsler oftest gør, men døden trækker ud. Også i vores tanker, om vi vil det eller ej. Det er godt at dvæle lidt i det, og det gør man i påsken. 

Markér langfredag i kirkerne: Tranderup kl. 10 og Marstal kl. 16 

Finalen - eller fortsættelsen: Påskedag 

Påskedag fejrer vi, at Jesus opstod fra graven. Det er en af kirkens største festdage, hvor kirken ofte bliver pyntet flot, og musikken er ekstra festlig. Højdepunktet i gudstjenesten er læsningen af påskeevangeliet. Det fortæller, hvordan tre af de kvinder, som fulgte Jesus, fandt hans grav tom. En engel fortalte dem, at Jesus var opstået fra de døde og gået i forvejen tilbage til byen, hvor de ville se ham igen. Det betyder, at døden ikke er en definitiv afslutning. Før eller siden er det slut. Men opstandelsen giver håb om, at vi bliver forenet med dem, vi har elsket. Og med vores fjender. Man kan kalde det utopisk og virkelighedsfjernt, men det kristne håb er altid et håb på trods. Det er ikke, fordi man er idiot, eller fordi man fornægter tilværelsens til tider barske vilkår, men fordi man tror og håber på trods. 

Det store mirakel er, at der findes en Gud, som gider at have en fælles historie med mennesket, og som vil tage del i vores liv og død. Det er en fantastisk glædelig begivenhed for os mennesker, at Gud er nær. For hvis han ikke var det, ville der være død og mørke i stedet for lys og liv. Hvorfor opstod Jesus ikke om eftermiddagen? Fordi solen var på vej ned! Selvfølgelig opstod han tidligt om morgenen, hvor mørket fortrænger lyset.  

Fejr påskedag i kirkerne: Marstal kl. 9, Ærøskøbing kl. 9, Bregninge kl. 9, Tranderup kl. 10.30, Rise kl. 10.30 og Ommel kl. 10.30 

Efterspil: Anden påskedag 

Anden påskedag er ikke en helligdag i alle kristne kirker, men i den danske folkekirke fejrer man dagen som den dag, hvor den opstandne Jesus viser sig for sine disciple. I Lukasevangeliet fortælles det, at to af Jesus’ disciple efter de dramatiske og nedslående begivenheder i påsken går fra Jerusalem til landsbyen Emmaus, mens de taler om, hvad der er sket. De får følgeskab af en fremmed mand, som de forklarer om begivenhederne og om deres skuffelse, fordi Jesus blev henrettet og altså ikke levede op til deres håb om, at han skulle befri Israel fra den romerske besættelsesmagt. Den mand, de følges med, kalder dem uforstandige, fordi de ikke har forstået, hvad der står om Jesus i skrifterne (det vi kender som Det Gamle Testamente), og han begynder at forklare dem om alle forudsigelserne om Jesus og om, hvordan det er tydeligt, at Jesus skulle dø for menneskers skyld. Om aftenen spiser den fremmede mand sammen med de to disciple, og da han brækker brødet i stykker på samme måde, som Jesus gjorde skærtorsdag, kan de genkende ham. Det er nemlig Jesus, som har gået sammen med dem. 

Anden påskedag er altså en dag, som fortæller, at Jesus virkelig er opstået som et menneske og ikke kun som en ånd. Men det er også en dag, som fortæller om menneskers møde med den Jesus, som er opstået. Det er ikke altid, mennesker kan genkende ham, men han kender dem og giver sig til kende for dem. Selvom det altså er en mærkelig og uhåndgribelig ting at forestille sig, at Jesus er stået op af graven, efter han er død, er det, vi kan læse i Bibelen om anden påskedag, også en meget konkret og jordnær fortælling om, hvad det blandt andet betyder, at Jesus er opstået. Det betyder, at man kan møde ham. Og at han selv kommer for at møde mennesker. 

Fejr Anden påskedag i kirkerne: Tranderup kl. 10 og Ommel kl. 19  

 

Præstens ord uge 12

Julen varer lige til PÅSKE

Præstens ord af Rikke Dupont

Sådan sang (eller nynnede?!) vi for et par måneder siden i dans rundt om juletræet. På en måde er der jo en sammenhæng mellem Jesu fødsel og død og budskaberne i begivenhederne – men jeg tror, at langt de fleste af os, for længst havde taget julepynten ned allerede d. 6. januar, hvor det var Helligtrekonger. Alligevel kan man sige, at julen varer lige til påske – de to begivenheder hører sammen – og hvis man nøjes med at fejre jul og ikke fejrer påsken, så er det omtrent som at stoppe midtvejs i en drøngod film uden at se den færdig. For den kristne påske er som et drama i fire akter.

Et drama

Vi begynder på søndag d. 29. marts med palmesøndag. Vi lever med i den opløftede stemning palmesøndag, og vi ser den slå fuldstændigt om, når det bliver langfredag. Vi er sammen med Jesus i hans fortvivlelse over den død, han ved, venter, og i hans smerte og lidelse over at være blevet forladt af alle og udleveret til tortur og henrettelse. Det hele kulminerer i mødet med hans disciple i deres chok og dybe glæde over det uforståelige, der er sket: at Jesus er stået op fra de døde. Det er en knivskarp skildring af, hvordan kærlighed kan slå om i had og venskab blive til svigt. Det er beretningen om den dag, verden gik i sort, og Gud døde.

Døden tabte

Og så er det forkyndelsen af det, som intet menneske har set, men som den kristne kirke lever på, nemlig at Jesus stod op fra de døde, og at døden derfor har mistet sin magt over menneskers liv. Det vigtige, som påskebudskabet fortæller os, er, at vi, heller ikke når vi dør, bliver adskilt fra Gud. Gud er gået hele vejen ind i døden for at være sammen med os. For os betyder det, at i det øjeblik vi dør, så falder vi ikke ud i det rene ingenting, men bliver grebet af Guds hænder. Døden bliver derfor ikke en afslutning, men en overgang til en ny tilværelse. Det er det helt centrale i påskens fortælling.

Første akt: Palmesøndag

Palmesøndag er første akt i påskedramaet. Jesus indtager Jerusalem på et æsel, mens menneskemængden hylder ham som en konge, en frelser, en superstjerne. Folket har lagt deres kapper og palmegrene på vejen foran ham for at hylde ham. Jesus har længe vandret omkring i Israel med sine disciple, han har helbredt syge, opvækket døde og fortalt om Gud på en helt ny måde. Nu er han sammen med sine disciple på vej til Jerusalem for at fejre påske, selvom han flere gange har fortalt dem, at rejsen skal ende med hans lidelse og død – og allerede langfredag råber Jerusalems indbyggere da også, at de vil have Jesus korsfæstet.

Et sammensat billede

Det er derfor ikke kun forventningens glæde, man føler som læser, men også uro og bekymring, når man palmesøndag hører om Jesus’ sejrrige indtog i byen. Alle fire evangelier fortæller næsten enslydende om, hvordan Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens Jerusalems befolkning jubler, råber Hosianna, som betyder ”frels os,” og vifter med palmegrene. Det er derfor, vi kalder dagen for palmesøndag.

Fejr palmesøndag i kirkerne: Marstal kl. 10, Rise kl. 10, Ærøskøbing kl. 16 og Ommel kl. 19

 

Præstens ord uge 11

”På nattehimlen lyser

Som tårer op en stjerneregn;

Vi græder dem

Af længsel, når

En stjerne står

Og over glædens fødeegn

På nattehimlen lyser.” 

Tekst Jacob Køhn Andersen, musik Bjarne Haahr,  ”Herrens Himmel” 2009

Der er glædestårer og sorgtårer.

Jeg kan ikke græde, lyder det en gang imellem.

Ikke engang, da min mand gennem 40 år døde helt uventet. Det siges lidt som en pinlig undskyldning, når nu alle i familien er fuldstændig knuste.

Den farfar, som alle børnebørnene havde elsket, leget  med,  været  på  fisketure  med og hørt fortælle om dengang for længe siden, han selv var barn. 

Det kan også opleves vanskeligt, når man møder en, der græder voldsomt.

Samtale kan blive rigtig svært, og hvad skal man sige?

Tør man fortsætte samtalen, og tårer forsinker farten i ordene. Det går langsomt; men samtalen kan alligevel fortsætte, selvom tårerne løber – bare i et andet tempo.

At græde har tit en afspændende og afslappende effekt.

Men tårer er ikke alt.

Sorg har mange udtryk, og at anstrenge sig for at få mennesker til at græde kan virke stik modsat og ikke være til nogen hjælp.

Et problem kan være, at personen tvinges til at vise følelser, som hun slet ikke har lyst til at vise, og dermed føler sig krænket.

Kommer der tårer, skal vi tage imod; men hvis der ingen kommer, skal vi aldrig tvinge dem frem.

Det er ikke tårerne, der er afgørende for, om et menneske orker at gå videre.

Tårerne tilhører nuet og kan gøre det muligt at holde ud i det frygtelige, der sker; men kan også gøre det muligt at leve lige nu og forstå, hvad der er sket.

Før man har forstået, hvad der er sket, kan det ske, at der slet ingen tårer er.

”Jeg græder ikke, og jeg forstår ingenting.”

Når frygten er allerværst, kommer der sjældent tårer.

Når hændelsen i sin fulde sammenhæng kan forstås, kommer tårerne.

Men det er ikke tårerne, der gør det synligt.

Tårerne er bare et af tegnene på, at man har forstået, hvad der skete.

Men der findes også hændelser, der ligger udenfor det begribelige, og som vi måske aldrig nogensinde kan forstå.

Mange har en forestilling om, at evnen til at vise stærke følelser, som sorg og vrede, har betydning for, hvordan et menneske kan klare sig gennem krisesituationer.

En af opgaverne som præst, sjælesørger  eller terapeut er at hjælpe mennesket med at forløse disse følelser.

Men på samme måde som med gråden er det ikke følelserne, som hjælper den ramte videre.

Følelserne er svar på de hændelser og et af tegnene på, at man begynder at forstå, hvad der skete; men er ikke nødvendigvis   noget, der skal være til stede, for at man skal forstå.

Det, som kan hjælpe et menneske til at forstå, er at sætte hændelsen og følelserne ind i en sammenhæng, som gør det hele begribeligt.

En sådan forståelse kan sagtens opstå uden de store og stærke følelser.

Nogle mennesker kan blive helt bekymrede over, at de ikke kan vise de stærke følelser. De tror, der er noget galt, fordi mennesker omkring dem er bekymrede og nærmest kræver, at følelserne skal komme ud.

Følelser kommer og går – kan vi  sætte  hele historien, der fortælles, ind i en sammenhæng, kan følelserne godt lægges til side.

At vi ikke græder, og tårerne ikke kommer, er ikke uærligt – medfølelse kan vises på mange måder. 

”Han vil tørre hver tåre af deres øjne,..”

Johannes Åbenbaring 21,4.

Ø-præst Agnes Haugaard

 

Præstens ord uge 10

Giv kærligheden videre

Jeg så et skønt billede. Det forestiller et smukt rødt hjerte. Hjertet holdes i to hænder og gives videre til to hænder. Eller om man vil: Hjertet holdes af 4 hænder.

For mig symboliserer det kærlighedens budskab. Giv kærligheden ud til andre. Del ud af dig selv. Del ud af det du har. Værn om kærligheden og vær fælles med de andre om opgaven.

 Og det er det kristendommen handler om. Det er essensen af budskabet. Jesus gav sit hjerte for os gennem hele sit liv. Og lad det være et forbillede for vores liv, for så bliver verden et bedre sted at være. Og livet vil blomstre.

Glæden ved at give til andre er stor – umådelig stor. Jeg kan stadig huske, hvor spændt jeg var juleaften, når min mor eller far skulle åbne julegaven, som jeg havde lavet. Og hvor stolt jeg var, når jeg så deres glæde.

Det at række ud til andre har jeg især lært af min mor. Hun var et meget givende menneske. Hun havde til tider svært ved at begå sig socialt, men hun havde et stort hjerte og var meget opmærksom på sine medmennesker og deres behov. Hun sad i kørestol i mange år, men hun så muligheder og ikke begrænsninger. For kunne hun ikke gå, jamen så kunne hun køre ud at handle for de andre i dagcentret i sin elektriske kørestol. Og tit kom hun forbi mig, da børnene var små, med en buket blomster og en kage til eftermiddagskaffen. Hun kunne ikke hjælpe med at passe børnene, men hun kunne opmuntre mig.

Fastetidens tema er at faste eller oversat til moderne tankegang: at give afkald på noget eller give ud af sig selv og sin overflod.

Som der står i Esajas kap 58 vers 6-8a:

(Nej, den faste jeg ønsker siger Gud)

”at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler,

at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.

Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden…”

Så giv kærligheden videre hvor og hvordan du kan. Det vil glæde både dig selv og andre.

Ø-præst Pia Vandrup

Hjerte i hænder

 

Præstens ord uge 9

Af ø-præst Henny Kvist

Selv om vi stadig befinder os i februar måned, har vi allerede mærket forårssolens velgørende varme og påvirkning på os. Helt automatisk er jeg selv begyndt at gå og synge Benny Andersens dejlige solsang “Det er forår. Alting klippes ned”. 

Det er en slags protestsang, som måske passer særlig godt til dette forår – for det er en sang, der rummer livskraftens protest mod vores mismod, håbløshed og kolde hjerter. 

Sangen er lagt i munden på et menneske, som egentlig skulle være træt til døden, og sangen er fuld af billeder på forfald og fallit og tristesse. 

Og alligevel slutter hvert eneste vers med den samme livsglade trodsighed: “Men når forårssolen skinner - bli’r jeg glad!” - eller “bli’r jeg varm” eller “ung”.

Det sidste vers handler om døden. Og det lyder sådan:

“Tag da kun min sidste spinkle mønt

Livets sol er min den sidste del af livet

og som solfanger er jeg nu begyndt

at forstå, at alt og intet er os givet

Og engang går solen sin runde uden mig

Men når forårssolen skinner

lever jeg.”

Der er en underfundighed i ordene om at “Alt - og intet er os givet.”

For det er jo en sammenkædning af to forskellige udtryk.

På den ene side den kristne forståelse af, at alt, hvad vi får i livet, er en gave, ja at selve livet er en gave, og at alt i virkeligheden er os givet. 

Men samtidig bruger vi udtrykket, at vi ikke kan tage noget for givet.

Og det er sandt; vi råder ikke selv over vores liv og fremtid. Derfor kan vi ikke tage noget for givet, selv om livet er givet os.

Det er en erkendelse og en forståelse af tilværelsen, som gør den både smuk og dyb.

”for som solfanger er jeg nu begyndt at forstå at alt og intet er os givet…”

Jeg tror, det er den måde, vi fanger solen på. Solen forstået som livsmod og håb - vi fanger solen ved at forstå, at vi ikke besidder livet, at vi ikke kan herske over det, men at vi kun kan leve det og modtage det i taknemlighed. Glædeligt forår. 

 

 

Præstens ord uge 8

Gå ud og gå en tur!

Af ø-præst Rikke Dupont

Gåture er blevet et hit under corona-nedlukningen, også i disse allerkoldeste vinterdage. Med forsamlingsforbud og afstandskrav er gåturen et yndet alternativ, når det gælder samvær med sine kære. Mindst lige så givende kan det dog være blot at gå og være med sig selv. Hvad enten det er i byens brostensbelagte gader eller ad øde stier i skoven, på landet eller langs vandet, kan ene-vandringen noget særligt.

Over stok og sten

“Sammen hver for sig”, hedder det efterhånden så berømte corona-slagord jo, og har du lyst til åndeligt selskab på turen, er pilgrimspodcasten Levende Vand et godt sted at gå hen. I selskab med en præst inviteres lytteren med på en pilgrimsvandring, der har enten et bestemt eksistentielt tema eller kirkeårets aktuelle højtid som omdrejningspunkt. På den 45-60 minutter lange vandring hører du den andens vejrtrækning og fodtrin. Med mellemrum gør præsten holdt og taler i dit øre, inspirerer til bøn, meditation og refleksion. Du behøver ikke være vant til at vandre eller for den sags skyld vant til at tro for at være med. 

