Præstens Ord - uge 33

Af  ø-præst Agnes Haugaard

Frans af Assisi

Første oplæg til Fællesgudstjeneste

Bregninge Præstegårdshave

Søndag den 30. august kl. 14.00 – prædikant Erik Strid og foredrag om Frans af Assisi

Frans levede i Italien ca. 1181-1226.

Hans symbol/attribut er fugle, rådyr, fisk og ulv og på de tegn, kan man altid kende ham på billeder.

Han er skytshelgen for naturbevaring og økologer.

Frans brugte ikke naturen som et fristed FRA verden, men opfattede skabningerne som genstande for en kærlighed, der afspejlede kærligheden til Skaberen.

Han prædikede til fuglene, ligesom han tæmmede ulven Gubbio.

Han er grundlægger af den franciskanske broderorden og forfatter til ”Solsangen”, også kendt som ”Hymne til Broder Sol” og ”Hymne til alt levende”.

Vi synger den ofte her på Ærø til vores Taizé- andagter:

”Lovet være Du, Herre, med alle Dine skabninger,

Især herr Broder Sol

Som skaber dag, og Du oplyser os ved ham,

Og han er skøn og strålende med stor glans;

På Dig, Du Højeste, er han et billede

Lovet være Du, herre, for Moder Jord,

Som opholder os og bærer os

Og frembringer alskens frugter og farvede blomster og græs.”

 (Uddrag af ”Solsangen” oversat af Johannes Johansen)

Grundlaget for Frans´ klosterregel var, at medlemmerne skulle leve enkelt som fattige arbejdere i sivhytter uden stole og borde.

I mødet med en spedalsk kom Frans af Assisi til en forståelse af, hvad hans primære kald var:

At tjene de fattige og dernæst at fortælle om Guds rige og omvendelsen – ligesom Jesus.

Familie og venner havde svært ved at forstå omvendelsen fra et muntert velstående liv til et liv med afsavn og lidelse.

Frans var opmærksom på kirkens betydning, men ønskede ikke at blive alt for bundet af egentlige ordensregler, da det kunne have uønskede bivirkninger. Det ser ud til, at Frans oplevede både ydre og indre kamp med at forene et liv helt løsrevet fra ejerskab samtidig med, at han indså behovet for et sæt ordensregler godkendt af de kirkelige autoriteter.

Med ønsket om at udleve fattigdommen til det yderste, betød det også, at Frans af Assisi måtte gennemleve meget store fysiske og åndelige strabadser. I slutningen af sit liv oplevede han, at Gud valgte for ham.

2. del følger i næste uge!

Præstens ord -uge 32

Mere om humor.

Tre mænd sag og diskuterede højlydt, om hvilket erhverv, der var det ældste.

Kirurgen sagde: ”Gud skar et ribben ud af Adam for at skabe Eva, så kirurgi er det ældste erhverv”.

”Nej” sagde entreprenøren: ”Gud flyttede en masse jord og vand rundt, da han skulle gøre jorden beboelig, for inden da var alt kaos. Så mit erhverv er det ældste”.

”Nåh”, sagde edb-programmøren tørt, ”men hvem, tror I, skabte kaos”?

Jeg elsker vittigheder. Gode uventede pointer får mig til at grine. Ind imellem søger jeg vittigheder på nettet, og så sidder jeg og griner højt for mig selv.

Min stedfar var en meget sammensat person. Men en ting var han god til – at fortælle vittigheder. Han havde et kæmpe repertoire. Jeg var ganske ung og syntes, at det var åndsvagt. Som en selvhøjtidelig teenager mente jeg, at man skulle være alvorlig og seriøs. Men det har heldigvis ændret sig med årene, og i dag kan jeg sågar grine af mig selv og tilmed nyde at gøre det.

Der er masser af alvor i verden – og selvhøjtidelighed. Tænk nu hvis de store statsledere kunne fortælle hinanden sjove historier og grine sammen; så kunne mange konflikter opblødes eller måske helt undgås? Her kan vores statsminister Mette Frederiksen være et forbillede. Hun talte ved folketingets åbningstale om købet af elefanten Ramboline og dennes bedste ven, kamelen Ali. Men hun kunne ikke holde masken og hun kluklo, så snart brød hele folketingssalen ud i latter. Er det politik på højt plan? – Nej. Er det seriøst? Hm. Men er det forløsende at se mennesket bag masken? – Ja så ganske afgjort.

Når vi griner, viser vi glæde, og de andre får lov til at se lidt mere af det menneske, jeg i virkeligheden er. Pludselig viser vi glimt af, hvem der bor inde bagved facaden. Barriererne falder. Der kommer store fine revner i mit forsvar og vores reserverethed overfor hinanden smuldrer. Der skabes kontakt.

Det får mig til at tænke på et par vers fra digtet af Benny Andersen: ”Mørkets sang”. Det handler om glæde og om at ”se hinanden”. Et af versene lyder:

”Ånd på mit hjerte og tæl så til ti, hør hvor det vågner af glæde. Vis mig dit ansigt før alt er forbi. Så er vi begge til stede”.

Og et senere vers lyder: ”Affind dig ikke med mørkets magi. Rut med dit forråd af glæde. Vis mig dit ansigt før alt er forbi. Så er vi begge til stede”.

Ø-præst

Pia Vandrup

Præstens ord -uge 31

Om humor.