Sæt farten ned!

At sætte tempoet ned og give plads til refleksion kan man også gøre i selskab med P1’s radioprogram Tal til mig og Radio4’s Det sidste måltid. De to programmers setup er forskellige, men har det fortrolige rum og den langsomme samtale til fælles. Samtalen mellem to mennesker om tid, der er gået, og levet liv. Tal til mig, siger journalist og radiovært Iben Maria Zeuthen hver uge til en ny kendt dansker – om en bestemt udfordring og overgang i livet, der har haft en betydning for vedkommendes tro. I Det sidste måltid skal gæsten forestille sig, at vedkommende står på grænsen til sit dødsleje og får til opgave at udforme sin egen nekrolog – selvfølgelig med trofast assistance fra vært, Lærke Kløvedal, og over et selvvalgt overdådigt sidste måltid. Hvor P1’s Tal til mig ikke bærer skyggen af selvironi, men synes at befinde sig bedst i sin dvælen ved livets alvorstunge sider, er Det sidste måltid, trods en morbid præmis, overraskende muntert. Begge programmer hylder den eftertænksomme sjælesamtale og står som emblemer på eksistens-interviewets kunst.

Samtaler uden filter

Næstekaffe er en podcastserie for alle, der sukker efter nærværende samtaler. Om kærligheden, om håbet, angsten og lykken, om sorgen og døden, men mest af alt om livet. Næstekaffe er den kaffe, man drikker sammen og en pendant til kirkekaffen: en ganske almindelig kop kaffe. Den er lige så almindelig som mange af de eksistentielle tanker og følelser, vi har om fx håb, skyld, mening, lykke og angst. Samtidig kan den skabe et rum til en dybere samtale. 

Sat over for tidens latter, americanoer og cortadoer, vil vi med næstekaffen vise dybden i det almindelige. Alt for ofte ser vi kun den smarte overflade af andre tilsat et smukt hverdagsfilter og kan derfor tro, vi står alene med vores tanker og spørgsmål til livet.

Næstekaffe er en invitation inden for i en samtale og en døråbner til folkekirken som et uforpligtende og uformelt fællesskab, men også et fællesskab med dybde og tyngde, hvor man ikke skal præstere for at være med. Her kan man altid komme forbi til en kop kaffe og en samtale om det, der rører sig i en. 

Find “Levende Vand” i Apple Podcasts. Find “Tal til mig”, “Det sidste måltid” og “Næstekaffe” der, hvor du hører podcasts.

Præstens ord uge 7

Forsoning

At forsone sig med noget eller nogen indebærer, at det, som er  splittet  og  ødelagt i relationen, bliver helt igen, eller med andre ord:

At blive enige med hinanden, med livet og Gud.

Der er tre veje til forsoning – måske flere – den ene handler om tilgivelse.

Men bare at sige undskyld fører ingen steder hen.

Der kræves en relation, hvor  den  ene  siger ”tilgiv mig!”, og den anden siger ”jeg tilgiver dig!”

Så kan de to mennesker mødes igen, og relationen kan blive hel.

På denne måde kan to mennesker mødes igen.

En anden vej er gennem forståelse.

Det kan være, at jeg er såret, eller den, som har såret mig, ikke kan nås eller er død.

Forståelsen for, hvad der skete, og hvorfor det skete, kan nogle gange blive det, der hjælper os videre og hjælper os til forsoning og det, som ellers risikerer at grave sig fast som bitterhed i vores indre.

Præcis fastetiden – se sidste uges Præstens Ord – kan være en tid til forsoning og eftertanke.

Mange bruger denne tid i begyndelsen af det nye år til at rense og rengøre legeme og sjæl. Prøve at undvære alkohol, røg, kød og gå lange ture, for på den måde måske at komme tættere på det vigtigste i livet såsom tilgivelse, kærlighed, nærhed og forsoning.

Den tredje vej til forsoning er nemlig kærlighed.

Det er den eneste mulige vej, når vi kommer ud for hændelser, som vi selv hverken kan tilgive eller forstå.

I kærligheden kræves der ingen genoprettelse; kærligheden giver oprettelse og en mulighed for at starte på en frisk, en mulighed for at få et nyt forsøg på at mødes og bygge en fremtid sammen.

Det gamle er glemt og borte.

Kærlighedens dybeste indhold er at give et andet menneske rum.

Kærligheden kræver ingenting, den er der allerede, før nogen svarer.

Kærligheden vil liv og tillid.

Kærligheden kommer indefra – både til dig selv og andre mennesker.

Sådan er Guds kærlighed.

Den   findes  indeni dig selv, den vil have dig og afviser mig aldrig.

Der går en klar skillelinje mellem at acceptere noget og at forsone sig med noget.

Hvis man accepterer noget, ligger der noget intellektuelt, som handler om at gå med på visse vilkår og finde sig i omstændighederne.

Når der er en forsoning indblandet, må der findes et du.

Enten er det personen, jeg er i konflikt med,  eller også er det livet i sig selv.

Jeg kan forsone mig med det, der er sket, og samtidig kan jeg sige, at jeg slet ikke havde ønsket det sådan.

Hele livet vil jeg sørge over det.

Jeg kan forsone mig med min skæbne og min historie.

I livskampen kan jeg kæmpe og handle mod det vanskelige og smertefulde.

Selv om jeg taber, har jeg gjort det, jeg kunne. Jeg behøver aldrig at godtage det,  som er sket.

Hvis alt dette sker, uden at jeg møder trusler eller foragt, kan en forsoning med ens livsskæbne være mulig.

At komme til forsoningen med livet er nogle gange helt, helt afgørende for at bitterheden, den mest destruktive følelse i menneskers liv, ikke skal få fodfæste i os.

Agnes Haugaard

Præstens ord uge 6

Lidt tanker om faste og fastelavn.

Fastelavnssøndag falder altid syv uger før påskedag, hvilket betyder, at det er fastelavn et sted mellem 1. februar og 7. marts.

Når vi fejrer fastelavn er det et levn fra en gammel tid. Mangle af de gamle skikke, som knyttede sig til fastelavn, har dog både ændret form og indhold. Fastelavn er indledningen til den kristne faste. Så inden fasten skulle der spises og drikkes.

Oprindelig var det en voksenfest. Man skulle faste lige fra ”askeonsdag” og til påskedag – altså i 40 dage. Det var ikke en fuldkommen faste, men man måtte bl.a. ikke spise kød.  (Traditionen med at faste i 40 dage kan føres tilbage til, at Jesus efter sin dåb var 40 dage i ørkenen, hvor han fastede).

Så inden fasten skulle der festes. Der blev spist rigeligt med kød og drukket godt med alkohol. Man gik med masker på gennem gaderne for at skræmme hinanden og skræmme det onde væk. Derfor også traditionen med at slå katten af tønden. Katten symboliserede ondskaben som bogstaveligt talt skulle bankes væk – indtil katten inden i tønden døde. Og med fastelavnsris piskede man ondskaben ud af sig selv eller andre.

I det hele taget indledte fastelavn en tid til anger og bod. Derfor brugte man askeonsdag, idet man fik smurt et kors af akse i panden, så det var tydeligt for enhver, at det var en bods- og andagstsdag. Derefter mødte man op i kirken for at vise at man angrede sine synder, og således indledtes fasten indtil påske som en forberedelse på påskens under, at Jesus opstod fra de døde.

Lidt om faste.

Formålet med at faste er flerstrenget. I oldkirken hang det at faste først og fremmest sammen med askese (afholdenhed). Menneskets grådighed og hovmod skulle holdes under kontrol, idet disse to lidenskaber fik mennesket til hele tiden at kredse om sig selv. – Altså ville man forsøge at undertrykke menneskets egoisme ved at forsage mad.

Men fasten er også ofte blevet knyttet sammen med at hjælpe de fattige. Dette fokuspunkt underbygges bl.a. af et citat fra Esajas Bog i Gammel Testamente hvor der står: “Nej, den faste jeg ønsker er... at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne, og ikke vender ryggen til dine egne”.

Og fastens fokuspunkt i dag kædes ofte sammen med næstekærlighed og omsorg for de fattige, idet vi i fastetiden holder indsamlinger og lignende, for at hjælpe mennesker som mangler til livets ophold.

Ø-præst Pia Vandrup

 

 

 

 

 

 

 

Præstens ord uge 5

Hånden på hjertet

Hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være, sådan lyder det i kristendommen.  Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med, siger man, og vi er ikke i tvivl om, at man mener det i overført betydning, for hjertet er jo bare en muskel fuld af kamre, klapper og blod, og det løber munden jo ikke over med… og godt det samme.                                             

 Hjertekarsygdomme er alvorlige, men det er hjertekvaler også. Hjerte rimer på smerte og store tanker. Det rimer på kærlighed og livets dybeste perspektiver. Maria gemte vigtige ord i sit hjerte, og det er også der, vi gemmer de vigtigste skatte i vores liv. Det er stedet for tro, håb og kærlighed. Det er stedet for sorg, bekymringer og bønner.

Har du hjertet på rette sted? Hvad er din skat? Hvad er det vigtigste i dit liv? Hvad prioriterer du højest? De fleste af os er godt klar over, når vi har rod i prioriteringerne, og hjertet er placeret forkert, for så gør det ondt i hjertet. Kristendommen påstår, at ingen mennesker er hjerteløse. Jesus viser os en Gud, der har hjertet med, og som giver os evnen til også at have hjertet med. I Guds øjne er ingen af os hjerteløse. I Guds øjne er vi alle sammen værdige og elskede.

Vi skal åbne vores hjerter for Gud og for hinanden, og det er faktisk to sider af samme sag. Når vi åbner vores hjerte og er til stede overfor vores næste, som har brug for os – så er det Jesus, vi møder i vores næste.  På samme måde kan vi ikke åbne vores hjerter for Gud uden også at åbne hjertet for vores næste. Hånden på hjertet!  

Har du hjertet på rette sted? Lever du halvhjertet eller helhjertet? Stop op og mærk efter. Lyt til dit hjerte. Lyt til Gud. Gud taler til os hjerte til hjerte. Han taler hjertesprog. Han kommer til os der, hvor vi hver især er i vores liv, og lægger øret til vores hjerter og hører vores allerinderste hjertebønner. Vores hjerte er i Guds hånd. Han taber det ikke. 

Af ø-præst Henny Kvist

Præstens ord uge 4

Januars stille dage – og nætter 

Af ø-præst Rikke Dupont

Det er stadig mørkt det meste af dagen, og indimellem synes foråret forude. Men vi ved, at det kommer, og mens vi venter, er der heldigvis en række smukke salmer, som kan oplyse vores gudstjenester og vores liv. Månedens salme i de ærøske kirker eksisterer stadig, selvom fællessangen er udskudt. I januar har vi fokus på Lisbeth Smedegaard Andersens “Det var så forunderlig klart i nat”, der har nr. 800 i salmebogstillægget 100 salmer. 

1. Det var så forunderlig klart i nat

skønt skyer drev over derude,

hvor vinteren ruged i sorte træer

med vingerne tæt ved min rude.

Men alle morgenstjernerne sang,

da grenenes skygger blev blege,

og dagen begyndte og folk stod op,

mens småbørn løb ud for at lege. 

Resten af versene kan findes på Kristeligt Dagblads hjemmeside, hvor Lisbeth Smedegaard Andersen selv har lagt den ud som en ”vintermorgensalme”. 

Salmeskriverens beskrivelse

Lisbeth Smedegaard Andersen skriver selv om salmen: ”Da salmen blev skrevet, var der ikke mange årstidssalmer i salmebogen, og ganske særligt syntes jeg, at der manglede nogle vintersalmer. Vinteren er som bekendt lang i Danmark. Samtidig ville jeg gerne skrive en lidt fortællende salme, der kunne spænde fra skabelse til fuldendelse og derved også være en salme om Guds historie med mennesker helt fra den første skabelse, hvor morgenstjernerne sang, hen over det nye, der skete først med bebudelsen og Jesu fødsel og derefter med påsken. Ideen med at lægge det lille ”omkvæd” fra Jobs bog ind midt i verset fik jeg fra Grundtvig, der havde brugt det i en påskeprædiken, og jeg synes, det skaber fremdrift i salmen.”

Morgenstjernernes sang 

Citatet fra Jobs bog (Job 38,7) er en del af den tale, Gud holder for Job, hvor Gud beskriver skaberværkets storhed og skønhed og polemisk spørger: ”Hvor var du, da jeg skabte alt dette?” Morgenstjernerne nævnes i Guds tale som jublende vidner til skabelsen, og den rolle får de også i salmen: De lovsynger, at Gud altid er så meget større end os, og at han igen og igen i vinteren og i skabelsens historie formår at drage lys og nye undere frem fra mørket og sågar fra intet. 

Døgnrytme og årets cirkelbevægelse 

Salmen som helhed danner en ring fra den mørke nat, som netop er overstået, over skabelse, bebudelse, julenat, påske og pinse, til det, at Han også nu lever i os med ord og med ånd lige indtil tidernes ende. Dermed er det i sandhed lykkedes Lisbeth Smedegaard Andersen at skabe den spændvidde, hun tilstræbte. 

Dertil formår salmerne også at knytte erfaring og forundring til åbenbaring og evangelium. I tre andre (forårs)salmer af Smedegaard Andersen: Maria, snart er det forår (som også er en bebudelsessalme), Det sused af vinger i luften i nat, samt Når æbletræets hvide gren, er der et anslag med udgangspunkt i naturen, og fra dette anslag løftes blikket, så menneskeliv og kristendom flettes sammen, som også Grundtvig gjorde det så mesterligt. 

 

Præstens ord uge 3

Salme 23 i Det Gamle Testamente har betydning for mange mennesker og lyder ofte til bisættelser, begravelser og har været smukt broderet i glas og ramme over mange dobbeltsenge og over døre.

”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.

Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender.” 

Salme 23, 1-5, Det Gamle Testamente

Mange gange i livet er jeg kommet tilbage til  denne  tekst - i kirkelige handlinger, i sociale og helt personlige sammenhænge.

Tilbage i 1970´erne, da jeg gik på sygeplejeforskolen Ubberup (Testrup havde samme funktion) nær Kalundborg, inden selve uddannelsen startede i Ringsted, mødte jeg en livslang veninde. 

Senere blev højskolen i Ubberup berømt for TV-programmet “Livet er fedt”, som netop nu genudsendes 20 år efter, det blev vist første gang, og hvor man kan møde deltagerne fra dengang.

 Min tætte og livslange veninde  brugte  ofte præcis  dette  bibelsted. Hun var opvokset i en præstegård. 

Hun skulle være ”mor” alt for tidligt, da de i søskendeflokken havde en kronisk og alvorligt syg  mor  og en  meget travl far.

På en måde var jeg noget chokeret over, at hun ofte hentydede til dette bibelcitat, og forstod først langt senere hvorfor.

Det var jeg slet ikke opdraget med, så jeg forstod ikke den model overhovedet.

Hun mente ikke, at hendes mor ville leve længe, så derfor havde den salme særlig betydning for hende. 

Det gjorde hun heller ikke; hun døde ung.

Den var en helt naturlig del af hendes liv og ikke noget særlig fromt. Det var bare en del af hende – et DNA, en grundværdi, en livline, et tilholdssted, hvor der var trygt, og som gav hende mod og håb i al den modgang, hun skalle opleve på vejen. Det førte hende videre i hendes gerning som sygeplejerske rundt om i verden.

Det er en stærk udfordring  for os  alle,  når vi tror på noget mere og større end bare os selv. Det kan være svært at forklare andre, som ikke har det sådan.