For en del år siden fandt jeg en bog i et antikvariat. Den hedder: ”Afskaf alderdommen – bliv i de voksnes rækker”. Den er skrevet af Lone Kühlmann og Henning Kirk. Den vakte min interesse, og jeg købte den. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Især kapitlet om humor: ”Latteren længe leve” har fået mig til at trække på smilebåndet flere gange.

Bl.a. fortællingen om den franske kvinde Jeanne Calment, har moret mig meget. Hun nåede den høje alder af 122 år til undren for mange. Mh. Kost og motion levede hun som flertallet. Men hun mente selv, at hendes humor og nysgerrighed havde været en ikke uvæsentlig faktor til hendes høje alder. Og hendes evne til at grine af sig selv. Hun fortalte med et glimt i øjet om sin helt specielle pensionsordning. I en alder af 90 år solgte hun sit hus til en advokat. Han skulle betale hende et vist månedligt beløb, mod at han måtte overtage huset ved hendes død. - En god aftale mente han selv. Men som hun sagde, da han døde tæt på hendes 120 års fødselsdag: ”Enhver kan gøre en dårlig forretning”.

Eller da hun på sin 110 års fødselsdag blev spurgt om hun ønskede at blive endnu ældre. Hertil svarede hun, at når hun endelig i en alder af 110 år havde opnået at blive berømt, ville hun gerne opleve berømmelsen nogle år endnu.

Ja, humor er en vigtig og skøn ting. Intet kan lette humøret som en forløsende latter.

Jeg er også sikker på, at Gud har humor. Jeg tror at han på den 7. dag, da han nød sit skaberværk, har siddet og grinet højt, mens han så Adam og Eva løbe omkring som to forvoksede kattekillinger.

Og han har sikkert moret sig højlydt, mens han så på næbdyret og sagde til sig selv: den dag havde jeg det sjovt og se, hvilken skøn skabning, der kom ud af det.

Jo, vi skal huske at grine og lave sjov. Alt skal ikke være så alvorligt – Gud har også skabt os, så vi kan smile og grine. Og vi er jo som bekendt skabt i Guds billede.

Ø-præst Pia Vandrup

Præstens Ord- uge 30

Syng en ny sang for Herren!

Hver generation, hvert slægtled finder sin måde at synge på. Formulere sig på. Samtidig med at vi bliver ved med at synge med på den gamle, kendte salmer. Vi synger med på tradition helt tilbage fra Salmernes Bog.

Der sker noget med mig, når jeg synger. Undertiden noget overraskende. Noget uventet. Sangen forløser. Renser. Den frigør det bundne, det fastlåste i mit indre. Den giver lovsangen, ikke blot ord, men også toner. Vinger. Den får mig til at føle mig ét med den eller med dem, jeg synger sammen med. Den bringer mig sammen i et fællesskab med mennesker, jeg ikke kender. Som jeg måske havde et fællesskab med i forvejen.

Der er stadig liv i de gamle ord, som mennesker har sunget længe før mig. Ord, hvis betydning jeg måske knap nok kender. Jeg mærker i mig selv, at jeg er med til at føre tidligere generationers lovsang videre. Så den ikke stopper.

Syng en ny sang for Herren. Også med nye ord. Vore egne ord. Kirken kan ikke undvære dem. Kirken kan ikke undvære den nye sang. Som viser, at sangen og lovsangen lever. Den, som fødes ud af vort eget hjerte. Og forener os med Gud.

Syng en ny sang for Herren. For Herrens barmhjertighed er ny hver morgen. Hans troskab er ikke brugt op. Hans nåde er stor. Derfor er det aldrig gjort med at sige: det har vi gjort. Den sang har vi allerede sunget. Det gjorde vi i går.

Den nye sang synges ikke blot med menneskestemmer. Hele jorden er med til at forkynde og lovprise Gud. Vindens susen. Havets brusen. Træernes fryderåb, når bladene grønnes. ⹂Op, al den ting som Gud har gjort, hans herlighed at prise!”

Præstens Ord -uge 29

Syng lovsang, hele jorden!

 Syng en ny sang for Herren,

syng for Herren, hele jorden!

 Syng for Herren, pris hans navn,

forkynd hans frelse dag efter dag!

 Fortæl om hans herlighed blandt folkene,

om hans undere blandt alle folkeslag!

 For Herren er stor og højt lovprist,

han er frygtindgydende for alle guder.

 For alle folkenes guder er intet værd,

men Herren skabte himlen.

 Højhed og pragt er foran ham,

styrke og herlighed i hans helligdom.

  • Salme 96 i Salmernes Bog, Det Gamle Testamente

Hvorfor synger vi? Hvad er det som gør, at vi ikke kan nøjes med at udtrykke os i ord, men også forsyner vores ord med en melodi? At vi bryder ud i sang? Det kan vi ikke give noget udtømmende svar på. Men det er en kendsgerning, at de stærkeste følelser i livet bæres afsted på sangens vinger.

 Tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn”, lyder Paulus’ opfordring. Opfordringen til at synge er ikke til at tage fejl af.

 Syng en ny sang for Herren” står der i Det Gamle Testamente. Salmesang og salmedigtning er en proces, som aldrig ophører – den første sang og den første salme i historien kende vi ikke. Den sidste salme er heller ikke skrevet. Og bliver det ikke. Salmernes Bog i Biblen og salmebogen i kirken er kirkens og kristnes levende tradition, som fortsætter så længe, der er mennesker. Sangen og lovsangen til Gud finder hele tiden nye veje. Nye ord. Nye toner. Nye udtryksformer. Den baner sig vej.

Onsdag d. 15. juli er der Taizé-inspireret gudstjeneste i Ærøskøbing kirke kl. 19.30. Til en sådan gudstjeneste er sangen i centrum, og de er ment som en hjælp til at tage sig tid i Guds nærvær. De er fængende, enkle og skal gentage sig i flere minutter, så meningen med hver enkelt sang kan rodfæste sig i hjertet. Alle er velkomne!

Pia Vandrup- uge 28

Præstens Ord – om Helligånden.
For nogle uger siden begyndte jeg at skrive om Helligånden. Og jeg vil knytte lidt mere til. For det med Helligånden er svært at gribe om. Men meget fascinerende.
For en del år siden deltog jeg i undervisning af de kommende konfirmander. Vi var nået til Helligånden, og jeg var spændt på, hvordan præsten ville gribe det an.
Han havde nogle balloner med, som han delte ud til hver enkelt. De skulle nu puste luft i deres balloner. Det gjorde de, og så skulle de give slip på ballonen. Ballonerne susede rundt i lokalet. Vi kunne knap følge dem med øjnene, og det var umuligt at forudsige, hvor de landede.
Se, sådan er det med Helligånden, fortalte præsten. Det, som er i ballonen er usynligt, men vi kan se, at det får den til at bevæge sig. Der er altså her en stor kraft, som vi ikke kan se, som giver bevægelse men også uforudsigelighed – hvor flyver den hen? Vi kan ikke bestemme det, og vi kan ikke styre det.
Det var en beskrivelse af Helligånden: En usynlig Guds kraft som giver energi, sætter i bevægelse men samtidig ikke kan styres – akkurat som der står i Johannes Evangeliet kap. 3: ”Vinden (Ånden) blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”.
Men det bliver meget større: For Helligånden er en del af Gud, og når vi holder dåb, døber vi i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Ligesom vi i trosbekendelsen siger, at ”vi tror på Helligånden, og vi fortsætter: ”den hellige almindelige kirke, de helliges samfund…”
Helligånden gjorde det muligt at den kristne kirke blev til idet den udrustede disciplene og dernæst dem, der kom til tro til at bringe budskabet om Jesus videre.
Som der står i Johannes Evangeliet kap 15,26:”Når talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen skal han vidne om mig”. Så Helligånden både gør troen på Jesus levende og giver en ny og større forståelse af evangeliet.
På det personlige plan forbinder jeg også Helligånden med, at jeg føler mig levende. At jeg kan føle en stor glæde og taknemmelighed f.eks. når jeg er ude i Guds natur og pludselig – nærmest i et helligt øjeblik – bliver fyldt med en taknemmelighed og en overnaturlig glæde og fred over alt det skønne Gud har skabt, så jeg nærmest
føler mig i ét med Gud og hans skaberværk. Vi bruger nogle gange udtrykket: ”Det var som at høre englene synge”.
Eller i kirken: at en salme, eller bare det at være i kirken, kan fylde mig med en fred og glæde, som jeg sjældent finder andre steder. Svært at sætte ord på, men jeg tror, at mange af jer kan nikke genkendende hertil.
Og det var noget af det, som fik mig til at vælge præstegerningen. Et ønske om at dele dette med andre mennesker. Et ønske om at vi skulle få øje på og opleve Guds storhed og dele glæden ved at opleve Guds nærvær.
Må Gud give jer en dejlig dag med sol eller rusk og regn men med masser af glæde.


Pia Vandrup Ø-præst på Ærø

Agnes Haugaard- uge 26

Syndsforvirret eller sindsforvirret – påskeunderet

Jesus døde for vores synder. Har vi mistet troen på synden eller er det vigtigere end nogensinde i kristendommens historie at tale om den?

Kun i en kirke på Ærø har vi kunst af den store nordiske kirkekunster Sven Havsteen-Mikkelsen – endda blot et forarbejde (forlæg). Forarbejdet i Bregninge Kirkes våbenhus viser ”Kvinderne ved graven Påskemorgen” og den altdominerende farve er gul, der som en sol lyser, for det var tidligt om morgenen. Kunstneren skriver selv om dette motiv, at selve øjeblikket for Jesu opstandelse var der ingen vidner til.  Den hemmelighed har Gud villet beholde for sig selv.

Forarbejdet blev til et østvendt  glasmosaikvindue  i Tarm Kirke i 1973.

I Jesu død og opstandelse  ligget inkluderet et af kristendommens mest centrale begreber – ordet synd.

Men tænker vi os om, hvornår vi hørte en præst eller kirkens folk  bruge ordet i debatten om værdier?  Ordet er blevet forvrænget til noget i retning af, at vi ikke har kontrol og succes i livet og at den ydmyge syndserkendelse er for gamle koner og enker fra Jylland i en fjern fortid.

Det bærer med sig associationer om åndelig magtmisbrug som de truende afladshandlere før Reformationen. Hvis ikke du betaler for dine syndere, kommer du lige direkte i Helvede.

Hvad er der blevet af den vanskelige grundsynd og af den onde synd?

Synd blev tidligere  knyttet til direkte og synlige handlinger.

At være syndig  er en grundlæggende negativ måde at tale om mennesket på. Det sigter til den pietistiske arvs strenge moralbegreber om dans, homofili, søndagsarbejde og sex  før ægteskabet.