Vores skridt kan blive så tunge, at fødderne ikke vil flytte sig. Det at skulle overbringe budskaber kan være som vægge, der vælter ind over en, og alt bliver tomt – nogle gange kan menneskeord være tomme, andre gange kan små enkle sætninger give ro og sjælefred ”Herren er min hyrde, han fører mig til det stille vand…”.

Tilholdssteder og grundværdier kan være i os på forskellig måde – plantet i opvæksten, i kulturmøder og menneskemøder. De kan have betydning for måden, vi navigerer i livet, og når skridtene bliver meget tunge.

Carsten Jensen skriver i “Øvelser i Afsked” (side 17-18):

“Den lokale præst kom udefra.

Han havde ikke mange generationers erfaring med ubærlige tab.

For ham var døden en teologisk problemstilling, et abstrakt løfte om nye møder i det hinsides.

I en sømandsslægts øjne er det ikke præsten, der er tættest på Gud, det er kaptajnen.

Det er ikke Gud, der giver og tager. Det er taget.

Det har altid undret mig, hvorfor der ikke var en stærkere religiøsitet i Marstal, som der for eksempel var på Jyllands vestkyst blandt de udsatte fiskere.

De var dog underlagt den samme herre, havet.

Havet er, hvad du vælger at læse ind i det, hvad enten det blankt spejler dig i havblikket eller rejser sig i stormen.”

Af ø-præst Agnes Haugaard

Præstens ord uge 2

I begyndelsen af bibelen i skabelses-beretningen står der: ”Gud sagde: Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden”.


I denne tid kan det være svært at finde en rytme og fast rutine i dagene, da meget er anderledes end det plejer. Men de fleste af os trives bedst med visse faste rutiner hver dag. Allerede i skabelsen ser vi en rytme: Der blev skabt sol, måne og stjerner, og således blev der forskel på dag og nat, så tiden ikke bare flød afsted uden begyndelse eller ende. Gud skabte noget nyt hver dag, og på den 7. dag, hvilede han. Der var en plan, og der var forskel på dagene. Så der er både variation og faste opgaver, som skulle løses hver dag. Og som slutreplik for Guds skabelse hver eneste dag står der: ”Og Gud så, at det var godt”.


Alle disse tanker blev sat i gang hos mig, da jeg bladrede i bibellæseplanen for 2021, - en plan som bibelselskabet udgiver hvert år. Her står der forslag til et kort stykke i bibelen, man kan læse til hver dag. Udvælgelsen af teksterne har en tæt sammenhæng med den evangelietekst, som skal prædikes over i kirken den efterfølgende søndag.


Jeg fik lyst til at gå i gang med at afprøve konceptet. At læse efter bibelselskabets plan og på den måde få øje på den sammenhæng i teksterne, som forfatterne ser.
Og det er en mulighed også for jer, som får lyst til at gå i gang med projektet. Processen med at få bibellæsning ind som en fast daglig vane bliver lettet for mange, når der foreligger en fast plan. Så kan man afsætte lidt tid hver dag og måske endda efterfølgende til en bøn og refleksion over teksten.


Det kan også lette det for jer, som måske sjældent eller aldrig har læst i bibelen. For hvis man starter med at læse i 1. Mosebog i Gammel Testamente eller i Kapitel 1 i Mattæus evangeliet i Ny testamente og fortsætter slavisk, kan det være tung læsning. Det kan være vanskeligt at finde sammenhæng og at bevare entusiasmen. Derfor kan det være godt at blive guidet.


Så som jeg skrev som overskrift: ”Der er en tid til alting”.
Og måske har nogle af jer fået lyst til ligesom jeg, at afsætte tid her i det nye år til bibellæsning. Det er et givende og spændende projekt, som giver stof til eftertanke.


Der skulle ligge bibellæseplaner i alle kirkerne, og hvis der mangler eksemplarer, kan I kontakte præsterne, så vil vi skaffe nogle flere. Eller I kan google ordet ”bibellæseplan”, så fremkommer der en PDF udgave som er til at downloade og printe ud.


God fornøjelse til dem af jer, der har lyst.

Download en bibellæseplan HER

Præstens ord uge 1

Julen varer hele året..

Julen varer ikke lige til påske, men i vores del af verden alligevel helt til Helligtrekongersdag d. 6. jan., hvor nogen tænder det særlige hellig trekongers lys med de tre arme. Engang var det oven i købet almindeligt at støbe lidt krudt ind i lysets "stamme", så julen gik ud med et lille smæld, når de tre lysarme var brændt ned. 

I bibelen står der ganske lidt om de hellige tre konger eller stjernetydere, som de bare kaldes. Dem som fulgte den nye stjerne på himlen, og som kom frem til det lille Jesusbarn i krybben.

Men legender og digtere har gennem tiden digtet videre, og har gjort dem til en elsket fortælling fuld af poesi og stjernestøv. De er blevet til de tre hellige konger, med navnene Kaspar, Melchior og Balthasar, som repræsenterede hver sin kendte verdensdel – Østen, Afrika og Europa og et billede på at Guds søn åbenbarede sig for hele verden.

Grundtvig skrev Dejlig er den himmel blå, som oprindelig hed de hellige tre konger, Shakespeare skrev en Helligtrekongersaften – ligesom der også findes legenderne om den fjerde vismand og også her på øen har fortællingen fået nyt liv, når den i en årrække på fantasifuld vis er blevet opført i Bregninge kirke.

Jeg tror fortællingen appellerer til os bl.a. fordi vi moderne mennesker ligesom de hellige tre konger også er på udkig efter en ledestjerne, der kan give vores liv retning og mening.

Ledestjernen viste de hellige tre konger vejen til det lille barn i krybben. Og her fandt de, hvad de søgte, selvom det var noget helt andet, end det de havde forestillet sig. For den nye kongesøn lå i en krybbe i en stald. Det var helt bagvendt. Alligevel vidste de straks, at de havde fundet hvad de søgte, og faldt ned og tilbad barnet.
 

Barnet viste dem nemlig en ny retning, en ny måde at være til på, en kærlighedens vej, som lige siden har givet mennesker et nyt pejlemærke, en ny ledestjerne.

Den ledestjerne er ordet, sådan som Jesus sagde det og levede det og døde det. Det ord, der lyser for os, i os og som giver os pejling om, hvordan vi kan leve vores liv her sammen med vore medmennesker.

I det lys kan vi fortrøstningsfuld gå ind i det nye år med åbent sind og åbne øjne som de hellige tre konger og vide at julens lys ikke bare skinner til helligtrekonger, men resten af året. Godt nytår. 

Henny Kvist.

Præstens ord uge 53

Nytårsforsætter, vores og Guds 

Selvom Luther ikke mente, der skulle prædikes om nytåret på nytårsdag, kan man vel godt forsvare at tale om nytårsforsætter i forhold til Guds nytårsforsæt. Den første dag i det nye år står man med en stor rigdom på lommen: 365 nye og ubrugte dage ligger foran én. Tænk, hvad de kan bruges til! 

Én, to, mange – eller ingen? 

Man kan føles sig lidt som konen med æggene; hun regnede og regnede på, hvad alle hendes dejlige æg kunne blive til. Sådan ser vi på alle de dejlige dage, der ligger foran os, fyldt med nye muligheder, håb om en vaccine, og vi regner på, hvad det kan blive til, hvis vi bare bliver bedre til til og lader være med dat. Men som det gik for konen med æggene, sådan går det også for de fleste af os. De gode fortsætter falder til jorden og smadres. Intentionen om, at året skal blive anderledes og bedre end de foregående, brister meget ofte. Men det er måske især, fordi vi glemmer, at det ikke er os selv, der kan være garanter for, at vi kan klare at ændre os. 

New year, new me? 

Det kan også være, man slet ikke synes, at man har en rigdom af dage foran sig, men at de tårner sig op foran én fulde af bekymringer og krav. Man ved, at økonomien ikke kommer til at række til, da slet ikke oven på den nyligt overståede jul. Man kender kun alt for godt til grublen og vågne nætter, som ikke holder op, selvom kalenderbladet vendes. Der er mennesker, som ikke, ved om nytåret vil bringe helbredelse eller det modsatte. Der er så mange forskellige veje ind i det nye år. 

Guds forsæt for os 

Det kan være godt med alle menneskelige nytårsforsætter (og det er det også på den måde, at de er vidnesbyrd om en dybliggende længsel i os efter, at alt skal blive godt), men det vigtigste nytårsforsæt er det, Gud satte sig for, da han trådte ind i vores verden. At han i sin Søn åbenbarede for os, at vi er Guds børn, tilgivede og elskede. At vi som barnet i krybben alle ved dåben har både menneskelige forældre og en far i himlen!  

Kom godt ind i det nye år 

Derfor bør vi som kristne dagligt huske på, at vi med Paulus’ ord fra Galaterbrevet er ”iklædt Kristus” med alt, hvad det indebærer af glæde over, at vi ikke er overladt til os selv og vores egen retfærdighed. Han har sat os fri til at leve et liv, som ikke skal måles med millimeterretfærdighed, men hvor vi har fået en retning udstukket, nemlig kærlighedens, og som bagage på vejen har vi fået syndernes forladelse og Helligåndens nærvær.  

 

 

Præstens ord uge 52

 Herrnhuternes særlige stjerne

– Christiansfelder-adventsstjerne eller Brødremenighedens adventsstjerne

I Bregninge Præstegårds sydvendte vindue har der i mange år hængt en lysende stjerne. Vi fik den af en familie i Tranderup, som selv havde haft en lignende stjerne hængende hvert år til advent og jul siden 1950.

Den er lavet af papir og kræver stor fingerfærdighed at samle, derfor hænges den forsigtigt væk i samlet tilstand efter Hellig Tre Konger.

Mange af disse stjerner laves i dag i plastik; men den af papir har en hel særlig glans – se billedet.

Dens historie er også en del af Christiansfelds Brødremenighed (Herrnhuter), og dens udbredelse i Danmark er ganske interessant.

Nogle har den hængende, fordi den bare er smuk og andre, fordi den symboliserer noget ganske særligt.

Kigger vi i de gamle kirkehistorie-bøger (Lorenz Bergmann, Haase&Søns Forlag 1960) kan vi læse, at Herrnhutisme (”Herrens beskyttelse” af tysk herr, hut= beskyttelse) med dens glade forkyndelse, opstod som en protestbevægelse imod den lovstrenge Pietisme.

De var ”glade kristne”, som nordmændene bruger som udtryk for den kristendom, der ikke ustandselig påpeger menneskers synd. Den etablerede kirke var bestemt heller ikke positive overfor denne bevægelse.

Bevægelsen fremkaldte en separatisme, der angreb kirken og præsterne.

Religionsfrihed stod slet ikke på dagsordenen og 1741 blev der fra den pietistiske regering udstedt en forordning, at ingen gudelige forsamlinger kunne finde sted uden påsyn af sognepræsten. Man måtte kun samles få personer.

Alle forsamlinger ved omrejsende lægprædikanter blev forbudt.

Det kom til et brud mellem Christian VI og Herrnhuternes grundlægger Zinzendorf, da de i Tyskland organiserede sig som et selvstændigt kirkesamfund.

Det blev da påbudt, at ingen der opholdt sig i Herrnhut kunne få præsteembede i kongens riger og lande.

Flere danske præster nedlagde deres embede og drog til byen.

I Christians VI´6 regeringstid udgav Holberg sin ”Almindelig Kirke-Historie”, ”Niels Klims underjordiske rejse” og ”Moralske Tanker”.

Og stjernen blev foldet for første gang for 160 år siden i et klasseværelse i den lille by Niesky i nabobyen til byen Herrnhut. En opfindsom skolelærer satte eleverne til at folde de 25 spidser.

Når Venus står i en bestemt position, lyser den klart lige før solopgang og er da morgenstjerne. Der er flere morgenstjerner end Venus, kan vi læse i Job Bog (kapitel 3 og 38). Morgen er et vigtigt tidspunkt, derfor er morgenstjernen værd at eje. (Johannes´ Åbenbaring kapitel 2).

En morgenstjerne eller Betlehemsstjerne som det barn der skal lyse for os alle julenat. I Johannes´ Åbenbaringen kapitel 22 bruger Jesus ordet morgenstjerne om sig selv.

I dag kaldes den kun Herrnhuter-stjernen.

Stjernen sidder på toppen af spiret på kirken i Christiansfeld. Den hænger i mange vinduer rundtomkring i Danmark, og især i Sønderjylland. Den kom fra Tyskland til Danmark via Brødremenigheden i Christiansfeld. Glædelig jul.

Præstens ord uge 51

Præstens ord.

”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys;

lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

Du gør jubelen stærk,

Du gør glæden stor”.

 

Dette er starten på en af de tekster, der nogle gange læses til gudstjenesten juleaften.

Og det er det, der sker juleaften – ja hele adventstiden er optakten til den store glæde – at lyset kommer til verden, at Jesusbarnet fødes. Og vi istemmer jubelen og synger med på julens salmer.

Men for nogle kan julens glæde samtidig rumme sorg og mørke. For nogle er juletiden svær. Det kan være pga. mennesker, vi mistede. Eller savn efter familie og venner, som ikke kan komme juleaften. Ja, livet bliver ikke nødvendigvis lettere i julen. Men kan vi lukke glæden ind? Kan vi gribe om julens budskab om, at der er en Gud, som ønsker at give os alt godt? Kan vi række ud og tage imod? Tage imod Ham, som ønsker at skænke os glæde uanset, hvad der sker i vores liv.

Vi søger også selv at overvinde mørket: vi tænder lys i stager og i adventskransen. Vi tænder lys udenfor og på juletræet. Og måske kommer der en sprække i mørket. Hvis bare, vi kan se det. Hvis bare vi tør åbne øjnene og se, at der også er godt i verden.

En dejlig kvinde, som jeg læste teologi sammen med, havde en dejlig og livsbekræftende overvejelse. Hun sagde: ”Jeg bliver glad, når jeg hopper. Så hvis jeg begynder at hoppe nu, bliver jeg så glad”?

Og det er det julemirakel, der kan ske. Når vi pynter op til jul. Når vi bager julesmåkager. Når vi laver julepynt med børnene eller bare læser en sød julehistorie. Når vi sidder og kikker ind i julelyset, og bare lader julefreden trænge ind i cellerne i kroppen. Eller når vi ser en sød julefilm i TV, så kan det være den kommer – juleglæden.

Som når vi læser eller hører julens budskab om, at Guds kærlighed var så stor, at han valgte at blive menneske og lod sig føde julenat.

Måske kommer juleglæden, når vi bliver mindet om, at det var Gud selv, der valgte at forlade himmelens skønhed og paradis, for at komme til denne jord – denne jord, som ikke altid er lige himmelsk.

For Gud ville dele livsvilkår med os – på godt og på ondt. Han ønskede at bringe freden, lyset og kærligheden til verden.

Ja, han kom som et stort lys for at overvinde mørket og for at gøre glæden stor.

 

Jeg ønsker jer alle Guds fred.

Rigtig glædelig jul.

Ø-præst Pia Vandrup

Præstens ord uge 50

Taizé – et klosterfællesskab i Frankrig med tråde til hele verden

Taizé er navnet på en lille landsby i det sydfranske Bourgogne-distrikt. Her ligger et økumenisk klosterfællesskab, der hver uge byder hundreder – ofte tusindevis af særligt unge fra hele verden velkommen til en uges samtale, bøn og enkel levevis.                                                                  

 Det hele begyndte i 1940, da Broder Roger, stedets senere prior, efter et slemt sygdomsforløb som 25-årig forlod sit fædreland Schweiz med et kald om at skulle starte et broderfællesskab. Han fandt frem til Taizé, som blot var en lille landsby med enkelte huse og en gammel middelalderkirke. Men i løbet af krigsårene voksede et broderskab frem og da Taizé lå meget tæt på demarkationslinjen, som delte Frankrig i to, blev stedet under 2. verdenskrig skjulested for mange mennesker på flugt.                                                                                                            

 Efter krigen aflagde de første brødre livstidsløfte og fællesskabet var nu en virkelighed. I dag består fællesskabet i Taizé af over hundrede brødre, både katolikker og lutheranere med vidt forskellig baggrund og de kommer fra mere end tredive lande.  Hvert år besøger op mod 100.000 mennesker fra hele verden Taizé for at være en del af fællesskabet og deltage i de særlige daglige bønner med de karakteristiske Taizesange, som er er skrevet af stedets tidligere organist og komponist Jacques Berthier. Udover hele verden afholdes der i dag Taizé andagter og stedet har på den måde bidraget til tidens spiritualitet ligesom to af de enkle og meditative Taizesange nu er med i Den danske Salmebog.