Er kirken blevet synds- og/ eller sindsforvirret siden dette vigtige ord nærmest er væk?

Spørger vi de unge til konfirmandforberedelsen, ved de ikke, hvad det betyder.

Men synd er ikke et begreb, som er lavet af et konsulentfirma.  Det har en lang historie og har levet sit liv med i kulturen.  Vi må i kirken leve med, at folk kan misforstå det.

Men at forsøge at omtolke og nedgradere det af angst for at miste medlemmer eller at tækkes mennesker, giver et halvfabrikata eller et ”secondaprodukt”.

Synd handler om meget mere end at overholde moralske regler og konkrete bud.

At synde er at gå over en grænse i sig selv og på tværs af sin værdighed i ren og skær egoisme. Det rummer skyld, skam og alle disse ting er fortrængt i vores samfund.

Jeg tror, folk har behov for at bliver anerkendt som skyldige og få tilgivelse gennem skriftemålet – dybest set fra Gud.

Der er mere i kristendommen end at Gud elsker dig og alle sine børn; men også den erkendelse, at synd er, når vi tror, vi er Gud.

Vi drømmer og har ønsker for vores liv, og hvem vi gerne vil være. Men så bliver det ikke præcist, som vi håber.

Enten drømmen er om den store kærlighed, at være en god mor, en god ven eller hvordan man ønsker at omtale andre. Vi udfordres konstant, for livet leves.

Vi bærer alle på en grundlæggende egoisme, drømme, idealer og livet, som det faktisk blev.

Det handler i mange tilfælde om kristendommens synd – vores utilstrækkelighed som mennesker og samfund i mødet med lysten til det gode i vores hjerter.

Gud svarer på den synds- og sindsforvirring helt enkelt efter Påskemorgenstunden: ”Så tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen! ”

Ø-præst Agnes Haugaard

 

 

 

Pia Vandrup- uge 24

Pinse og Prædiken

Pinse er en dejlig tid. Især i år hvor vejret har været pragtfuldt. Jeg elsker denne tid på året. Lysegrønne blade på træerne, gule rapsmarker, fuglesang og ikke mindst det faktum at folk kommer ud af husene, og vi får en snak (på afstand - men alligevel dejligt). Børn og voksne er begyndt at kaste sig ud i bølgerne og stemmer fra børn og voksne kan høres ud over hele Ærø.

Men snart vender det, og dagene bliver igen kortere. Det kommer bag på mig hvert år, hvor hurtigt denne skønne tid med forår og sommer indtil Sankt Hans går. Jeg synes lige, at sommeren er startet. Jeg ville gerne have en længere sommer, men til gengæld nyder jeg, at vi har en så frodig natur og afvekslende blomster og planter. Jeg beundrer de frodige marker og tænker på bønderne, som troligt tilsår deres marker år efter år. Ikke noget slendrian – markerne skal tilsås på de rette tidspunkter for at få afgrøder og maksimalt udbytte. Jo, jeg er glad for at bo og leve i Danmark og tæt på naturen.

Mine opgaver er af en anden slags. Det er nu ni måneder siden, at Rikke og jeg blev ansat som Ø-præster på Ærø. Det har været en spændende og givende tid. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler mig snydt over alle de uger, vi ikke kunne holde gudstjenester. Jeg forstår, hvorfor det måtte være sådan, men jeg savnede det. Det at vi sammen kunne fejre gudstjeneste. Kunne synge sammen og få en snak i kirkedøren.

Mange af os længes nok efter normale tilstande og er frustrerede over, at vi ikke kender tidshorisonten. Men kodeordene er tålmodighed og udholdenhed. Og omsorg for hinanden. Så godt vi nu kan.

Men her til pinse kom jeg alligevel på en uventet stor opgave. Jeg skulle prædike om Helligånden. Og hvordan indfanger jeg det? Billedligt?

Gud er sjældent afbilledet (pga. billedforbuddet) – men nogle gange som en gammel mand med skæg, og andre gange ser vi blot hans finger (eks. malet af Michelangelo).

Jesus derimod er afbilledet som et menneske. Han var en historisk person og levede her på jorden, ligesom dig og mig. Det er til at forstå. Og desuden står der i Ny Testamente, at når vi har set Jesus, har vi set Faderen.

Men Helligånden er fortrinsvis beskrevet i to billeder. Dels som en due (ved Jesus dåb kom Helligånden dalende ned over ham i form af en due). Og til pinse viste Helligånden sig som tunger som af ild, som satte sig på Jesu disciple.

Men Helligånden er ikke sådan at gribe om. Helligånden beskrives nogle steder som en kraft. Guds kraft. Vi ser, hvad Helligånden udretter, men den har ikke nogen skikkelse som sådan, ligesom Jesus. Som der står i Johannes Evangeliet kap 3:

”Vinden (Ånden) blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”.

Vi ser resultatet, det Helligånden udretter, og det vil jeg skrive videre om en anden gang - måske som en andagt? Som I kan læse mellem linjerne, er jeg langt fra færdig med emnet, så jeg vil sige som i ugebladene: ”Fortsættelse følger”. Så indtil nu håber jeg, at jeg har pirret til jeres nysgerrighed.

God sommer.