Den 17. dec. kl. 19 kan du i Ærøskøbing kirke opleve en meditativ andagt inspireret af det økumeniske kloster i Taizé bygget op omkring stilhed, lystænding, bøn, læsninger og de enkle Taizésange, der synges så mange gange, at man til sidst ikke synger med hovedet og forstanden – men med hjertet. Alle er velkomne.

 

Velkommen til Taizeandagt i Ærøskøbing kirke torsdag d. 17. dec. kl. 19

Taizé-andagten er bygget op over lystænding, bibellæsning, bøn, stilhed og de karakteristiske, iørefaldende sange fra Taizé v. Henny Kvist.

 

Præstens ord uge 49

Mon det bliver jul i år...? 

Det er ikke underligt, hvis nogen spørger sig selv, om det overhovedet bliver jul i år. For coronakrisen har ramt os med restriktioner og retningslinjer, forbud og påbud og opfordringer om at vise hensyn og samfundssind. Vi bærer masker og holder afstand, vasker hænder og spritter af og forsøger at begrænse samværet med hinanden. Alt sammen for at gøre vores til, at smitten ikke spredes. Det er svært for alle og selvfølgeligt især for dem, der rammes af sygdommen, bliver alvorligt syge, dør eller mister deres kære, ligesom det er det for de mange, der rammes på deres levebrød af nedlukninger og begrænsninger.  

Det’ sørme – det’ sandt  

Corona er i sandhed en sygdom og en smitte, der har store konsekvenser for os alle. Men jul bliver det. Også i år. Som det er blevet jul hvert år, siden Gud kom til verden i barnet i krybben den første julenat. I krigstid og fredstid. Når frosten er klingrende hård, og når man lever på breddegrader, hvor julenat byder på varme og sol. Om man er glad eller ked af det. Når man er alene, og når man er sammen med sine kære. Uanset hvad, så bliver det jul. 

Ikke helt, som det plejer 

Naturligvis må julen i år fejres på andre måder, end vi plejer. Noget af det, mange af os sætter stor pris på juleaften, er at komme til julegudstjeneste i kirken. Mærke varmen og lysene. Give hinanden hånden. Sidde tæt sammen på kirkebænkene. Synge de gode kendte julesalmer sammen og mærke, hvordan tonerne næsten løfter taget. Høre juleevangeliet og få sagt os det, vi ikke kan sige os selv: at julenat kommer en kærlighed og en tilgivelse af guddommelige dimensioner til verden, til glæde og trøst og håb for os alle. 

Med andre ord - alt det vi ikke kan i øjeblikket. Vi kan ikke være så mange i kirkerummet, som vi plejer; der skal holdes afstand, og der skal bruges mundbind og sprit. 

… Og dog alligevel 

Men det bliver jul, og der bliver holdt julegudstjenester. Mange endda. Præster, menighedsråd og kirkens personale arbejder i øjeblikket benhårdt for at planlægge, hvordan man sundhedsmæssigt forsvarligt kan holde jul i de forskellige kirker, for det er ude lokalt man ved, hvad der rører sig, og hvad man derfor kan gøre.  Læg derfor mærke til, at man i år skal hente billetter til juleaftensgudstjenesten, som det står skrevet i annoncen her på siden.

Helt uden at spørge! 

Så jul bliver det. For julen kommer som et barn, der kommer til verden. Det spørger ikke om lov eller om det nu lige passer. Det kommer, når det er tid. Julen afhænger på den måde ikke af os. Den afhænger af Gud. Det er der stor trøst i. Skulle vi vente på, at det blev jul, indtil vi var parate og syntes det passede og verden vendte rigtigt, - gad vide om det så blev jul? Men det bliver det. Gud kommer til verden og med ham det lys, som skinner i mørket til håb, til trøst og til stor glæde! 

Ø-præst Rikke Dupont

Præstens ord uge 47

Billeder af Gud!

”Du må ikke have andre guder end mig.

Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og yrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.”

(2. Mosebog 20,3-5)

Oprindeligt har jødedom, kristendom og islam været fælles om forbudet mod at lave billeder af Gud.

Michelangelo protesterede, da paven beordrede ham til at male Guds skabelse af Adam, men adlød, da han fik armen vredet om.

Luther snød på en måde med nummereringen af De ti Bud, da han skrev sin lille katekismus, så Luther ganske bevidst glemte billedforbudet.

Alligevel blev kalkmalerierne i mange danske kirker kalket over under reformationen – en ikonoklasme, billedstorm, som har været god latin i flere perioder op gennem kirkens historie.

Ja, forargelsen over Thorsens Jesus-film og supermarkedernes sandaler med Jesus og Maria.

Men måske gjorde Luther ret i at glemme det oprindelige 2. bud og i stedet dele det 10. bud i to, for med det gammeltestamentelige billedforbud blev ophævet af Gud selv.

Ved at sende sin søn overtræder Gud sit eget billedforbud. Gud åbenbarer sit ansigt i mennesket, Jesus fra Nazareth – den Gud Moses  ikke  kunne  tåle at se i den brændende tornebusk, han åbenbarer sit sande ansigt i Jesus Kristus.

Det betyder ikke, at vi som kristne skal håne andres religion; men det betyder, at forhånelsen, spotten og nederlaget er en central del af den kristne tro på Guds kærlighed og tilgivelse.

Det betyder hverken, at vi som kristne skal opsøge eller påføre andre lidelse, men det betyder, at vi lever af en tro på, at hverken forhånelse, spot eller død kan ændre på, at i sidste ende vil Guds kærlighed sejre.

Ø-præst Agnes Haugaard

Præstens ord uge 46

Kast dit brød på vandet, du finder det igen efter lang tid.

”Kast dit brød på vandet, du finder det igen efter lang tid”, sådan står der i Prædikerens Bog i Det gamle Testamente og det er et af mine yndlingscitater. Der er noget ødselt og storsindet over den måde at tænke og leve på. At kaste sit brød på vandet, er at sætte sig selv i spil uden beregning. Det er når vi bruger vores evner, deler ud af vores liv, giver af vores overskud, kommer med et opmuntrende ord – uden at have en plan for at det skal bruges til noget bestemt.

”Kast dit brød på vandet, du finder det igen efter lang tid”. Det er min erfaring, at det er rigtigt. At det man giver væk, på en eller anden måde giver noget tilbage eller giver afkast. Ikke det man giver væk, for at få noget igen. Det er ikke sådan noget for noget. Men det man bare giver væk. Det man deler uden at forvente noget til gengæld. Det man måske næsten selv har glemt, det kan pludselig vise sig at have haft betydning for en anden, eller blive til noget fint i nogle andres hænder.

Præst og forfatter Johannes Møllehave fortæller hvordan han engang var hos en antikvitetsboghandler på Frederiksberg. Boghandleren var uforskammet overfor sine kunder og fortalte fx Møllehave, at han var for dum til at læse den bog han var ved at købe. Og til en ung studine, der ville købe et russisk leksikon, sagde han, at det havde hun ikke råd til, og så ville han smide hende ud af butikken. Så sagde Møllehave, at han ville betale, for han var hendes far. Det var jo løgn. Men han betalte et leksikon for hende. Så gik der ellers femten år, før han en dag i lufthavnen blev omfavnet af en dame, der spurgte om hun godt måtte kysse ham på kinden, fordi han engang havde købt et russisk leksikon til hende – og nu var hun blevet professor i russisk.

Ja, det er en lykke at finde ud af – måske efter lang tid – at en anden fik glæde af noget man gav. Det kan være et russisk leksikon. Det kan være en samtale, der satte nye tanker i gang. Det kan være at man bare var der, da det hele ikke var til at bære. Heldigvis ved vi ikke hvad der sker med det brød vi kaster på vandet, noget af det synker måske bare. Men der skal kastes brød, med rund hånd, hvis vi skal give hinanden noget at leve af.

H.Kvist

 

Præstens ord uge 45

Påskeliljeløget

Fra bord til jord

På bordet i min garage ligger der lige nu flere poser med blomsterløg, som venter på, at jeg får dem lagt i jorden, inden det bliver frost. I nogle af poserne er der påskeliljer, og de løg ser virkelig ikke ud af meget. Yderst den brune skal, sart og skrøbelig som sindet hos os mennesker, når vi har det svært som, når vi sørger. Pas på den skal! Pil den ikke af! For selv den sarteste skal beskytter os. Et påskeliljeløg er, trods sit ydmyge udseende, et stærkt symbol på grokraft og håb. Løget er en illustration af forandringens mulighed og det, vi gør med løgene, beskriver forandringens nødvendighed.

Forandringens nødvendighed!

I Jesu liv og budskab var hele hemmeligheden, at Han skulle dø. Hans død skulle samle alle menneskers død i sig. Som Jesus gik i døden, ligger også påskeliljeløget under jord gennem den kolde vinter. Men når solen igen begynder at varme, ser vi, hvordan løget begynder at spire. Når vi overgiver vores døde til jorden, kan vi have samme fornemmelse af, at her går livet under. Ikke desto mindre er budskabet om dødes opstandelse, at forandringens mulighed er en realitet. En Guds realitet. Der er mulighed for liv. Ikke mere liv, som vi kender det. Men et forandret liv hos Gud.

Guds spirekraft i os

Sådan er det også at sørge. Vores sorg kan ligne et vissent, tørt løg. Vi kan tro, at vi selv er løget, der går til grunde. Vi kan tænke: Er der ikke mere liv i vente til mig? Men Gud har lagt sin spirekraft i os, da Han gav os sit levende håb i dåbsgave. Løget forandres. Det løg, der har mistet sit liv i jorden, skal få liv igen. Du har lov til at håbe på, at det samme må ske for dig. For forandringens mulighed er lagt i os af livets Gud.

”Hun købte af de smukkeste, hun så…”

Så skaf jer en pose med påskeliljeløg. Plant dem i jorden, inden det bliver frost (hvis det da bliver så koldt). Og skulle løgene ikke komme op, så husk, at de kun er tænkt som et symbol på Ham, som døden ikke kunne holde fast. Måtte løgene og den livets Herre, som de peger på, plante et levende håb i jer: Et håb, der kan vække liv og grokraft og virkelyst. Et håb om, at der, hvor vi lagde vores døde, der er de ikke mere. De er ikke i døden. De er hos den levende Gud.

Præstensord uge 44

Alle Helgen på Ærø

Den 1. november, Alle Helgen, holdes der gudstjenester i alle Ærøs kirker.  Denne dag nævnes navnene på alle dem, der er bisat eller begravet fra sognets kirke.

Det er blevet dagen, hvor mange går i kirke for at mindes den afdøde.

Salmerne, læsninger, prædiken og musikken har også præg af eftertanke og tiden, vi mindes.

 I år bliver dagen lidt anderledes, da der er begrænsninger for deltagerantallet pga. Covid-19. Tallet i de enkelte kirker kan læses sidst i artiklen!

Halloweens forhistorie

På samme tid opleves en stor udbredelse -  især de sidste ti år - over det ganske land af den nye tradition halloween med lysende græskar og udklædte børn – næsten som til fastelavn.

I ældre tid var døden ofte både forudset og velforberedt.

Talemåder som, ”når tiden er kommen”, skal et menneske dø, eller en af de faste vendinger i dødsbudskabet, ”der har behaget Herren at hjemkalde”, vidner om en fast tro på Guds bestemmelse.

En påkaldelse af Gud var med i hilsner og i vendinger som ”Gud hjælpe dig”, ”Om Gud vil”, og den indgik i de fleste af hverdagens gerninger.

Ved begyndelsen og afslutningen af et arbejde plejede man at sige, ”I Jesu navn” eller tegne et lille kors, feks. i den surdej, der skulle gemmes til næste brødbagning.

Bag denne skik lå en tro på skæbnens magt – en oprindelig før-kristen folketro.  Det var sjældent, at døden kom, uden at nogen havde hørt eller set et varsel.

Det kunne være små ting, der skilte sig ud i hverdagen,  som  feks. ”ligkål”, grønkål med hvidfarvede blade, en høne, der galede som en hane, en dør, der uforklarligt sprang op,  eller flere hænder, som krydsedes under håndtryk.

Det, som mange præster kaldte overtro og hedenskab.

Halloween har for alvor gjort sit indtog i kirker, skoler og børnehaver, direkte importeret fra USA, hvor man ikke har roer, men orange græskar.

I virkeligheden en gammel keltisk tradition, hvor dødsrigets porte står åbne natten mellem den 31. oktober og den 1. november. Samtidig fejrede man også nytåret.

De døde kan vende tilbage til de levendes verden for at skræmme eller gøre regnskaber op.

Mange vil spørge, hvad halloween har at gøre med kristendom, og er der en sammenhæng?

Der er ingen direkte sammenhæng, men elementer, der er en sammenblanding af gammel, keltisk tradition og kristendom (også kaldet synkretisme).

Halloween er en meget stor, religiøs fest i mange katolske lande, som feks. Bolivia, hvor kirken spiller en vigtig rolle.

Ø-præst Agnes Haugaard

Retningslinjer i kirkerne i forbindelse med Corona.

Der tillades maksimalt adgang for 1 besøgende pr. 4 kvm gulvareal ved kirkelige handlinger med sang. Kirkernes personale har haft målebåndene fremme og regnet ud, hvor mange mennesker der må være i hver kirke foruden personale. Opgørelsen ser ud som følger og gælder for både gudstjenester og andre kirkelige handlinger: 

Ærøskøbing: 113 pers.

Sygehuskapellet Ærøskøbing: 10 pers.

Søby: 50 pers.

Marstal: 80 pers. 

Kapellet i Marstal: 30 pers.

Ommel: 45 pers.

Rise: 73 pers.

Tranderup: 43 pers. 

Bregninge: 73 pers.

I kirkerne vil vi passe på hinanden – ligesom vi har gjort i samfundet de sidste mange måneder. Vi spritter hænder og gør rent. 

Når vi nu netop kun må være en begrænset mængde mennesker, stræber vi efter så ofte som muligt at holde gudstjenester i øens kirker, så man så ofte som muligt kan komme til gudstjeneste i sin lokale kirke. 

Vi har gjort os gode erfaringer med livestreaminger af både gudstjenester og aftensange fra stuen i præstegården i Bregninge og i alle øens kirker. De kan findes her på vores hjemmeside HER og på vores facebookside: Ærø pastorat. 

Du kan finde listen med gudstjenester og andre arrangementer HER - ligesom du også kan se en arrangement kalenderen under de forskellige kirker.

Vi glæder os til at se jer!

 

 

 

 

 

Præstens ord uge 43

Romantisk løvfald

Bladene falder af træerne. Det bliver koldt. Det er efterår. Om en uges tid er det Alle helgen. Vi ser på naturen, og vi kan komme til at tænke på vores eget livs efterår. Romantikkens store digter, Adam Oehlenschläger, skrev i 1813 en salme (DDS 537) om at dø, hvor han sammenligner vores liv med naturens. I salmens første vers henvender han sig direkte til skoven:

1 Lær mig, o skov, at visne glad
som sent i høst dit gule blad;
et bedre forår kommer.
Der grønt mit træ skal herligt stå
og sine dybe rødder slå
i evighedens sommer.