 

Henny Kvist-uge 22

Inspiration kommer altid til os udefra

Det er pinse. Vi skal se pinsesolen danse og fejre forårets sidste helligdag – og da pinsen jo også er kirkens fødselsdag kan vi heldigvis fejre den i de nu genåbnede kirker.

Til pinsen hører fortællingen om hvordan Jesu disciple sidder forvirrede, alene og ensomme. De ved ikke rigtig, hvad de skal stille op med alle de ord, som Jesus har fortalt dem. Men pludselig bliver alle døre og vinduer blæst op og ned fra himlen falder ildtunger  –  de stiger langsomt ned og sætter sig på deres hoveder. Og pludselig ved de, hvad de skal, og skynder sig ud i Jerusalems gader, hvor der blev talt mange forskellige sprog, for Jerusalem var en stor by, og så går de ellers i gang med at fortælle om Jesus til alle. Og miraklet i pinsen er, at alle forstår – man skal ikke kunne noget særligt for at lære om Gud.

På latin er ordet for ånd spiritus. Vi kan genkende det i ordet inspiration. På pinsedagen opfyldes disciplene, ifølge den latinske oversættelse med spiritus, og man forstår godt, hvorfor folk har opfattet disciplene som fordrukne eller fulde.

Men at fyldes med ånd betyder egentlig at inspireres. At blive inspireret. Og i pinsefortællingen udtrykkes inspirationen gennem billedet af ilden, der fordeler sig på disciplenes hoveder. De bliver fyr og flamme.

Vi bruger også billedet i dag, når vi taler om ”at brænde for noget”. At brænde for noget er at være fyldt med ånd. Man kan brænde sig på noget, man kan brænde op og brænde ud – men når man brænder for noget, så er man fyldt af inspiration, så er man fyldt af ånd.

Det interessante ved inspiration, er, at man aldrig kan finde den i sig selv. Man bliver ikke inspireret af at grave i sin egen navle. Inspiration kommer altid udefra. Inspiration er derfor både aktivt og passivt:

Ånden modtages, Ånden kommer over én– og tit helt uventet – og sætter et aftryk i én, der resulterer i handling for det, man brænder for.

Når man brænder for noget, så sætter man også aftryk – eller brændemærker – i andre – så kan man brænde sig ind i andres bevidsthed eller hjerter.

Det er det vi fejrer i pinsen. Det er kirkens fødselsdag. Disciplene blev sat i brand, og deres inspiration – deres ånd, satte aftryk i verden og i os, brændte sig ind i menneskers hjerter kloden over, og det er den ånd – den inspiration – kirken bygger på.

Glædelig pinse!  H. K.

Rikke Dupont - uge 20

Flyvefærdighed

Kristi himmelfart står lige for døren. Den dag, hvor Jesus tager afsked med disciplene, fordi han skal op til sin far i himlen. Den dag, der forbinder påskens opstandelsesbudskab med pinsen, hvor Helligånden kommer til mennesker for at udbrede budskabet om det, Jesus gjorde i påsken. Hvordan han overvandt døden og genopstod. På Ærø skulle det være den sidste dag for konfirmationer i øens kirker. Men ikke i år. Dog vil jeg gerne tilegne disse ord til alle Ærøs konfirmander, som jeg har haft fornøjelsen af at være sammen med et halvt år frem til deres hjemsendelse i marts. For Kristi himmelfart handler om Jesus, der opstår til himmels for at sidde ved sin Faders højre hånd, som vi siger det i kor i trosbekendelsen, når vi øver den ”til præst”. Han er blevet flyvefærdig. 

Som barn havde jeg en veninde, som ikke sagde Kristi Himmelfartsferie om de fridage, som helligdagen dengang betød for os, men hun sagde konsekvent ”flyvefartsferien”. Måske fordi det lød godt; måske fordi hun sådan forstod, hvad dagen betød. Flyvefart. Fly på himlen, papirsflyvere, at være flyvefærdig. 

Følg med i min tankerække, for konfirmationen er tit forbundet med, at de unge nu er et helt særligt sted i deres liv. Et sted, hvor de står på tærsklen til at være små voksne – eller i hvert fald gerne vil se sig selv som sådan – mens forældrene krampagtigt forsøger at kæmpe for, at de stadig kan være børn. Men det er ikke til at komme udenom: Der sker noget helt særligt med dem. I en eller anden grad er de flyvefærdige. De tænker over tingene. Over verden, over Gud og kristendom, over at være ordentlige mennesker. Og skal vi være ærlige, så tænker de også over, hvor pinlige deres forældre kan være, samtidig med, at de egentlig bare gerne vil have en krammer af netop dem. Og når vi (forhåbentlig) til september står i øens kirker, stemt til højtidelighed og fest, konfirmanderne i deres stiveste puds og deres forældre med lidt våde øjne, så husk på, kære konfirmander, at det ikke er pinligt, men stort. For det er tit derfor, vi mødes i kirken. Til livets store begivenheder. Jeres forældre havde jer i armene, da I var helt små, og de fyldte af glæde og bæven over livets under stod ved døbefonten og bad Gud om at holde sine hænder under jeres liv. Og på jeres konfirmationsdag vil vi stå her igen og be’ Gud om at bekræfte sit løfte fra dåben om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. 

 

Agnes Haugaard - uge 18

Fælleskalken - en dugget halvmåne på det blanke sølv 

Anna Sophie Seidelin fortæller i bogen Vidunderligst af alt på jord (Gad 1975) om dengang, hendes forældre blev præstefolk - underforstået faderen blev præst og moderen præstefrue. 