For Oehlenschläger er naturen et sted, han kan spejle sit eget liv i. Når skoven kan visne glad, er det fordi den ved, at “et bedre forår kommer”. På samme måde ser Oehlenschläger frem til at slå rod i “evighedens sommer”. Der er en fast rytme i naturens liv, årstid afløser årstid, og på samme måde ved Oehlenschläger sig sikker på, at der venter os noget endnu bedre efter døden.
I salmens tre første vers henvender Oehlenschläger sig til naturen for at lære af den; men i salmens sidste vers vender han sig direkte til “min Herre, frelser, Jesus Krist”, for naturens gang er ikke tilstrækkelig for Oehlenschläger:

4 Du, som fra skyen smiler hist,
min Herre, frelser, Jesus Krist,
lær mig at tvinge sorgen!
Sving for mig håbets grønne flag,
langfredag var en bitter dag,
men skøn var påskemorgen!
Endnu et forløb hører med: forløbet fra Jesu død til hans opstandelse: “langfredag var en bitter dag, / men skøn var påskemorgen”. Nok er det godt at lære af naturen, men den virkelige trøst ligger i, at også frelseshistorien og vores liv ligner hinanden.

Moderne efterår
Adskillige år senere, i 1993, færdiggjorde Lars Busk Sørensen sin salme om naturens gang og vores liv: Nu står der skum fra bølgetop (DDS 731). Det er oktober. Bølgerne har skumtoppe, og blæsten river det ned, som Gud har skabt i løbet af sommeren. Æblerne er modne og “falder i “oktobermørke haver”. Det er naturens gang, og vi kan nikke genkendende til beskrivelsen.
Busk Sørensen henvender sig modsat Oehlenschläger ikke til naturen for at bede den om at optræde som en lærer. Naturen er ikke besjælet som hos romantikerne. Det er Gud selv, Busk Sørensen ser som den store læremester:

3 Gud, lær os før din vinters gru
som æblerne, der falder nu,
at slippe alt vort eget.
Din søn var her og viste os,
at døden intet finder hos
den, som har elsket meget.

Naturen kan bruges som billede på, hvordan vores liv også bevæger sig frem mod efteråret; men den egentlige lære får vi af Gud, der lod sin søn vise os, at “døden intet finder hos, / den som har elsket meget”. Når disse naturmetaforer er så overbevisende, skyldes det, at de afspejler et forløb, som vi kender og regner med. År efter år har vi med egne øjne konstateret, at sådan er det. Bibelen og Salmebogen er da også fyldt med billeder hentet fra naturens verden. Billederne viser lighederne mellem os og naturen; men både Bibel og Salmebog viser også, at vi ikke kan nøjes med at spejle os i naturen. Selv en naturromantiker som Oehlenschläger må have frelseshistorien med. Det er for begge salmedigtere evangeliet om Jesus Kristus, hans død og opstandelse, der giver håb midt i døden.

Ø-præst Agnes Haugaard

 

Præstens ord uge 42

At lytte til hinanden – og til Gud

Det kan være svært at lytte, når andre taler. Tit har vi samtidig travlt med at formulere svaret inden i os selv, så vi ikke fuldt ud koncentreret os om at tage den andens budskab ind og lige give os tid til at reflektere, inden vi svarer. Og det er synd. For så er vi ikke 100 % til stede.

At lytte betyder at overveje det, den anden siger og yde en reel indsats for at forstå den anden. Det handler ikke kun om at få sine egne synspunkter frem, og det handler ikke kun om ord. At lytte kan også betyde, at vi tør tavsheden. At vi tør være stille og bare være – sammen eller alene.

I kirken er der tid til ro og fordybelse. Mulighed for tavshed – og lytten. De fleste kirker på Ærø er åbne fra 8-16, og her kan alle gå ind og nyde stilheden.

Det er vi en lille gruppe, der gør sammen. Vi mødes til Lectio Divina hver anden onsdag aften. Så går vi ind i Tranderup kirke og sidder i stilhed i ½ time og reflekterer over et kort bibelsted fra ét af evangelierne. Freden og stilheden i kirkerummet er med til at åbne vores sanser. Og al uro og stress aftager. Derefter snakker vi om, hvad vi har tænkt og drikker en kop kaffe sammen.

Lectio Divina er åben for alle, og alle er velkomne til at komme og nyde freden og stilheden i det smukke kirkerum i Tranderup Kirke. Vi mødes næste gang onsdag den 21. oktober kl. 19.30, og der er mulighed for samkørsel fra Marstal og Ærøskøbing.

Ø-præst Pia Vandrup

Tlf. 30448083

Præstens ord uge 41

Om at være taknemmelig.

Kender I det?

At en strofe fra en sang eller et citat bliver ved med at komme frem i tankerne gang på gang.

Sådan har jeg det. Sætningen lyder i al sin enkelthed: ”Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage”.

En skøn beskrivelse. Der kunne også have stået: ”Lykken er, når alt er tabt, at få alt tilbage”. Men nu står der ”nåden” og ikke ”lykken”.

Lykke er sådan et fluffy begreb - et modeord. Vi ønsker os alle sammen lykke. Men hvor stammer lykken fra? Er det os selv, der skaber lykken, eller er det bare noget, som kommer til os, uden at vi ved hvorfra? Det vil jeg lade op til jer læsere selv at besvare.

I stedet vil jeg dvæle lidt ved ordet ”Nåde”.

Hvad er nåde, og hvor stammer selve citatet fra?

Allerførst: Jeg googlede citatet og fandt frem til at strofen stammer fra salme 522 i den danske salmebog: ”Nåden er din dagligdag”. Den er skrevet af Johannes Møllehave og lyder i al sin enkelthed:


Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.

Jeg vil ikke føje så meget til, for Møllehave gør det formidabelt.

Blot gentage ordene: ”Nåden er den kærlighed, som blev grundløst givet”. Det er sådan Gud er.

Derfor er jeg fuld af taknemmelighed og stolt af at være en kristen. For et stærkere budskab findes ikke.

Ø-præst Pia Vandrup

Præstens ord uge 40

Guds Skaberværk og Grøn Kirke

Fra salmen ”Du gav mig, o Herre en lod af din jord, som jeg nu min egen må kalde”,  lyder ordene i  Aastrups oversættelse i 1945  fra den svenske digter Sundell (Nr. 728 i Den Danske Salmebog).

Aastrup var præst i Sverige for de danskere, der var flygtet fra det besatte fædreland:

”Af henfarne slægter jeg arved den vang,

hvis muld jeg for udsæd nu pløjer.

Her ryddet de marken for stene engang

og  dyrked den siden med suk eller sang.

Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,

frimodigt som fuglen i skove”

Det slid i marken husker jeg aldrig min far at længes efter, da han var barn og ung.

Det var hårdt og lugtede ikke af overflod og rigdom, men af sved, tæsk og fattigdom i mange jyske sogne og karlekamre.

Der er dejligt på landet, når man har overskud.

Det har vi og naturen er blevet en eksklusiv vare – især i denne tid.

Hvordan vi bevarer skaberværket, er der mange meninger om. Skal vi alle stoppe med at flyve og være veganere? Skal vi alle tænke en smule mere på, hvordan vi bruger vores rigdom? Er det nødvendigt at flyve på storbyweekender for at bruge vores overflod på gode middage og på golfbanen?

Alle Ærøs 7 kirker  er  Grønne Kirker og de er det i det positive lys af Evangeliets ord om at tage vare på vores dejlige ø og al den rigdom af åndlighed og natur, vi har omkring os. Det ville Frans Assisi sige engang for længe siden. I dag er han en af dem som oftest bliver nævnt i den gode og positive bølge, der vælter ind over Skandinavien om at vandre/gå sig til Gudsforholdet, åndelighed og erkendelse af, at vi ikke ejer jorden, men kun har den til låns.

Det  lykkedes  Ærøs 7 kirker at blive godkendt som Grønne Kirker.

Når man er Grøn Kirke forpligter man sig til at arbejde for større bæredygtighed i forhold til miljø og klima.

Da de fleste af medlemmerne i menighedsrådet blev født engang i løbet af fyrrerne/halvtredserne, var der ca. 2,5 milliarder mennesker på planeten jorden. Nu i 2020 er vi knap 7,5 milliarder, og man regner med at der i 2030 er 8,5 milliarder mennesker på jorden. I 50’erne – 60’erne var levestandarden i de vestlige lande høj, mens levestandarden i Asien og Afrika var meget lav.

 I dag stræber folk  i  Asien  og  Afrika  naturligt  nok  efter en højere levestandard og livskvalitet.

De vil også gerne have en bil og spise kød, som os. Dette sætter naturligt nok planeten og dens ressourcer under stort pres.

Vi vil alle gerne give en sund og bæredygtig verden videre til vores børn og børnebørn. Vi ejer ikke jorden, vi låner den blot af vore efterkommere. Som Grønne Kirker forpligter vi os til i vores handlemåde at forvalte Guds skaberværk så godt som muligt.

Vi kan ved driften af vores kirker gøre vores til at forvalte skaberværket så godt og bæredygtigt som muligt.

Vi har fået ansvaret for forvaltningen af jorden overdraget af Gud, og den opgave må vi tage på os.

 

 

Præstens ord - uge 39

Der er usynlige vitaminer i kærlige ord

Vi lever i en tid, hvor der er stor fokus på mad, altså på hvad vi putter i munden. Vi ser det bl.a. i de mange madprogrammer, madmagasiner og i de nye betegnelser for den mad du spiser. Er du kødspisere, vegetarer, veganer, flexitar, pollotar osv. Der er også noget næsten religiøst og moraliserende over synet på maden, som gør at den også er delt op i etiske procenter. F.eks. i innocent juice eller guiltfree mad. Ja – det er ligefør, at man kan opnå en hvis renhed ved at putte de rigtige sager i munden – ved at spise rigtigt kan man blive et godt menneske.

Jesus siger et sted: Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.

Og her tænker han ikke kun på de ord, som vi siger. Men også på vores handlinger overfor hinanden. Mens tiden er meget optaget af, hvad der kan forlænge vores levetid gennem det vi spiser peger Jesus på noget andet, nemlig at det er enormt afgørende hvad der går ud af vores mund. Der er mere næring i et smukt ord end i en gulerod. Der er mere kød på en opmuntrende bemærkning end på en økologisk fritgående høne. Vi fodrer så at sige hinanden med det, vi siger. Men ikke bare et spørgsmål om hvad der går ud af vores munde, men også hvad der går ud gennem vore lemmer. Med vore hænder, fødder, arme, ben kan vi lindre og hjælpe. Vi er elsket af Gud og derfor er det muligt at elske tilbage. Så selv om det ikke kan måles og vejes og dermed bevises videnskabeligt, så er der næring og tonsvis af usynlige vitaminer i kærlige ord og gode gerninger. 

Henny Kvist, ø-præst.

Præstens ord - uge 38

Den nye høstsalme: Fra vest står blæsten  

Til høstgudstjenesterne rundtomkring på øen skal vi i år synge en ny høstsalme. Den blev skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen i 2013 i forbindelse med en høstfest i Rakkeby i Vendsyssel. Fra vest står blæsten omfatter både Vestjyllands læhegn, byg og hvede samt byens kælderskakter, hvor det våde, visne løv gemmer sig og rådner bort. Spørgsmålet er imidlertid, om dette forsøg på at favne bredt virker, eller om identifikationen for storbymennesket eller kirkegængere i landets frodige og grønne egne er hægtet af, når der indledes med omtalen af lave, vestjyske fyrrehegn? I nærværende salme kan man sige, at der kompenseres for den mulige eksklusion ved, at der i det følgende flere gange tales inkluderende og inddragende. 

Høstsalmen har den kendte takketone, når ‘vores lovsang’ fylder himmelrummet, men den har også en underliggende tone af vemod og afsked, som det kendes fra andre høstsalmer, ikke mindst Nu falmer skoven trindt om land. Denne dysterhed findes allerede i første vers, hvor de lave hegn danser skyggedans med mørkets magter, men også i feriedage der er brugt, sommer der brænder ned, og græs der visner.  

Et andet væsentligt element i salmen er den måde, hvorpå salmen inddrager alle mennesker - både dem, der har meget at takke for, dem, ”som året bragte mere sorg end glæde” samt dem, for hvem fremtiden er en ”ligning med en hel del ubekendte”. Alle disse mennesker - og os med dem - ses dermed som små dele af et stort skaberværk, hvor forgængelighed og usikkerhed er et fælles eksistensvilkår. Til os alle lyder det ”Frygt ikke”, som igen og igen er engles ord til mennesker i Det Nye Testamente, og som gør, at vi kan lade vores vinterhjerter leve i Guds hænder. 

Salmedigteren skriver selv om salmen: ”Da Danmark var et landbrugsland, var det naturligt at holde høstgudstjeneste og takke for høsten, men jeg tror, at når høstgudstjenester stadig er en naturlig del af vores kirkeår og tradition, så skyldes det, at vi har brug for engang imellem særligt at lægge vægten på taknemmeligheden over menneskelivet som helhed. Derfor er salmen en efterårs- og høstsalme, hvor jeg prøver at udvide perspektivet lidt fra høsten til taknemmeligheden over, at Gud ikke alene giver sol og væde, men også er hos os, når vi sørger og frygter for fremtide

Præstens ord uge 37

Septembers himmel er så blå 

Dens skyer lyser hvide 

og kirkerne er (næsten) fulde af folk, 

der ser konfirmanderne gå 

for nu skal de ud og om livet ha’ mere ad vide 

og med sig får de Helligånden som tolk 

 

Ja, jeg er tydeligvis ikke digter (især ikke, hvis I forsøger at sætte ovenforstående linjer sammen med Otto Mortensens velkendte melodi fra 1949), men jeg glæder mig altid til september – og i år bliver den noget helt særligt. For i år fejrer vi ikke blot høsten, men også de konfirmationer, som blev udskudt i foråret. Desværre er konfirmationsgudstjenesterne i øens kirker kun åbne for de inviterede pga. deltagerbegrænsning ifølge coronareglerne. Men frygt ikke, I kan stadig være med til at fejre noget: nemlig høsten.  

Den evigt tilbagevendende overflod af korn, frugt og nødder i alskens varianter. De fleste af jer, vil uden tvivl kende de mægtige høstsalmer Du gav mig, o Herre, en lod af din jord (DDS 728), Nu falmer skoven trindt om land (DDS 729) og Vi pløjed og vi så’de (DDS 730), og derfor kunne man nemt forledes til at tro, at det var vanskeligt - om ikke umuligt - at skrive nye høstsalmer. 

Lige så stærke de gode, gamle høstsalmer er, lige så tydeligt er det imidlertid, at de er skrevet i en tid, der ikke er vores: De gamle høstsalmer er skrevet i en homogen, før-teknologisk landbokultur, som de færreste af os kan kende, endsige lever i nu. Der er løbende blevet skrevet moderne landbrugs- og høstsalmer, f.eks. den morsomme Jeg ejer både mark og eng af Jens Smærup Sørensen, der står i Højskolesangbogen (nr. 129) og senest udskrev ‘Landbrugets Kulturfond’ i 2015 en konkurrence om at skrive en ny landbrugssang. 

Mens de færreste i vor tid høster, og mange børn ikke har det fjerneste kendskab til, hvor korn og brød kommer fra, så er det fortsat en fast tradition i de fleste kirker (i hvert fald uden for de store byer) at holde høstgudstjenester. Også derfor indeholder vores salmebogstillæg ‘100 salmer’ hele to høstsalmer. Den første er skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen i 2013 i forbindelse med en høstfest i Rakkeby i Vendsyssel. Og den komme vi til at synge øen rundt til høstgudstjenesterne. Den hedder Fra vest står blæsten, og i næste uges Præstens Ord vil jeg beskrive den.  

Præstens Ord - uge 36

Kvindesyn i bibelen

  • En appetitvækker.

Da jeg læste teologi fulgte jeg en spændende undervisningsrække om kvinderne i Lukasevangeliet. Det var nogle for mig nye synsvinkler, der fremkom, og jeg oplevede det som en øjenåbner.

Bibelen er oprindelig skrevet af mænd og for mænd. Den er skrevet ind i et patriarkalsk samfund, og kun meget få kvinder i det gamle Israel kunne læse, mens drengene lærte det som en del af deres undervisning i Toraen – Moseloven.

Synet på kvinderne er dog ikke ensartet i bibelen. Hverken i Gammel Testamente som helhed, men heller ikke i Ny testamente.

Lige fra begyndelsen i Gammel Testamente i skabelsesberetningen er der forskel på mand og kvinde. Adam blev skabt først og Eva skabtes ud af et ribben fra ham. Hun blev skabt med det formål at tjene manden: være hans medhjælp.

Det negative billede som kan tegnes er, at kvinden var mandens ejendom og blev ikke betragtet som et selvstændigt individ. Men andre steder i Gammel Testamente bliver kvinden rost for at være den dygtige husmor, og det fremhæves, at hun skaber nyt liv. Nogle steder beskrives hun som den smukke elskerinde, og der er både meget poetisk smukke beskrivelser af kvinden samt elskov mellem mand og kvinde (Højsangen), mens hun andre steder beskrives som en forfører og en ”maneater”.

Ny Testamente har overordnet set samme kvindesyn som i Gammel Testamente. Og så alligevel ikke. For i Jesu omgang med kvinderne sker der et nybrud. Samtiden var ikke helt parat til at værdisætte det, men ikke desto mindre kan vi læse det – også mellem linjerne.

Jesus talte med kvinder – vantro kvinder – faldne kvinder – syge kvinder – urene kvinder osv. Det var utænkeligt i hans samtid. Han værdsatte kvinderne og behandlede dem med respekt. Men den nye vinkel på temaet var, da vores underviser påpegede, at kvinderne, da de kom til den tomme grav, fik til opgave at fortælle, at Jesus var opstået. Ifølge Mattæus evangeliet kom en engel til kvinderne og sagde til dem: ”.. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde”.

Med andre ord fik kvinderne til opgave at forkynde om Jesu opstandelse.

Det viser et helt andet billede end Paulus, som skriver, at kvinder skal tie i forsamlinger. Dog havde Paulus selv et tæt samarbejde med kvinderne for at udbrede evangeliet. Så heller ikke hos Paulus er der en ensrettet og gennemført opfattelse af kvinderne.

Ø-præst Pia Vandrup

Præstens Ord uge-35

Frans af Assisi

Andet oplæg til Fællesgudstjeneste

Bregninge Præstegårdshave

Søndag den 30. august kl. 14.00 – prædikant Erik Strid og foredrag om Frans af Assisi

Værdifuldt værk om Frans af Assisi

Erik Strid: En lille tosse i verden – Frans af Assisis historie

413 sider. Eksistensen.  Se også www.assisi.dk

Denne biografi er et værdifuldt værk, som beskriver en helgens liv levende og kreativt ud fra Erik Strids indgående kendskab til et enormt kildemateriale fra samtiden og 200 år frem, suppleret med stor viden om tiden, stederne, egne rejser og iagttagelser.

Fokus er især Frans af Assisis liv og trosvandring holdt op mod samtiden. Titlen ”en lille ny tosse i verden” virker ejendommelig, indtil man læser dette citat: ” ’Gud ville at jeg skulle være en lille ny tosse i verden!’ sagde Frans på stråmåttekapitlet i 1221”. Frans af Assisi blev helgenkåret i 1228 allerede to år efter sin død og har haft kolossal betydning lige siden.

Tro, fattigdom og frihed

Erik Strid reflekterer grundigt og nuanceret ud fra kildematerialet over, hvordan Frans’ liv hang sammen med andre på hans tid, fx tros-søskende, kirkens autoriteter, velgørere, borgere, og forholdet mellem de byer, som Frans virkede i.

Gedigen guide

Med sin passion for kunst fører Erik Strid læseren kyndigt gennem Frans’ liv, ikke blot i tekst, men også gennem malerier og steder samt de mange biografier og historier om ham. Derfor egner bogen sig også til at være en rejseguide til Frans’ steder i Assisi og omegn.

Frans af Assisi er måske allermest kendt for dét citat, som han ikke selv sagde. Nemlig for de ord, som satte ham i gang med hans livsgerning, og som han i det faldefærdige kapel i San Damiano ifølge legenden hørte Jesus sige til ham: Frans, gå hen og genopbyg min kirke. Den er ved at falde sammen.

Og det arbejdede Frans så med resten af livet, hvor han også var manden bag nedenstående citater:

1) Start med at gøre det nødvendige, gør  derpå  det mulige - og pludselig gør du det umulige.

2) Det er, når vi giver, at vi modtager.

3) Herre, sørg for at jeg ikke søger at blive elsket, men at elske.

4) Sørg for hele tiden at prædike Evangeliet og brug om nødvendigt ord.

5) Hvis Gud kan virke igennem mig, kan Han virke igennem alle.

6) Herre, gør mig til et redskab for din fred. Hvor der er had, lad mig så kærlighed.

7) Hvor der er næstekærlighed og visdom, er der hverken frygt eller uvidenhed.

8) Størst af alle gaver og al den nåde, som Jesus giver os, er den at overvinde sig selv.

9) Det var ikke dæmoner, der korsfæstede Ham (Jesus), det var os mennesker, der korsfæstede Ham og stadig korsfæster Ham, når vi finder nydelse i vores laster og synder.

10) Helliggør dig selv, og du vil helliggøre samfundet.

Af  ø-præst Agnes Haugaard

Præstens Ord - uge 33

Af  ø-præst Agnes Haugaard

Frans af Assisi

Første oplæg til Fællesgudstjeneste

Bregninge Præstegårdshave

Søndag den 30. august kl. 14.00 – prædikant Erik Strid og foredrag om Frans af Assisi

Frans levede i Italien ca. 1181-1226.

Hans symbol/attribut er fugle, rådyr, fisk og ulv og på de tegn, kan man altid kende ham på billeder.

Han er skytshelgen for naturbevaring og økologer.

Frans brugte ikke naturen som et fristed FRA verden, men opfattede skabningerne som genstande for en kærlighed, der afspejlede kærligheden til Skaberen.

Han prædikede til fuglene, ligesom han tæmmede ulven Gubbio.

Han er grundlægger af den franciskanske broderorden og forfatter til ”Solsangen”, også kendt som ”Hymne til Broder Sol” og ”Hymne til alt levende”.

Vi synger den ofte her på Ærø til vores Taizé- andagter:

”Lovet være Du, Herre, med alle Dine skabninger,

Især herr Broder Sol

Som skaber dag, og Du oplyser os ved ham,

Og han er skøn og strålende med stor glans;

På Dig, Du Højeste, er han et billede

Lovet være Du, herre, for Moder Jord,

Som opholder os og bærer os

Og frembringer alskens frugter og farvede blomster og græs.”

 (Uddrag af ”Solsangen” oversat af Johannes Johansen)

Grundlaget for Frans´ klosterregel var, at medlemmerne skulle leve enkelt som fattige arbejdere i sivhytter uden stole og borde.

I mødet med en spedalsk kom Frans af Assisi til en forståelse af, hvad hans primære kald var:

At tjene de fattige og dernæst at fortælle om Guds rige og omvendelsen – ligesom Jesus.

Familie og venner havde svært ved at forstå omvendelsen fra et muntert velstående liv til et liv med afsavn og lidelse.

Frans var opmærksom på kirkens betydning, men ønskede ikke at blive alt for bundet af egentlige ordensregler, da det kunne have uønskede bivirkninger. Det ser ud til, at Frans oplevede både ydre og indre kamp med at forene et liv helt løsrevet fra ejerskab samtidig med, at han indså behovet for et sæt ordensregler godkendt af de kirkelige autoriteter.

Med ønsket om at udleve fattigdommen til det yderste, betød det også, at Frans af Assisi måtte gennemleve meget store fysiske og åndelige strabadser. I slutningen af sit liv oplevede han, at Gud valgte for ham.

2. del følger i næste uge!

Præstens ord -uge 32

Mere om humor.

Tre mænd sag og diskuterede højlydt, om hvilket erhverv, der var det ældste.

Kirurgen sagde: ”Gud skar et ribben ud af Adam for at skabe Eva, så kirurgi er det ældste erhverv”.

”Nej” sagde entreprenøren: ”Gud flyttede en masse jord og vand rundt, da han skulle gøre jorden beboelig, for inden da var alt kaos. Så mit erhverv er det ældste”.

”Nåh”, sagde edb-programmøren tørt, ”men hvem, tror I, skabte kaos”?

Jeg elsker vittigheder. Gode uventede pointer får mig til at grine. Ind imellem søger jeg vittigheder på nettet, og så sidder jeg og griner højt for mig selv.

Min stedfar var en meget sammensat person. Men en ting var han god til – at fortælle vittigheder. Han havde et kæmpe repertoire. Jeg var ganske ung og syntes, at det var åndsvagt. Som en selvhøjtidelig teenager mente jeg, at man skulle være alvorlig og seriøs. Men det har heldigvis ændret sig med årene, og i dag kan jeg sågar grine af mig selv og tilmed nyde at gøre det.

Der er masser af alvor i verden – og selvhøjtidelighed. Tænk nu hvis de store statsledere kunne fortælle hinanden sjove historier og grine sammen; så kunne mange konflikter opblødes eller måske helt undgås? Her kan vores statsminister Mette Frederiksen være et forbillede. Hun talte ved folketingets åbningstale om købet af elefanten Ramboline og dennes bedste ven, kamelen Ali. Men hun kunne ikke holde masken og hun kluklo, så snart brød hele folketingssalen ud i latter. Er det politik på højt plan? – Nej. Er det seriøst? Hm. Men er det forløsende at se mennesket bag masken? – Ja så ganske afgjort.

Når vi griner, viser vi glæde, og de andre får lov til at se lidt mere af det menneske, jeg i virkeligheden er. Pludselig viser vi glimt af, hvem der bor inde bagved facaden. Barriererne falder. Der kommer store fine revner i mit forsvar og vores reserverethed overfor hinanden smuldrer. Der skabes kontakt.

Det får mig til at tænke på et par vers fra digtet af Benny Andersen: ”Mørkets sang”. Det handler om glæde og om at ”se hinanden”. Et af versene lyder:

”Ånd på mit hjerte og tæl så til ti, hør hvor det vågner af glæde. Vis mig dit ansigt før alt er forbi. Så er vi begge til stede”.

Og et senere vers lyder: ”Affind dig ikke med mørkets magi. Rut med dit forråd af glæde. Vis mig dit ansigt før alt er forbi. Så er vi begge til stede”.

Ø-præst

Pia Vandrup

Præstens ord -uge 31

Om humor.

For en del år siden fandt jeg en bog i et antikvariat. Den hedder: ”Afskaf alderdommen – bliv i de voksnes rækker”. Den er skrevet af Lone Kühlmann og Henning Kirk. Den vakte min interesse, og jeg købte den. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Især kapitlet om humor: ”Latteren længe leve” har fået mig til at trække på smilebåndet flere gange.

Bl.a. fortællingen om den franske kvinde Jeanne Calment, har moret mig meget. Hun nåede den høje alder af 122 år til undren for mange. Mh. Kost og motion levede hun som flertallet. Men hun mente selv, at hendes humor og nysgerrighed havde været en ikke uvæsentlig faktor til hendes høje alder. Og hendes evne til at grine af sig selv. Hun fortalte med et glimt i øjet om sin helt specielle pensionsordning. I en alder af 90 år solgte hun sit hus til en advokat. Han skulle betale hende et vist månedligt beløb, mod at han måtte overtage huset ved hendes død. - En god aftale mente han selv. Men som hun sagde, da han døde tæt på hendes 120 års fødselsdag: ”Enhver kan gøre en dårlig forretning”.

Eller da hun på sin 110 års fødselsdag blev spurgt om hun ønskede at blive endnu ældre. Hertil svarede hun, at når hun endelig i en alder af 110 år havde opnået at blive berømt, ville hun gerne opleve berømmelsen nogle år endnu.

Ja, humor er en vigtig og skøn ting. Intet kan lette humøret som en forløsende latter.

Jeg er også sikker på, at Gud har humor. Jeg tror at han på den 7. dag, da han nød sit skaberværk, har siddet og grinet højt, mens han så Adam og Eva løbe omkring som to forvoksede kattekillinger.

Og han har sikkert moret sig højlydt, mens han så på næbdyret og sagde til sig selv: den dag havde jeg det sjovt og se, hvilken skøn skabning, der kom ud af det.

Jo, vi skal huske at grine og lave sjov. Alt skal ikke være så alvorligt – Gud har også skabt os, så vi kan smile og grine. Og vi er jo som bekendt skabt i Guds billede.

Ø-præst Pia Vandrup

Præstens Ord- uge 30

Syng en ny sang for Herren!

Hver generation, hvert slægtled finder sin måde at synge på. Formulere sig på. Samtidig med at vi bliver ved med at synge med på den gamle, kendte salmer. Vi synger med på tradition helt tilbage fra Salmernes Bog.

Der sker noget med mig, når jeg synger. Undertiden noget overraskende. Noget uventet. Sangen forløser. Renser. Den frigør det bundne, det fastlåste i mit indre. Den giver lovsangen, ikke blot ord, men også toner. Vinger. Den får mig til at føle mig ét med den eller med dem, jeg synger sammen med. Den bringer mig sammen i et fællesskab med mennesker, jeg ikke kender. Som jeg måske havde et fællesskab med i forvejen.

Der er stadig liv i de gamle ord, som mennesker har sunget længe før mig. Ord, hvis betydning jeg måske knap nok kender. Jeg mærker i mig selv, at jeg er med til at føre tidligere generationers lovsang videre. Så den ikke stopper.

Syng en ny sang for Herren. Også med nye ord. Vore egne ord. Kirken kan ikke undvære dem. Kirken kan ikke undvære den nye sang. Som viser, at sangen og lovsangen lever. Den, som fødes ud af vort eget hjerte. Og forener os med Gud.

Syng en ny sang for Herren. For Herrens barmhjertighed er ny hver morgen. Hans troskab er ikke brugt op. Hans nåde er stor. Derfor er det aldrig gjort med at sige: det har vi gjort. Den sang har vi allerede sunget. Det gjorde vi i går.

Den nye sang synges ikke blot med menneskestemmer. Hele jorden er med til at forkynde og lovprise Gud. Vindens susen. Havets brusen. Træernes fryderåb, når bladene grønnes. ⹂Op, al den ting som Gud har gjort, hans herlighed at prise!”

Præstens Ord -uge 29

Syng lovsang, hele jorden!

 Syng en ny sang for Herren,

syng for Herren, hele jorden!

 Syng for Herren, pris hans navn,

forkynd hans frelse dag efter dag!

 Fortæl om hans herlighed blandt folkene,

om hans undere blandt alle folkeslag!

 For Herren er stor og højt lovprist,

han er frygtindgydende for alle guder.

 For alle folkenes guder er intet værd,

men Herren skabte himlen.

 Højhed og pragt er foran ham,

styrke og herlighed i hans helligdom.

  • Salme 96 i Salmernes Bog, Det Gamle Testamente

Hvorfor synger vi? Hvad er det som gør, at vi ikke kan nøjes med at udtrykke os i ord, men også forsyner vores ord med en melodi? At vi bryder ud i sang? Det kan vi ikke give noget udtømmende svar på. Men det er en kendsgerning, at de stærkeste følelser i livet bæres afsted på sangens vinger.

 Tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn”, lyder Paulus’ opfordring. Opfordringen til at synge er ikke til at tage fejl af.

 Syng en ny sang for Herren” står der i Det Gamle Testamente. Salmesang og salmedigtning er en proces, som aldrig ophører – den første sang og den første salme i historien kende vi ikke. Den sidste salme er heller ikke skrevet. Og bliver det ikke. Salmernes Bog i Biblen og salmebogen i kirken er kirkens og kristnes levende tradition, som fortsætter så længe, der er mennesker. Sangen og lovsangen til Gud finder hele tiden nye veje. Nye ord. Nye toner. Nye udtryksformer. Den baner sig vej.

Onsdag d. 15. juli er der Taizé-inspireret gudstjeneste i Ærøskøbing kirke kl. 19.30. Til en sådan gudstjeneste er sangen i centrum, og de er ment som en hjælp til at tage sig tid i Guds nærvær. De er fængende, enkle og skal gentage sig i flere minutter, så meningen med hver enkelt sang kan rodfæste sig i hjertet. Alle er velkomne!

Pia Vandrup- uge 28

Præstens Ord – om Helligånden.
For nogle uger siden begyndte jeg at skrive om Helligånden. Og jeg vil knytte lidt mere til. For det med Helligånden er svært at gribe om. Men meget fascinerende.
For en del år siden deltog jeg i undervisning af de kommende konfirmander. Vi var nået til Helligånden, og jeg var spændt på, hvordan præsten ville gribe det an.
Han havde nogle balloner med, som han delte ud til hver enkelt. De skulle nu puste luft i deres balloner. Det gjorde de, og så skulle de give slip på ballonen. Ballonerne susede rundt i lokalet. Vi kunne knap følge dem med øjnene, og det var umuligt at forudsige, hvor de landede.
Se, sådan er det med Helligånden, fortalte præsten. Det, som er i ballonen er usynligt, men vi kan se, at det får den til at bevæge sig. Der er altså her en stor kraft, som vi ikke kan se, som giver bevægelse men også uforudsigelighed – hvor flyver den hen? Vi kan ikke bestemme det, og vi kan ikke styre det.
Det var en beskrivelse af Helligånden: En usynlig Guds kraft som giver energi, sætter i bevægelse men samtidig ikke kan styres – akkurat som der står i Johannes Evangeliet kap. 3: ”Vinden (Ånden) blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”.
Men det bliver meget større: For Helligånden er en del af Gud, og når vi holder dåb, døber vi i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Ligesom vi i trosbekendelsen siger, at ”vi tror på Helligånden, og vi fortsætter: ”den hellige almindelige kirke, de helliges samfund…”
Helligånden gjorde det muligt at den kristne kirke blev til idet den udrustede disciplene og dernæst dem, der kom til tro til at bringe budskabet om Jesus videre.
Som der står i Johannes Evangeliet kap 15,26:”Når talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen skal han vidne om mig”. Så Helligånden både gør troen på Jesus levende og giver en ny og større forståelse af evangeliet.
På det personlige plan forbinder jeg også Helligånden med, at jeg føler mig levende. At jeg kan føle en stor glæde og taknemmelighed f.eks. når jeg er ude i Guds natur og pludselig – nærmest i et helligt øjeblik – bliver fyldt med en taknemmelighed og en overnaturlig glæde og fred over alt det skønne Gud har skabt, så jeg nærmest
føler mig i ét med Gud og hans skaberværk. Vi bruger nogle gange udtrykket: ”Det var som at høre englene synge”.
Eller i kirken: at en salme, eller bare det at være i kirken, kan fylde mig med en fred og glæde, som jeg sjældent finder andre steder. Svært at sætte ord på, men jeg tror, at mange af jer kan nikke genkendende hertil.
Og det var noget af det, som fik mig til at vælge præstegerningen. Et ønske om at dele dette med andre mennesker. Et ønske om at vi skulle få øje på og opleve Guds storhed og dele glæden ved at opleve Guds nærvær.
Må Gud give jer en dejlig dag med sol eller rusk og regn men med masser af glæde.


Pia Vandrup Ø-præst på Ærø

Agnes Haugaard- uge 26

Syndsforvirret eller sindsforvirret – påskeunderet

Jesus døde for vores synder. Har vi mistet troen på synden eller er det vigtigere end nogensinde i kristendommens historie at tale om den?

Kun i en kirke på Ærø har vi kunst af den store nordiske kirkekunster Sven Havsteen-Mikkelsen – endda blot et forarbejde (forlæg). Forarbejdet i Bregninge Kirkes våbenhus viser ”Kvinderne ved graven Påskemorgen” og den altdominerende farve er gul, der som en sol lyser, for det var tidligt om morgenen. Kunstneren skriver selv om dette motiv, at selve øjeblikket for Jesu opstandelse var der ingen vidner til.  Den hemmelighed har Gud villet beholde for sig selv.

Forarbejdet blev til et østvendt  glasmosaikvindue  i Tarm Kirke i 1973.

I Jesu død og opstandelse  ligget inkluderet et af kristendommens mest centrale begreber – ordet synd.

Men tænker vi os om, hvornår vi hørte en præst eller kirkens folk  bruge ordet i debatten om værdier?  Ordet er blevet forvrænget til noget i retning af, at vi ikke har kontrol og succes i livet og at den ydmyge syndserkendelse er for gamle koner og enker fra Jylland i en fjern fortid.

Det bærer med sig associationer om åndelig magtmisbrug som de truende afladshandlere før Reformationen. Hvis ikke du betaler for dine syndere, kommer du lige direkte i Helvede.

Hvad er der blevet af den vanskelige grundsynd og af den onde synd?

Synd blev tidligere  knyttet til direkte og synlige handlinger.

At være syndig  er en grundlæggende negativ måde at tale om mennesket på. Det sigter til den pietistiske arvs strenge moralbegreber om dans, homofili, søndagsarbejde og sex  før ægteskabet.

Er kirken blevet synds- og/ eller sindsforvirret siden dette vigtige ord nærmest er væk?

Spørger vi de unge til konfirmandforberedelsen, ved de ikke, hvad det betyder.

Men synd er ikke et begreb, som er lavet af et konsulentfirma.  Det har en lang historie og har levet sit liv med i kulturen.  Vi må i kirken leve med, at folk kan misforstå det.

Men at forsøge at omtolke og nedgradere det af angst for at miste medlemmer eller at tækkes mennesker, giver et halvfabrikata eller et ”secondaprodukt”.

Synd handler om meget mere end at overholde moralske regler og konkrete bud.

At synde er at gå over en grænse i sig selv og på tværs af sin værdighed i ren og skær egoisme. Det rummer skyld, skam og alle disse ting er fortrængt i vores samfund.

Jeg tror, folk har behov for at bliver anerkendt som skyldige og få tilgivelse gennem skriftemålet – dybest set fra Gud.

Der er mere i kristendommen end at Gud elsker dig og alle sine børn; men også den erkendelse, at synd er, når vi tror, vi er Gud.

Vi drømmer og har ønsker for vores liv, og hvem vi gerne vil være. Men så bliver det ikke præcist, som vi håber.

Enten drømmen er om den store kærlighed, at være en god mor, en god ven eller hvordan man ønsker at omtale andre. Vi udfordres konstant, for livet leves.

Vi bærer alle på en grundlæggende egoisme, drømme, idealer og livet, som det faktisk blev.

Det handler i mange tilfælde om kristendommens synd – vores utilstrækkelighed som mennesker og samfund i mødet med lysten til det gode i vores hjerter.

Gud svarer på den synds- og sindsforvirring helt enkelt efter Påskemorgenstunden: ”Så tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen! ”

Ø-præst Agnes Haugaard

 

 

 

Pia Vandrup- uge 24

Pinse og Prædiken

Pinse er en dejlig tid. Især i år hvor vejret har været pragtfuldt. Jeg elsker denne tid på året. Lysegrønne blade på træerne, gule rapsmarker, fuglesang og ikke mindst det faktum at folk kommer ud af husene, og vi får en snak (på afstand - men alligevel dejligt). Børn og voksne er begyndt at kaste sig ud i bølgerne og stemmer fra børn og voksne kan høres ud over hele Ærø.

Men snart vender det, og dagene bliver igen kortere. Det kommer bag på mig hvert år, hvor hurtigt denne skønne tid med forår og sommer indtil Sankt Hans går. Jeg synes lige, at sommeren er startet. Jeg ville gerne have en længere sommer, men til gengæld nyder jeg, at vi har en så frodig natur og afvekslende blomster og planter. Jeg beundrer de frodige marker og tænker på bønderne, som troligt tilsår deres marker år efter år. Ikke noget slendrian – markerne skal tilsås på de rette tidspunkter for at få afgrøder og maksimalt udbytte. Jo, jeg er glad for at bo og leve i Danmark og tæt på naturen.

Mine opgaver er af en anden slags. Det er nu ni måneder siden, at Rikke og jeg blev ansat som Ø-præster på Ærø. Det har været en spændende og givende tid. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler mig snydt over alle de uger, vi ikke kunne holde gudstjenester. Jeg forstår, hvorfor det måtte være sådan, men jeg savnede det. Det at vi sammen kunne fejre gudstjeneste. Kunne synge sammen og få en snak i kirkedøren.

Mange af os længes nok efter normale tilstande og er frustrerede over, at vi ikke kender tidshorisonten. Men kodeordene er tålmodighed og udholdenhed. Og omsorg for hinanden. Så godt vi nu kan.

Men her til pinse kom jeg alligevel på en uventet stor opgave. Jeg skulle prædike om Helligånden. Og hvordan indfanger jeg det? Billedligt?

Gud er sjældent afbilledet (pga. billedforbuddet) – men nogle gange som en gammel mand med skæg, og andre gange ser vi blot hans finger (eks. malet af Michelangelo).

Jesus derimod er afbilledet som et menneske. Han var en historisk person og levede her på jorden, ligesom dig og mig. Det er til at forstå. Og desuden står der i Ny Testamente, at når vi har set Jesus, har vi set Faderen.

Men Helligånden er fortrinsvis beskrevet i to billeder. Dels som en due (ved Jesus dåb kom Helligånden dalende ned over ham i form af en due). Og til pinse viste Helligånden sig som tunger som af ild, som satte sig på Jesu disciple.

Men Helligånden er ikke sådan at gribe om. Helligånden beskrives nogle steder som en kraft. Guds kraft. Vi ser, hvad Helligånden udretter, men den har ikke nogen skikkelse som sådan, ligesom Jesus. Som der står i Johannes Evangeliet kap 3:

”Vinden (Ånden) blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”.

Vi ser resultatet, det Helligånden udretter, og det vil jeg skrive videre om en anden gang - måske som en andagt? Som I kan læse mellem linjerne, er jeg langt fra færdig med emnet, så jeg vil sige som i ugebladene: ”Fortsættelse følger”. Så indtil nu håber jeg, at jeg har pirret til jeres nysgerrighed.

God sommer.

 

Henny Kvist-uge 22

Inspiration kommer altid til os udefra

Det er pinse. Vi skal se pinsesolen danse og fejre forårets sidste helligdag – og da pinsen jo også er kirkens fødselsdag kan vi heldigvis fejre den i de nu genåbnede kirker.

Til pinsen hører fortællingen om hvordan Jesu disciple sidder forvirrede, alene og ensomme. De ved ikke rigtig, hvad de skal stille op med alle de ord, som Jesus har fortalt dem. Men pludselig bliver alle døre og vinduer blæst op og ned fra himlen falder ildtunger  –  de stiger langsomt ned og sætter sig på deres hoveder. Og pludselig ved de, hvad de skal, og skynder sig ud i Jerusalems gader, hvor der blev talt mange forskellige sprog, for Jerusalem var en stor by, og så går de ellers i gang med at fortælle om Jesus til alle. Og miraklet i pinsen er, at alle forstår – man skal ikke kunne noget særligt for at lære om Gud.

På latin er ordet for ånd spiritus. Vi kan genkende det i ordet inspiration. På pinsedagen opfyldes disciplene, ifølge den latinske oversættelse med spiritus, og man forstår godt, hvorfor folk har opfattet disciplene som fordrukne eller fulde.

Men at fyldes med ånd betyder egentlig at inspireres. At blive inspireret. Og i pinsefortællingen udtrykkes inspirationen gennem billedet af ilden, der fordeler sig på disciplenes hoveder. De bliver fyr og flamme.

Vi bruger også billedet i dag, når vi taler om ”at brænde for noget”. At brænde for noget er at være fyldt med ånd. Man kan brænde sig på noget, man kan brænde op og brænde ud – men når man brænder for noget, så er man fyldt af inspiration, så er man fyldt af ånd.

Det interessante ved inspiration, er, at man aldrig kan finde den i sig selv. Man bliver ikke inspireret af at grave i sin egen navle. Inspiration kommer altid udefra. Inspiration er derfor både aktivt og passivt:

Ånden modtages, Ånden kommer over én– og tit helt uventet – og sætter et aftryk i én, der resulterer i handling for det, man brænder for.

Når man brænder for noget, så sætter man også aftryk – eller brændemærker – i andre – så kan man brænde sig ind i andres bevidsthed eller hjerter.

Det er det vi fejrer i pinsen. Det er kirkens fødselsdag. Disciplene blev sat i brand, og deres inspiration – deres ånd, satte aftryk i verden og i os, brændte sig ind i menneskers hjerter kloden over, og det er den ånd – den inspiration – kirken bygger på.

Glædelig pinse!  H. K.

Rikke Dupont - uge 20

Flyvefærdighed

Kristi himmelfart står lige for døren. Den dag, hvor Jesus tager afsked med disciplene, fordi han skal op til sin far i himlen. Den dag, der forbinder påskens opstandelsesbudskab med pinsen, hvor Helligånden kommer til mennesker for at udbrede budskabet om det, Jesus gjorde i påsken. Hvordan han overvandt døden og genopstod. På Ærø skulle det være den sidste dag for konfirmationer i øens kirker. Men ikke i år. Dog vil jeg gerne tilegne disse ord til alle Ærøs konfirmander, som jeg har haft fornøjelsen af at være sammen med et halvt år frem til deres hjemsendelse i marts. For Kristi himmelfart handler om Jesus, der opstår til himmels for at sidde ved sin Faders højre hånd, som vi siger det i kor i trosbekendelsen, når vi øver den ”til præst”. Han er blevet flyvefærdig. 

Som barn havde jeg en veninde, som ikke sagde Kristi Himmelfartsferie om de fridage, som helligdagen dengang betød for os, men hun sagde konsekvent ”flyvefartsferien”. Måske fordi det lød godt; måske fordi hun sådan forstod, hvad dagen betød. Flyvefart. Fly på himlen, papirsflyvere, at være flyvefærdig. 

Følg med i min tankerække, for konfirmationen er tit forbundet med, at de unge nu er et helt særligt sted i deres liv. Et sted, hvor de står på tærsklen til at være små voksne – eller i hvert fald gerne vil se sig selv som sådan – mens forældrene krampagtigt forsøger at kæmpe for, at de stadig kan være børn. Men det er ikke til at komme udenom: Der sker noget helt særligt med dem. I en eller anden grad er de flyvefærdige. De tænker over tingene. Over verden, over Gud og kristendom, over at være ordentlige mennesker. Og skal vi være ærlige, så tænker de også over, hvor pinlige deres forældre kan være, samtidig med, at de egentlig bare gerne vil have en krammer af netop dem. Og når vi (forhåbentlig) til september står i øens kirker, stemt til højtidelighed og fest, konfirmanderne i deres stiveste puds og deres forældre med lidt våde øjne, så husk på, kære konfirmander, at det ikke er pinligt, men stort. For det er tit derfor, vi mødes i kirken. Til livets store begivenheder. Jeres forældre havde jer i armene, da I var helt små, og de fyldte af glæde og bæven over livets under stod ved døbefonten og bad Gud om at holde sine hænder under jeres liv. Og på jeres konfirmationsdag vil vi stå her igen og be’ Gud om at bekræfte sit løfte fra dåben om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. 

 

Agnes Haugaard - uge 18

Fælleskalken - en dugget halvmåne på det blanke sølv 

Anna Sophie Seidelin fortæller i bogen Vidunderligst af alt på jord (Gad 1975) om dengang, hendes forældre blev præstefolk - underforstået faderen blev præst og moderen præstefrue. 

Dengang var der også smitsomme sygdomme - især tuberkulose. Brystsygen, som sygdommen blev kaldt, var farlig, fordi folk drak af samme ølkrus og spiste af samme grødfad. De sov sammen i deres meget små alkovesenge med de tunge dyner, - bedsteforældre, far, mor og mange børn. Lige pludselig kunne de ikke tåle det længere. De begyndte at dø i hele familier - hele husstande. 

Den familie, der havde sovet sammen, drukket af samme krus og spist med samme ske, blev pludselig udslettet. 

Men tuberkulosen var smitsom, meget smitsom, og ordet bacille kom på alles læber - ligesom særlige ord i vores tid fra lægevidenskaben og Seruminstituttet er blevet folkeeje. 

Nu er vi alle kommet på fornavne med personer, der normalt ikke har været almindeligt kendt for andre end specialister, såsom infektionsmediciner Kåre og Sundhedsstyrelsens Søren. 

Dengang skulle dyner pludselig luftes især i solen, spyttekrus blev indført med låg - det var slut med at spytte i stuen, eller hvor man nu havde lyst, og særligt porcelæn blev indført til hver enkelt. 

Sanatorier blev oprettet - mange på Ærø kan huske, at familiemedlemmer havde været på Nakkebølle Sanatorium, de syge blev isoleret, og maden blev også bedre. 

Men hvad med kirkens nadver - det rituelle måltid ved altergangen, hvor man drak af samme kalk (bæger)? Var det undtaget, fordi det var kirken? 

Det fælles ølkrus var udskiftet; men alterkalken var stadig fælles. Man troede, at alle bacillerne standsede ved randen af sølvkalken - at kirkens fornemme altersølv måtte være fri for brystsygens dødelige baciller... 

Folk drak af fælleskalken, mens de skævede til den hostende syge ved siden af og bad en stille bøn om, at ”Herre, vor Gud ville lade den kalk gå mig forbi” (Matthæus 26,39). 

Livets kilde var i denne kalk; men nu var frygtens kilde i denne hellige kalk. Frygten var der for alvor! 

Præsten gik rundt, drejede og tørrede kanten, og frygten sad i alle omkring alterbordet - usikkerhed og ængstelse - hvem blev den næste. Enhver kunne se aftrykket af en mund på sølvet – et aftryk, der gjorde indtryk. 

Denne gamle, ja ældgamle, hellige handling var nu truet af tiden, og hvad der før var en handling til livet, blev i stedet en handling til døden og en trussel. 

Det fællesskab med Kristus omkring bordet blev nu en påtvunget hellig handling forbundet med stor fare for liv og lemmer. Folk gik til alters, fordi de skulle og ikke vovede at protestere. Måltidsfællesskabet gav skæbnefællesskab. 

"Gør dette til min ihukommelse" står der i indstiftelsesordene til altergangen. Nu blev ordene skadelige. 

Men som Seidelin skriver: "Man overvejer ikke et øjeblik at opgive tegnet, (...) det er oplyst, at enhver usynlig bacille kan komme og træde på det, ja, jo i virkeligheden har hånet det lige fra begyndelsen. Man overvejer at bringe det i ly for den berettigede kritik. Man må jo tage det ansvar, der følger med at vide besked. Det var aldrig Jesu mening, at nogen skulle frygte. Hvem ved, måske havde de slet ikke fælleskalk ved den første nadver?" 

Nu hoster nabomanden - her er skæbne-fællesskabets dødelige virkelighed, her er skæbnefællesskabet mellem to, der rører ved hinandens hænder. 

Nu sker det på afstand foran en mobil, og i mange år har vi i Danmark haft hvert vores lille bæger ved altergangen - i mange andre 

Pia Vandrup - uge 17

(U)frivillig retræte.

Jeg sidder i solskinnet i min gårdhave med foden på en stol. Foden er forstuvet. Så jeg humper forsigtigt rundt, og det længste jeg kommer er ud i min gårdhave. Der er god tid til at fordybe mig i min bog, og jeg ser op, da en solsort hopper rundt tæt på mig. Jeg lægger nu mærke fuglenes kvidder og de glade stemmer i det fjerne. Dyb harmoni. 

Der er rig lejlighed til eftertænksomhed, og jeg tænker tilbage på min første tid på Ærø. Det er tre år siden. Der skulle gøres forskellige forbedringer i mit hus, så det var ét stort rod. Men ligesom nu var det et fantastisk forår med masser af sol. Så jeg tilbragte mange timer udenfor.

Klokkespillet på kirken spiller en smuk lille melodi og nok engang går det op for mig, hvad der fik mig til at flytte til Ærø. En kort smuttur til øen, da færgebilletterne blev billige. En tur på gågaden i Marstal, og så begyndte klokkespillet. Der skete noget magisk, og jeg vidste, at her vil jeg bo.

Som sagt så gjort og jeg købte et lille byhus. Og nu sidder jeg og nyder solen og stilheden. Der er noget berigende og opløftende over Ærø. Noget jeg ikke kan sætte fingeren på. 

Og i disse tider er der for mange af os tid til fordybelse. Vi savner alle sammen at være sammen med vores familie, og dem vi holder af. Men som jeg sidder her i solen, fornemmer jeg noget større. Stilheden, naturen og solen bringer bud om, at der kommer bedre tider. 

Og jeg kommer til at tænke på et vers i salme 786 i salmebogen (”Nu går solen sin vej” af Holger Lissner):

”Nu er timen til stilhed, til bøn og til tanker, 

til ord som har vægt, og som kræver et svar. 

Kom og rør ved os Kristus, så vi bliver åbne

 for glæden og livet og freden, du har”.

 

Rikke Dupont - uge 16

Det dufter lysegrønt af græs. Sådan synger vi i en elsket forårssalme, og alene ved at læse ordene, kan vi høre en plæneklipper og mærke den sitren i næsen, som nyklippet græs giver. Duft kan have en farve. Græssets er lysegrøn. Denne duft vækker erindringen om andre forår i andre haver. Og den vækker håbet om endnu en sommer – også i år. Vores sind kan stemmes af duft. 

Græsset dufter – det gør kærligheden også. I den nye oversættelse af Bibelen 2020 sammenligner en unge mand i Højsangen sin elskede med duften af en have: ”fuld af de dejligste granatæbler, fuld af henna og nardusplanter, af nardus og safran, kalmusstrå og kanel, vellugtende træer, myrrabuske og aloe, af alle de fineste parfumer.” Duftene stemmer sindet til kærlighed.

Nardus er en olie, og Maria salver Jesus med den forud for påskens begivenheder. Olien er duften af kærlighed; en kærlighed, som ikke kan holdes tilbage. Som Maria er ødsel med, fordi hun har set Jesus være ødsel med sin i hans blik, handlinger og ord. Men disciplene skælder Maria ud for at bruge den dyre olie. Så Jesus tager hende i forsvar, for vist kunne de penge være brugt på de fattige, men de fattige er der altid – det er anderledes med Jesus. ”En kort tid, så ser I mig ikke længere”, siger han i Johannesevangeliet kap. 16 vers 16, for han skal dø. Maria skal have lov til at gemme resten af olien til hans begravelse. Man salvede på den tid et brudepar med nardus, og man salvede sine døde med nardus som en sidste kærlighedsgerning. Den kostbare olie er også duften af død. 

Også konger salvede man på hovedet, for her bor forstanden og omtanken. Men Jesus bliver salvet på fødderne. Af en ganske almindelig kvinde. På de fødder, der har båret ham ind i almindelige menneskers byer, hjem og liv – og da skarerne vil hylde ham som en konge, vælger han at ride på et æsel. Han blev jo også født i en stald og ved, at han skal dø på et kors. Hans krone er af torne. 

Olien i Marias hænder dufter af det hele. Kærlighed, død, kongelighed. Denne konge dør af kærlighed. Derfor rejser hans far ham op og sender ham ud i morgensolen til dem, der elsker ham, påskemorgen. I dag er det os, han kommer til. Hver dag er en ny opstandelse. Han kommer i de ord, vi læser og synger med på. Vi kan ikke takke ham med olie. Den olie og de kærtegn, vi har, skal vi bruge på hinanden. Når vi kan. Men når vi synger, breder sangen sig i huset som duften af den kostbare olie og stiger mod himlen som vores svar.

En refleksion over Johannesevangeliet kap. 12 vers 1-16 af Ø-præst Rikke Dupont 

Rikke Dupont - uge 15

Det handler om at være ”tryk”

Jeg har aldrig før Covid19 oplevet, at min fremstrakte hånd blev afvist. Men nu hilser vi kun på hinanden med ord og et undskyldende smil; vi ved, at der mangler noget. For håndtrykket giver os et indtryk. Idet vi giver hånd, lader vi den anden mærke os. Teologen Løgstrup har givet et berømt billede herpå: vi bærer altid et lille stykke af vores medmenneskes liv i vores hånd. Det er så simpelt, at det næsten er selvindlysende – men det går måske først op for os, når det er forbudt. 

Håndtrykket er egentlig en sær gestus. Vi kunne lige så godt give fod – det er både hygiejnisk og praktisk, fordi vi ikke skulle fralægge os alt det, vi bærer rundt på. Men det er lige præcis derfor, at vi normalt giver hinanden hånden, når vi mødes. Højre hånd er ens ”våbenhånd”. Og ved at give netop den hånd idet vi hilser, blotter vi os for våben. Vi giver indtryk af at komme med fred. 

Covid19 har sat verden i en undtagelsestilstand. Vi bliver alle sammen – så vidt muligt – hjemme og undgår andre mennesker. ”Fred hviler over land og by”, kunne vi have sunget (Den Danske Salmebog 778). Vi skærmer os for at passe på hinanden og os selv. Og om lidt til påske, hvor vi normalt ville se alle dem, vi holder af, bliver det endnu tydeligere: vi har faktisk fastet. Ikke nødvendigvis ved at skære ned på skærmtid og søde sager, men ved at holde os fra det, som vi lever af, med og på trods af, nemlig hinanden. I kristendommen kaldes de 40 dage mellem fastelavn og påske for fasten. At faste er et forsøg på at skære det overflødige i livet væk; alt det, der står imellem en selv og Gud. Men faste handler ikke kun om at afstå fra det, der skader vores sjæl. Tværtimod handler det om at afstå fra noget godt for at få noget bedre. 

Det er ligesom en beskæring af et frugttræ. Træet beskæres, for at det kan koncentrere sig om at sætte frugt og ikke skyde unødvendige grene. Sådan er det også at være menneske – især i dag! Vi skal lære at koncentrere os om det væsentlige. Nøje vælge, hvilke tilbud, vi tager imod, for ikke at sprede vores opmærksomhed. Man sætter en grænse for sit liv for at få dybde i det. Måske er det netop dét, vi skal tage med ud på den anden side. Prioriteringerne. Skær det hvide støj fra og vær nærværende i dine relationer. 

Godt kæmpet, glædelig påske og på gensyn!

Ø-præst, Rikke Dupont

Henny Kvist - uge 14

Opskrift i en coronatid

1 kg. telefonsamtaler
1½ dl. frisk luft
200 g. pligter
150 g. læsning, musik eller film
1 spsk. hilsner
2 tsk. bønner
lidt bevægelse

Du tager din telefon (ligegyldigt om det er en fastnet eller mobil) og ringer til én i din omgangskreds, som du ved sidder alene. Og sådan fortsætter du, indtil der ikke er flere at ringe til. Det er også godt at ringe til én der får dig til at grine, eller som får dig til at se verden på en ny måde.        Når du er klar, åbner du vinduet – eller endnu bedre går en tur. Jo længere, jo bedre. Det er godt for både krop og sjæl at gå. Tankerne flyder friere og det giver energi til det øvrige.
Det er også godt at skulle noget. De pligter og det ansvar vi har, vil være forskelligt og nogle gange fristende at springe over, men det skal du undgå. Det er dem der i sidste ende, giver smag og mening.
Du skal være opmærksom på at hjælpe hæveprocessen på vej med noget andet, end det du selv kan give. Det bliver alt for småt, ensformigt og åndløst, hvis du ikke tilfører noget større. Det kan være musik, litteratur eller en god film.
Sæt også lidt tid af til at sende små opmuntrende eller trøstende hilsner til dine venner og familie. Det betyder noget, at de ved, at du er der. Slut af med at bede. Du må turde folde dine hænder og lægge alt det der er svært og umuligt over til Gud. Han vil tilføre tro, håb og kærlighed.

Det burde kunne klares med det du har ved hånden!
Du skal ikke nogen steder for at skaffe det, og du skal ikke være bange for at det bliver hamstret eller løber tør.

Jesus siger: ”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, vil aldrig sulte, og den, der tror på mig, vil aldrig blive tørstig.” Johannesevangeliet kap. 6,34

Præst Henny Kvist

 

Pia Vandrup uge 13

I går stod jeg ved Drejet og så ud over havet. Bølgerne bruste, og mit indre bruste. Jeg ønskede at bede for mit land, for alle dem, som blev syge eller ramt af krisen. For alle dem der var fyldt af sorg eller var bange. Jeg ønskede at finde ord, men det var så overvældende.
Ja, ind imellem kan vi blive tavse og kan ikke finde ord. Ønsker at bede, men det er som om al tankevirksomhed stopper. Jeg kom til at tænke på, at der står nogle dejlige bønner bagerst i salmebogen, men den havde jeg jo af gode grunde ikke med.
Så var det, jeg kom til at tænke på Fadervor. Bønnen som Jesus lærte os, og som de fleste af os kan. Den indrammer vores liv: bliver bedt ved vores dåb, og gentages ved vores begravelse. Vi beder i fælleskab fadervor søndag efter søndag i kirken, ligesom vi lærer det til vores konfirmander og minikonfirmander. Det er godt at kunne en bøn udenad, når vi mangler ord; når vi er urolige eller står i ukendte situationer.
Så jeg bad fadervor, mens jeg så ud over bølgerne, og bagefter kunne jeg finde roen og så kom ordene til mig.
Må I alle finde ro midt i en urolig tid.

Vi som præster kan ikke holde gudstjenester og er begrænset i vores virke.
Men I er i vores tanker, og I kan til hver en tid ringe til os.
Øpræst Pia Vandrup

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID.

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID.
 
Hvis alting nu var som altid,
så havde jeg åbnet mit hjem,
og budt  dig – som altid – på kaffe,
og som altid gi’t dig et klem.
Hvis alting nu var som altid,
så kunne vi mødes et sted,
og vi kunne sagtens vær’ mange,
og alt det, vi kender, ku’ ske.
 
Og måske vi så ville tænke:
Den blev som altid, den dag.
Kan hænde, vi helt enkelt glemte,
hvor endeløst rige vi var
- mens alting endnu var som altid.
For intet er ligesom før,
vi samler os ikke om bordet,
som mennesker altid gør.
 
Ja, alt er så underligt stille.
Og ingen ved helt, hvad der sker,
og hvad det betyder for spurve,
og planter og alt det, som er.
Måske ser jeg verden lidt bedre,
når samfundet går lidt i hi
- alt livet som myldrer omkring os,
og alt, som gør jorden så rig.
 
Når ingenting er som altid,
så burde vi skrive en sang,
om hvordan vi vil, det skal være,
når dette er ovre engang.
Og måske vil første vers lyde:
at nu vil jeg åbne mit hjem
og byde – som altid – på kaffe
og  gi’ dig – som altid - et klem.
 
(Sindre Skeie (dansk oversættelse v. Tine Illum)