Dengang var der også smitsomme sygdomme - især tuberkulose. Brystsygen, som sygdommen blev kaldt, var farlig, fordi folk drak af samme ølkrus og spiste af samme grødfad. De sov sammen i deres meget små alkovesenge med de tunge dyner, - bedsteforældre, far, mor og mange børn. Lige pludselig kunne de ikke tåle det længere. De begyndte at dø i hele familier - hele husstande. 

Den familie, der havde sovet sammen, drukket af samme krus og spist med samme ske, blev pludselig udslettet. 

Men tuberkulosen var smitsom, meget smitsom, og ordet bacille kom på alles læber - ligesom særlige ord i vores tid fra lægevidenskaben og Seruminstituttet er blevet folkeeje. 

Nu er vi alle kommet på fornavne med personer, der normalt ikke har været almindeligt kendt for andre end specialister, såsom infektionsmediciner Kåre og Sundhedsstyrelsens Søren. 

Dengang skulle dyner pludselig luftes især i solen, spyttekrus blev indført med låg - det var slut med at spytte i stuen, eller hvor man nu havde lyst, og særligt porcelæn blev indført til hver enkelt. 

Sanatorier blev oprettet - mange på Ærø kan huske, at familiemedlemmer havde været på Nakkebølle Sanatorium, de syge blev isoleret, og maden blev også bedre. 

Men hvad med kirkens nadver - det rituelle måltid ved altergangen, hvor man drak af samme kalk (bæger)? Var det undtaget, fordi det var kirken? 

Det fælles ølkrus var udskiftet; men alterkalken var stadig fælles. Man troede, at alle bacillerne standsede ved randen af sølvkalken - at kirkens fornemme altersølv måtte være fri for brystsygens dødelige baciller... 

Folk drak af fælleskalken, mens de skævede til den hostende syge ved siden af og bad en stille bøn om, at ”Herre, vor Gud ville lade den kalk gå mig forbi” (Matthæus 26,39). 

Livets kilde var i denne kalk; men nu var frygtens kilde i denne hellige kalk. Frygten var der for alvor! 

Præsten gik rundt, drejede og tørrede kanten, og frygten sad i alle omkring alterbordet - usikkerhed og ængstelse - hvem blev den næste. Enhver kunne se aftrykket af en mund på sølvet – et aftryk, der gjorde indtryk. 

Denne gamle, ja ældgamle, hellige handling var nu truet af tiden, og hvad der før var en handling til livet, blev i stedet en handling til døden og en trussel. 

Det fællesskab med Kristus omkring bordet blev nu en påtvunget hellig handling forbundet med stor fare for liv og lemmer. Folk gik til alters, fordi de skulle og ikke vovede at protestere. Måltidsfællesskabet gav skæbnefællesskab. 

"Gør dette til min ihukommelse" står der i indstiftelsesordene til altergangen. Nu blev ordene skadelige. 

Men som Seidelin skriver: "Man overvejer ikke et øjeblik at opgive tegnet, (...) det er oplyst, at enhver usynlig bacille kan komme og træde på det, ja, jo i virkeligheden har hånet det lige fra begyndelsen. Man overvejer at bringe det i ly for den berettigede kritik. Man må jo tage det ansvar, der følger med at vide besked. Det var aldrig Jesu mening, at nogen skulle frygte. Hvem ved, måske havde de slet ikke fælleskalk ved den første nadver?" 

Nu hoster nabomanden - her er skæbne-fællesskabets dødelige virkelighed, her er skæbnefællesskabet mellem to, der rører ved hinandens hænder. 

Nu sker det på afstand foran en mobil, og i mange år har vi i Danmark haft hvert vores lille bæger ved altergangen - i mange andre 

Rikke Dupont - uge 16

Det dufter lysegrønt af græs. Sådan synger vi i en elsket forårssalme, og alene ved at læse ordene, kan vi høre en plæneklipper og mærke den sitren i næsen, som nyklippet græs giver. Duft kan have en farve. Græssets er lysegrøn. Denne duft vækker erindringen om andre forår i andre haver. Og den vækker håbet om endnu en sommer – også i år. Vores sind kan stemmes af duft. 

Græsset dufter – det gør kærligheden også. I den nye oversættelse af Bibelen 2020 sammenligner en unge mand i Højsangen sin elskede med duften af en have: ”fuld af de dejligste granatæbler, fuld af henna og nardusplanter, af nardus og safran, kalmusstrå og kanel, vellugtende træer, myrrabuske og aloe, af alle de fineste parfumer.” Duftene stemmer sindet til kærlighed.

Nardus er en olie, og Maria salver Jesus med den forud for påskens begivenheder. Olien er duften af kærlighed; en kærlighed, som ikke kan holdes tilbage. Som Maria er ødsel med, fordi hun har set Jesus være ødsel med sin i hans blik, handlinger og ord. Men disciplene skælder Maria ud for at bruge den dyre olie. Så Jesus tager hende i forsvar, for vist kunne de penge være brugt på de fattige, men de fattige er der altid – det er anderledes med Jesus. ”En kort tid, så ser I mig ikke længere”, siger han i Johannesevangeliet kap. 16 vers 16, for han skal dø. Maria skal have lov til at gemme resten af olien til hans begravelse. Man salvede på den tid et brudepar med nardus, og man salvede sine døde med nardus som en sidste kærlighedsgerning. Den kostbare olie er også duften af død. 

Også konger salvede man på hovedet, for her bor forstanden og omtanken. Men Jesus bliver salvet på fødderne. Af en ganske almindelig kvinde. På de fødder, der har båret ham ind i almindelige menneskers byer, hjem og liv – og da skarerne vil hylde ham som en konge, vælger han at ride på et æsel. Han blev jo også født i en stald og ved, at han skal dø på et kors. Hans krone er af torne. 

Olien i Marias hænder dufter af det hele. Kærlighed, død, kongelighed. Denne konge dør af kærlighed. Derfor rejser hans far ham op og sender ham ud i morgensolen til dem, der elsker ham, påskemorgen. I dag er det os, han kommer til. Hver dag er en ny opstandelse. Han kommer i de ord, vi læser og synger med på. Vi kan ikke takke ham med olie. Den olie og de kærtegn, vi har, skal vi bruge på hinanden. Når vi kan. Men når vi synger, breder sangen sig i huset som duften af den kostbare olie og stiger mod himlen som vores svar.

En refleksion over Johannesevangeliet kap. 12 vers 1-16 af Ø-præst Rikke Dupont 

Pia Vandrup - uge 16

Tanker i en Corona-tid

Det har lige været Maria Bebudelses dag.

Normalt har vi præster travlt med at skrive prædikener men i øjeblikket er der andre opgaver, som er vigtigere. – Desværre. Men teksten til Maria bebudelsesdag satte nogle tanker i gang hos mig.

Evangelieteksten til Maria bebudelsesdag kalder vi ofte for Marias lovsang. 

Jomfru Maria har sagt ja til at føde Guds søn. Hele hendes liv er forvirrende og angstprovokerende. Hendes forlovede afviser at gifte sig med hende; og hvad må hendes forældre ikke tænke, da hun fortæller, at hun skal føde Guds søn. Jeg forestiller mig, at de enten var bange for, at hun var blevet skør, eller mindst ligeså slemt, at hun havde været sammen med en mand. Noget, som kunne betyde stening for Maria.

Så hendes forældre sender hende til hendes slægtning Elisabeth. Og midt i alt virvaret og midt i al Marias angst og uro, bryder hun ud i lovsang, da hun ser Elisabeth.

Hvilken reaktion. Hun starter med at sige: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig, over Gud min frelser. Han har set til sin ringe tjenerinde”.

Mange mener, at ordene i Marias lovsang er tilføjet senere, men jeg ser på fortællingen i sin helhed, og så er der to ting, jeg kommer til at tænke på. 

For det første: Maria fokuserede på det positive og var taknemmelig. Hun kunne ligeså godt have grædt og hulket og fortrudt. Men hun giver udtryk for sin taknemmelighed.

Men hvad er det, vi fokuserer på? Husker vi at fokusere på det gode, selv når det er svært. Selv når vi kan blive bange. Kan vi finde tilliden frem?

Så midt i disse angstprovokerende tider, så husk det gode. Det er godt at beskæftige sig med positive tanker. Der er ofte meget at være taknemmelig for, når vi først får blik for det. Vær taknemmelig for det, du har. Lige fra en taknemmelighed over livet og naturens rigdom men ikke mindst familie og gode venner. 

Udtryk din taknemmelighed – det opmuntrer og forløser glæde.

Rigtig glædelig påske.

Ø-præst Pia Vandrup

Rikke Dupont - uge 15

Det handler om at være ”tryk”

Jeg har aldrig før Covid19 oplevet, at min fremstrakte hånd blev afvist. Men nu hilser vi kun på hinanden med ord og et undskyldende smil; vi ved, at der mangler noget. For håndtrykket giver os et indtryk. Idet vi giver hånd, lader vi den anden mærke os. Teologen Løgstrup har givet et berømt billede herpå: vi bærer altid et lille stykke af vores medmenneskes liv i vores hånd. Det er så simpelt, at det næsten er selvindlysende – men det går måske først op for os, når det er forbudt. 

Håndtrykket er egentlig en sær gestus. Vi kunne lige så godt give fod – det er både hygiejnisk og praktisk, fordi vi ikke skulle fralægge os alt det, vi bærer rundt på. Men det er lige præcis derfor, at vi normalt giver hinanden hånden, når vi mødes. Højre hånd er ens ”våbenhånd”. Og ved at give netop den hånd idet vi hilser, blotter vi os for våben. Vi giver indtryk af at komme med fred. 

Covid19 har sat verden i en undtagelsestilstand. Vi bliver alle sammen – så vidt muligt – hjemme og undgår andre mennesker. ”Fred hviler over land og by”, kunne vi have sunget (Den Danske Salmebog 778). Vi skærmer os for at passe på hinanden og os selv. Og om lidt til påske, hvor vi normalt ville se alle dem, vi holder af, bliver det endnu tydeligere: vi har faktisk fastet. Ikke nødvendigvis ved at skære ned på skærmtid og søde sager, men ved at holde os fra det, som vi lever af, med og på trods af, nemlig hinanden. I kristendommen kaldes de 40 dage mellem fastelavn og påske for fasten. At faste er et forsøg på at skære det overflødige i livet væk; alt det, der står imellem en selv og Gud. Men faste handler ikke kun om at afstå fra det, der skader vores sjæl. Tværtimod handler det om at afstå fra noget godt for at få noget bedre. 

Det er ligesom en beskæring af et frugttræ. Træet beskæres, for at det kan koncentrere sig om at sætte frugt og ikke skyde unødvendige grene. Sådan er det også at være menneske – især i dag! Vi skal lære at koncentrere os om det væsentlige. Nøje vælge, hvilke tilbud, vi tager imod, for ikke at sprede vores opmærksomhed. Man sætter en grænse for sit liv for at få dybde i det. Måske er det netop dét, vi skal tage med ud på den anden side. Prioriteringerne. Skær det hvide støj fra og vær nærværende i dine relationer. 

Godt kæmpet, glædelig påske og på gensyn!

Ø-præst, Rikke Dupont

Henny Kvist - uge 14

Opskrift i en coronatid

1 kg. telefonsamtaler
1½ dl. frisk luft
200 g. pligter
150 g. læsning, musik eller film
1 spsk. hilsner
2 tsk. bønner
lidt bevægelse

Du tager din telefon (ligegyldigt om det er en fastnet eller mobil) og ringer til én i din omgangskreds, som du ved sidder alene. Og sådan fortsætter du, indtil der ikke er flere at ringe til. Det er også godt at ringe til én der får dig til at grine, eller som får dig til at se verden på en ny måde.        Når du er klar, åbner du vinduet – eller endnu bedre går en tur. Jo længere, jo bedre. Det er godt for både krop og sjæl at gå. Tankerne flyder friere og det giver energi til det øvrige.
Det er også godt at skulle noget. De pligter og det ansvar vi har, vil være forskelligt og nogle gange fristende at springe over, men det skal du undgå. Det er dem der i sidste ende, giver smag og mening.
Du skal være opmærksom på at hjælpe hæveprocessen på vej med noget andet, end det du selv kan give. Det bliver alt for småt, ensformigt og åndløst, hvis du ikke tilfører noget større. Det kan være musik, litteratur eller en god film.
Sæt også lidt tid af til at sende små opmuntrende eller trøstende hilsner til dine venner og familie. Det betyder noget, at de ved, at du er der. Slut af med at bede. Du må turde folde dine hænder og lægge alt det der er svært og umuligt over til Gud. Han vil tilføre tro, håb og kærlighed.

Det burde kunne klares med det du har ved hånden!
Du skal ikke nogen steder for at skaffe det, og du skal ikke være bange for at det bliver hamstret eller løber tør.

Jesus siger: ”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, vil aldrig sulte, og den, der tror på mig, vil aldrig blive tørstig.” Johannesevangeliet kap. 6,34

Præst Henny Kvist

 

Pia Vandrup uge 13

I går stod jeg ved Drejet og så ud over havet. Bølgerne bruste, og mit indre bruste. Jeg ønskede at bede for mit land, for alle dem, som blev syge eller ramt af krisen. For alle dem der var fyldt af sorg eller var bange. Jeg ønskede at finde ord, men det var så overvældende.
Ja, ind imellem kan vi blive tavse og kan ikke finde ord. Ønsker at bede, men det er som om al tankevirksomhed stopper. Jeg kom til at tænke på, at der står nogle dejlige bønner bagerst i salmebogen, men den havde jeg jo af gode grunde ikke med.
Så var det, jeg kom til at tænke på Fadervor. Bønnen som Jesus lærte os, og som de fleste af os kan. Den indrammer vores liv: bliver bedt ved vores dåb, og gentages ved vores begravelse. Vi beder i fælleskab fadervor søndag efter søndag i kirken, ligesom vi lærer det til vores konfirmander og minikonfirmander. Det er godt at kunne en bøn udenad, når vi mangler ord; når vi er urolige eller står i ukendte situationer.
Så jeg bad fadervor, mens jeg så ud over bølgerne, og bagefter kunne jeg finde roen og så kom ordene til mig.
Må I alle finde ro midt i en urolig tid.

Vi som præster kan ikke holde gudstjenester og er begrænset i vores virke.
Men I er i vores tanker, og I kan til hver en tid ringe til os.
Øpræst Pia Vandrup

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID.

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID.
 
Hvis alting nu var som altid,
så havde jeg åbnet mit hjem,
og budt  dig – som altid – på kaffe,
og som altid gi’t dig et klem.
Hvis alting nu var som altid,
så kunne vi mødes et sted,
og vi kunne sagtens vær’ mange,
og alt det, vi kender, ku’ ske.
 
Og måske vi så ville tænke:
Den blev som altid, den dag.
Kan hænde, vi helt enkelt glemte,
hvor endeløst rige vi var
- mens alting endnu var som altid.
For intet er ligesom før,
vi samler os ikke om bordet,
som mennesker altid gør.
 
Ja, alt er så underligt stille.
Og ingen ved helt, hvad der sker,
og hvad det betyder for spurve,
og planter og alt det, som er.
Måske ser jeg verden lidt bedre,
når samfundet går lidt i hi
- alt livet som myldrer omkring os,
og alt, som gør jorden så rig.
 
Når ingenting er som altid,
så burde vi skrive en sang,
om hvordan vi vil, det skal være,
når dette er ovre engang.
Og måske vil første vers lyde:
at nu vil jeg åbne mit hjem
og byde – som altid – på kaffe
og  gi’ dig – som altid - et klem.
 
(Sindre Skeie (dansk oversættelse v. Tine Illum)

 

Ophavsret: