Præstens ord uge 43

Romantisk løvfald

Bladene falder af træerne. Det bliver koldt. Det er efterår. Om en uges tid er det Alle helgen. Vi ser på naturen, og vi kan komme til at tænke på vores eget livs efterår. Romantikkens store digter, Adam Oehlenschläger, skrev i 1813 en salme (DDS 537) om at dø, hvor han sammenligner vores liv med naturens. I salmens første vers henvender han sig direkte til skoven:

1 Lær mig, o skov, at visne glad
som sent i høst dit gule blad;
et bedre forår kommer.
Der grønt mit træ skal herligt stå
og sine dybe rødder slå
i evighedens sommer.

For Oehlenschläger er naturen et sted, han kan spejle sit eget liv i. Når skoven kan visne glad, er det fordi den ved, at “et bedre forår kommer”. På samme måde ser Oehlenschläger frem til at slå rod i “evighedens sommer”. Der er en fast rytme i naturens liv, årstid afløser årstid, og på samme måde ved Oehlenschläger sig sikker på, at der venter os noget endnu bedre efter døden.
I salmens tre første vers henvender Oehlenschläger sig til naturen for at lære af den; men i salmens sidste vers vender han sig direkte til “min Herre, frelser, Jesus Krist”, for naturens gang er ikke tilstrækkelig for Oehlenschläger:

4 Du, som fra skyen smiler hist,
min Herre, frelser, Jesus Krist,
lær mig at tvinge sorgen!
Sving for mig håbets grønne flag,
langfredag var en bitter dag,
men skøn var påskemorgen!
Endnu et forløb hører med: forløbet fra Jesu død til hans opstandelse: “langfredag var en bitter dag, / men skøn var påskemorgen”. Nok er det godt at lære af naturen, men den virkelige trøst ligger i, at også frelseshistorien og vores liv ligner hinanden.

Moderne efterår
Adskillige år senere, i 1993, færdiggjorde Lars Busk Sørensen sin salme om naturens gang og vores liv: Nu står der skum fra bølgetop (DDS 731). Det er oktober. Bølgerne har skumtoppe, og blæsten river det ned, som Gud har skabt i løbet af sommeren. Æblerne er modne og “falder i “oktobermørke haver”. Det er naturens gang, og vi kan nikke genkendende til beskrivelsen.
Busk Sørensen henvender sig modsat Oehlenschläger ikke til naturen for at bede den om at optræde som en lærer. Naturen er ikke besjælet som hos romantikerne. Det er Gud selv, Busk Sørensen ser som den store læremester:

3 Gud, lær os før din vinters gru
som æblerne, der falder nu,
at slippe alt vort eget.
Din søn var her og viste os,
at døden intet finder hos
den, som har elsket meget.

Naturen kan bruges som billede på, hvordan vores liv også bevæger sig frem mod efteråret; men den egentlige lære får vi af Gud, der lod sin søn vise os, at “døden intet finder hos, / den som har elsket meget”. Når disse naturmetaforer er så overbevisende, skyldes det, at de afspejler et forløb, som vi kender og regner med. År efter år har vi med egne øjne konstateret, at sådan er det. Bibelen og Salmebogen er da også fyldt med billeder hentet fra naturens verden. Billederne viser lighederne mellem os og naturen; men både Bibel og Salmebog viser også, at vi ikke kan nøjes med at spejle os i naturen. Selv en naturromantiker som Oehlenschläger må have frelseshistorien med. Det er for begge salmedigtere evangeliet om Jesus Kristus, hans død og opstandelse, der giver håb midt i døden.

Ø-præst Agnes Haugaard

 

Præstens ord uge 42

At lytte til hinanden – og til Gud

Det kan være svært at lytte, når andre taler. Tit har vi samtidig travlt med at formulere svaret inden i os selv, så vi ikke fuldt ud koncentreret os om at tage den andens budskab ind og lige give os tid til at reflektere, inden vi svarer. Og det er synd. For så er vi ikke 100 % til stede.

At lytte betyder at overveje det, den anden siger og yde en reel indsats for at forstå den anden. Det handler ikke kun om at få sine egne synspunkter frem, og det handler ikke kun om ord. At lytte kan også betyde, at vi tør tavsheden. At vi tør være stille og bare være – sammen eller alene.

I kirken er der tid til ro og fordybelse. Mulighed for tavshed – og lytten. De fleste kirker på Ærø er åbne fra 8-16, og her kan alle gå ind og nyde stilheden.

Det er vi en lille gruppe, der gør sammen. Vi mødes til Lectio Divina hver anden onsdag aften. Så går vi ind i Tranderup kirke og sidder i stilhed i ½ time og reflekterer over et kort bibelsted fra ét af evangelierne. Freden og stilheden i kirkerummet er med til at åbne vores sanser. Og al uro og stress aftager. Derefter snakker vi om, hvad vi har tænkt og drikker en kop kaffe sammen.

Lectio Divina er åben for alle, og alle er velkomne til at komme og nyde freden og stilheden i det smukke kirkerum i Tranderup Kirke. Vi mødes næste gang onsdag den 21. oktober kl. 19.30, og der er mulighed for samkørsel fra Marstal og Ærøskøbing.

Ø-præst Pia Vandrup

Tlf. 30448083

Præstens ord uge 41

Om at være taknemmelig.

Kender I det?

At en strofe fra en sang eller et citat bliver ved med at komme frem i tankerne gang på gang.

Sådan har jeg det. Sætningen lyder i al sin enkelthed: ”Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage”.

En skøn beskrivelse. Der kunne også have stået: ”Lykken er, når alt er tabt, at få alt tilbage”. Men nu står der ”nåden” og ikke ”lykken”.

Lykke er sådan et fluffy begreb - et modeord. Vi ønsker os alle sammen lykke. Men hvor stammer lykken fra? Er det os selv, der skaber lykken, eller er det bare noget, som kommer til os, uden at vi ved hvorfra? Det vil jeg lade op til jer læsere selv at besvare.

I stedet vil jeg dvæle lidt ved ordet ”Nåde”.

Hvad er nåde, og hvor stammer selve citatet fra?

Allerførst: Jeg googlede citatet og fandt frem til at strofen stammer fra salme 522 i den danske salmebog: ”Nåden er din dagligdag”. Den er skrevet af Johannes Møllehave og lyder i al sin enkelthed:


Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.

Jeg vil ikke føje så meget til, for Møllehave gør det formidabelt.

Blot gentage ordene: ”Nåden er den kærlighed, som blev grundløst givet”. Det er sådan Gud er.

Derfor er jeg fuld af taknemmelighed og stolt af at være en kristen. For et stærkere budskab findes ikke.

Ø-præst Pia Vandrup

Præstens ord uge 40

Guds Skaberværk og Grøn Kirke

Fra salmen ”Du gav mig, o Herre en lod af din jord, som jeg nu min egen må kalde”,  lyder ordene i  Aastrups oversættelse i 1945  fra den svenske digter Sundell (Nr. 728 i Den Danske Salmebog).

Aastrup var præst i Sverige for de danskere, der var flygtet fra det besatte fædreland:

”Af henfarne slægter jeg arved den vang,

hvis muld jeg for udsæd nu pløjer.

Her ryddet de marken for stene engang

og  dyrked den siden med suk eller sang.

Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,

frimodigt som fuglen i skove”

Det slid i marken husker jeg aldrig min far at længes efter, da han var barn og ung.

Det var hårdt og lugtede ikke af overflod og rigdom, men af sved, tæsk og fattigdom i mange jyske sogne og karlekamre.

Der er dejligt på landet, når man har overskud.

Det har vi og naturen er blevet en eksklusiv vare – især i denne tid.

Hvordan vi bevarer skaberværket, er der mange meninger om. Skal vi alle stoppe med at flyve og være veganere? Skal vi alle tænke en smule mere på, hvordan vi bruger vores rigdom? Er det nødvendigt at flyve på storbyweekender for at bruge vores overflod på gode middage og på golfbanen?

Alle Ærøs 7 kirker  er  Grønne Kirker og de er det i det positive lys af Evangeliets ord om at tage vare på vores dejlige ø og al den rigdom af åndlighed og natur, vi har omkring os. Det ville Frans Assisi sige engang for længe siden. I dag er han en af dem som oftest bliver nævnt i den gode og positive bølge, der vælter ind over Skandinavien om at vandre/gå sig til Gudsforholdet, åndelighed og erkendelse af, at vi ikke ejer jorden, men kun har den til låns.

Det  lykkedes  Ærøs 7 kirker at blive godkendt som Grønne Kirker.

Når man er Grøn Kirke forpligter man sig til at arbejde for større bæredygtighed i forhold til miljø og klima.

Da de fleste af medlemmerne i menighedsrådet blev født engang i løbet af fyrrerne/halvtredserne, var der ca. 2,5 milliarder mennesker på planeten jorden. Nu i 2020 er vi knap 7,5 milliarder, og man regner med at der i 2030 er 8,5 milliarder mennesker på jorden. I 50’erne – 60’erne var levestandarden i de vestlige lande høj, mens levestandarden i Asien og Afrika var meget lav.

 I dag stræber folk  i  Asien  og  Afrika  naturligt  nok  efter en højere levestandard og livskvalitet.

De vil også gerne have en bil og spise kød, som os. Dette sætter naturligt nok planeten og dens ressourcer under stort pres.

Vi vil alle gerne give en sund og bæredygtig verden videre til vores børn og børnebørn. Vi ejer ikke jorden, vi låner den blot af vore efterkommere. Som Grønne Kirker forpligter vi os til i vores handlemåde at forvalte Guds skaberværk så godt som muligt.

Vi kan ved driften af vores kirker gøre vores til at forvalte skaberværket så godt og bæredygtigt som muligt.

Vi har fået ansvaret for forvaltningen af jorden overdraget af Gud, og den opgave må vi tage på os.

 

 

Præstens ord - uge 39

Der er usynlige vitaminer i kærlige ord

Vi lever i en tid, hvor der er stor fokus på mad, altså på hvad vi putter i munden. Vi ser det bl.a. i de mange madprogrammer, madmagasiner og i de nye betegnelser for den mad du spiser. Er du kødspisere, vegetarer, veganer, flexitar, pollotar osv. Der er også noget næsten religiøst og moraliserende over synet på maden, som gør at den også er delt op i etiske procenter. F.eks. i innocent juice eller guiltfree mad. Ja – det er ligefør, at man kan opnå en hvis renhed ved at putte de rigtige sager i munden – ved at spise rigtigt kan man blive et godt menneske.

Jesus siger et sted: Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.

Og her tænker han ikke kun på de ord, som vi siger. Men også på vores handlinger overfor hinanden. Mens tiden er meget optaget af, hvad der kan forlænge vores levetid gennem det vi spiser peger Jesus på noget andet, nemlig at det er enormt afgørende hvad der går ud af vores mund. Der er mere næring i et smukt ord end i en gulerod. Der er mere kød på en opmuntrende bemærkning end på en økologisk fritgående høne. Vi fodrer så at sige hinanden med det, vi siger. Men ikke bare et spørgsmål om hvad der går ud af vores munde, men også hvad der går ud gennem vore lemmer. Med vore hænder, fødder, arme, ben kan vi lindre og hjælpe. Vi er elsket af Gud og derfor er det muligt at elske tilbage. Så selv om det ikke kan måles og vejes og dermed bevises videnskabeligt, så er der næring og tonsvis af usynlige vitaminer i kærlige ord og gode gerninger. 

Henny Kvist, ø-præst.

Præstens ord - uge 38

Den nye høstsalme: Fra vest står blæsten  

Til høstgudstjenesterne rundtomkring på øen skal vi i år synge en ny høstsalme. Den blev skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen i 2013 i forbindelse med en høstfest i Rakkeby i Vendsyssel. Fra vest står blæsten omfatter både Vestjyllands læhegn, byg og hvede samt byens kælderskakter, hvor det våde, visne løv gemmer sig og rådner bort. Spørgsmålet er imidlertid, om dette forsøg på at favne bredt virker, eller om identifikationen for storbymennesket eller kirkegængere i landets frodige og grønne egne er hægtet af, når der indledes med omtalen af lave, vestjyske fyrrehegn? I nærværende salme kan man sige, at der kompenseres for den mulige eksklusion ved, at der i det følgende flere gange tales inkluderende og inddragende. 

Høstsalmen har den kendte takketone, når ‘vores lovsang’ fylder himmelrummet, men den har også en underliggende tone af vemod og afsked, som det kendes fra andre høstsalmer, ikke mindst Nu falmer skoven trindt om land. Denne dysterhed findes allerede i første vers, hvor de lave hegn danser skyggedans med mørkets magter, men også i feriedage der er brugt, sommer der brænder ned, og græs der visner.  

Et andet væsentligt element i salmen er den måde, hvorpå salmen inddrager alle mennesker - både dem, der har meget at takke for, dem, ”som året bragte mere sorg end glæde” samt dem, for hvem fremtiden er en ”ligning med en hel del ubekendte”. Alle disse mennesker - og os med dem - ses dermed som små dele af et stort skaberværk, hvor forgængelighed og usikkerhed er et fælles eksistensvilkår. Til os alle lyder det ”Frygt ikke”, som igen og igen er engles ord til mennesker i Det Nye Testamente, og som gør, at vi kan lade vores vinterhjerter leve i Guds hænder. 

Salmedigteren skriver selv om salmen: ”Da Danmark var et landbrugsland, var det naturligt at holde høstgudstjeneste og takke for høsten, men jeg tror, at når høstgudstjenester stadig er en naturlig del af vores kirkeår og tradition, så skyldes det, at vi har brug for engang imellem særligt at lægge vægten på taknemmeligheden over menneskelivet som helhed. Derfor er salmen en efterårs- og høstsalme, hvor jeg prøver at udvide perspektivet lidt fra høsten til taknemmeligheden over, at Gud ikke alene giver sol og væde, men også er hos os, når vi sørger og frygter for fremtide

Præstens ord uge 37

Septembers himmel er så blå 

Dens skyer lyser hvide 

og kirkerne er (næsten) fulde af folk, 

der ser konfirmanderne gå 

for nu skal de ud og om livet ha’ mere ad vide 

og med sig får de Helligånden som tolk 

 

Ja, jeg er tydeligvis ikke digter (især ikke, hvis I forsøger at sætte ovenforstående linjer sammen med Otto Mortensens velkendte melodi fra 1949), men jeg glæder mig altid til september – og i år bliver den noget helt særligt. For i år fejrer vi ikke blot høsten, men også de konfirmationer, som blev udskudt i foråret. Desværre er konfirmationsgudstjenesterne i øens kirker kun åbne for de inviterede pga. deltagerbegrænsning ifølge coronareglerne. Men frygt ikke, I kan stadig være med til at fejre noget: nemlig høsten.  

Den evigt tilbagevendende overflod af korn, frugt og nødder i alskens varianter. De fleste af jer, vil uden tvivl kende de mægtige høstsalmer Du gav mig, o Herre, en lod af din jord (DDS 728), Nu falmer skoven trindt om land (DDS 729) og Vi pløjed og vi så’de (DDS 730), og derfor kunne man nemt forledes til at tro, at det var vanskeligt - om ikke umuligt - at skrive nye høstsalmer. 

Lige så stærke de gode, gamle høstsalmer er, lige så tydeligt er det imidlertid, at de er skrevet i en tid, der ikke er vores: De gamle høstsalmer er skrevet i en homogen, før-teknologisk landbokultur, som de færreste af os kan kende, endsige lever i nu. Der er løbende blevet skrevet moderne landbrugs- og høstsalmer, f.eks. den morsomme Jeg ejer både mark og eng af Jens Smærup Sørensen, der står i Højskolesangbogen (nr. 129) og senest udskrev ‘Landbrugets Kulturfond’ i 2015 en konkurrence om at skrive en ny landbrugssang. 

Mens de færreste i vor tid høster, og mange børn ikke har det fjerneste kendskab til, hvor korn og brød kommer fra, så er det fortsat en fast tradition i de fleste kirker (i hvert fald uden for de store byer) at holde høstgudstjenester. Også derfor indeholder vores salmebogstillæg ‘100 salmer’ hele to høstsalmer. Den første er skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen i 2013 i forbindelse med en høstfest i Rakkeby i Vendsyssel. Og den komme vi til at synge øen rundt til høstgudstjenesterne. Den hedder Fra vest står blæsten, og i næste uges Præstens Ord vil jeg beskrive den.  

Præstens Ord - uge 36

Kvindesyn i bibelen

  • En appetitvækker.

Da jeg læste teologi fulgte jeg en spændende undervisningsrække om kvinderne i Lukasevangeliet. Det var nogle for mig nye synsvinkler, der fremkom, og jeg oplevede det som en øjenåbner.

Bibelen er oprindelig skrevet af mænd og for mænd. Den er skrevet ind i et patriarkalsk samfund, og kun meget få kvinder i det gamle Israel kunne læse, mens drengene lærte det som en del af deres undervisning i Toraen – Moseloven.

Synet på kvinderne er dog ikke ensartet i bibelen. Hverken i Gammel Testamente som helhed, men heller ikke i Ny testamente.

Lige fra begyndelsen i Gammel Testamente i skabelsesberetningen er der forskel på mand og kvinde. Adam blev skabt først og Eva skabtes ud af et ribben fra ham. Hun blev skabt med det formål at tjene manden: være hans medhjælp.

Det negative billede som kan tegnes er, at kvinden var mandens ejendom og blev ikke betragtet som et selvstændigt individ. Men andre steder i Gammel Testamente bliver kvinden rost for at være den dygtige husmor, og det fremhæves, at hun skaber nyt liv. Nogle steder beskrives hun som den smukke elskerinde, og der er både meget poetisk smukke beskrivelser af kvinden samt elskov mellem mand og kvinde (Højsangen), mens hun andre steder beskrives som en forfører og en ”maneater”.

Ny Testamente har overordnet set samme kvindesyn som i Gammel Testamente. Og så alligevel ikke. For i Jesu omgang med kvinderne sker der et nybrud. Samtiden var ikke helt parat til at værdisætte det, men ikke desto mindre kan vi læse det – også mellem linjerne.

Jesus talte med kvinder – vantro kvinder – faldne kvinder – syge kvinder – urene kvinder osv. Det var utænkeligt i hans samtid. Han værdsatte kvinderne og behandlede dem med respekt. Men den nye vinkel på temaet var, da vores underviser påpegede, at kvinderne, da de kom til den tomme grav, fik til opgave at fortælle, at Jesus var opstået. Ifølge Mattæus evangeliet kom en engel til kvinderne og sagde til dem: ”.. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde”.

Med andre ord fik kvinderne til opgave at forkynde om Jesu opstandelse.

Det viser et helt andet billede end Paulus, som skriver, at kvinder skal tie i forsamlinger. Dog havde Paulus selv et tæt samarbejde med kvinderne for at udbrede evangeliet. Så heller ikke hos Paulus er der en ensrettet og gennemført opfattelse af kvinderne.

Ø-præst Pia Vandrup

Præstens Ord uge-35

Frans af Assisi

Andet oplæg til Fællesgudstjeneste

Bregninge Præstegårdshave

Søndag den 30. august kl. 14.00 – prædikant Erik Strid og foredrag om Frans af Assisi

Værdifuldt værk om Frans af Assisi

Erik Strid: En lille tosse i verden – Frans af Assisis historie

413 sider. Eksistensen.  Se også www.assisi.dk

Denne biografi er et værdifuldt værk, som beskriver en helgens liv levende og kreativt ud fra Erik Strids indgående kendskab til et enormt kildemateriale fra samtiden og 200 år frem, suppleret med stor viden om tiden, stederne, egne rejser og iagttagelser.

Fokus er især Frans af Assisis liv og trosvandring holdt op mod samtiden. Titlen ”en lille ny tosse i verden” virker ejendommelig, indtil man læser dette citat: ” ’Gud ville at jeg skulle være en lille ny tosse i verden!’ sagde Frans på stråmåttekapitlet i 1221”. Frans af Assisi blev helgenkåret i 1228 allerede to år efter sin død og har haft kolossal betydning lige siden.

Tro, fattigdom og frihed

Erik Strid reflekterer grundigt og nuanceret ud fra kildematerialet over, hvordan Frans’ liv hang sammen med andre på hans tid, fx tros-søskende, kirkens autoriteter, velgørere, borgere, og forholdet mellem de byer, som Frans virkede i.

Gedigen guide

Med sin passion for kunst fører Erik Strid læseren kyndigt gennem Frans’ liv, ikke blot i tekst, men også gennem malerier og steder samt de mange biografier og historier om ham. Derfor egner bogen sig også til at være en rejseguide til Frans’ steder i Assisi og omegn.

Frans af Assisi er måske allermest kendt for dét citat, som han ikke selv sagde. Nemlig for de ord, som satte ham i gang med hans livsgerning, og som han i det faldefærdige kapel i San Damiano ifølge legenden hørte Jesus sige til ham: Frans, gå hen og genopbyg min kirke. Den er ved at falde sammen.

Og det arbejdede Frans så med resten af livet, hvor han også var manden bag nedenstående citater:

1) Start med at gøre det nødvendige, gør  derpå  det mulige - og pludselig gør du det umulige.

2) Det er, når vi giver, at vi modtager.

3) Herre, sørg for at jeg ikke søger at blive elsket, men at elske.

4) Sørg for hele tiden at prædike Evangeliet og brug om nødvendigt ord.

5) Hvis Gud kan virke igennem mig, kan Han virke igennem alle.

6) Herre, gør mig til et redskab for din fred. Hvor der er had, lad mig så kærlighed.

7) Hvor der er næstekærlighed og visdom, er der hverken frygt eller uvidenhed.

8) Størst af alle gaver og al den nåde, som Jesus giver os, er den at overvinde sig selv.

9) Det var ikke dæmoner, der korsfæstede Ham (Jesus), det var os mennesker, der korsfæstede Ham og stadig korsfæster Ham, når vi finder nydelse i vores laster og synder.

10) Helliggør dig selv, og du vil helliggøre samfundet.

Af  ø-præst Agnes Haugaard

Præstens Ord - uge 33

Af  ø-præst Agnes Haugaard

Frans af Assisi

Første oplæg til Fællesgudstjeneste

Bregninge Præstegårdshave

Søndag den 30. august kl. 14.00 – prædikant Erik Strid og foredrag om Frans af Assisi

Frans levede i Italien ca. 1181-1226.

Hans symbol/attribut er fugle, rådyr, fisk og ulv og på de tegn, kan man altid kende ham på billeder.

Han er skytshelgen for naturbevaring og økologer.

Frans brugte ikke naturen som et fristed FRA verden, men opfattede skabningerne som genstande for en kærlighed, der afspejlede kærligheden til Skaberen.

Han prædikede til fuglene, ligesom han tæmmede ulven Gubbio.

Han er grundlægger af den franciskanske broderorden og forfatter til ”Solsangen”, også kendt som ”Hymne til Broder Sol” og ”Hymne til alt levende”.

Vi synger den ofte her på Ærø til vores Taizé- andagter:

”Lovet være Du, Herre, med alle Dine skabninger,

Især herr Broder Sol

Som skaber dag, og Du oplyser os ved ham,

Og han er skøn og strålende med stor glans;

På Dig, Du Højeste, er han et billede

Lovet være Du, herre, for Moder Jord,

Som opholder os og bærer os

Og frembringer alskens frugter og farvede blomster og græs.”

 (Uddrag af ”Solsangen” oversat af Johannes Johansen)

Grundlaget for Frans´ klosterregel var, at medlemmerne skulle leve enkelt som fattige arbejdere i sivhytter uden stole og borde.

I mødet med en spedalsk kom Frans af Assisi til en forståelse af, hvad hans primære kald var:

At tjene de fattige og dernæst at fortælle om Guds rige og omvendelsen – ligesom Jesus.

Familie og venner havde svært ved at forstå omvendelsen fra et muntert velstående liv til et liv med afsavn og lidelse.

Frans var opmærksom på kirkens betydning, men ønskede ikke at blive alt for bundet af egentlige ordensregler, da det kunne have uønskede bivirkninger. Det ser ud til, at Frans oplevede både ydre og indre kamp med at forene et liv helt løsrevet fra ejerskab samtidig med, at han indså behovet for et sæt ordensregler godkendt af de kirkelige autoriteter.

Med ønsket om at udleve fattigdommen til det yderste, betød det også, at Frans af Assisi måtte gennemleve meget store fysiske og åndelige strabadser. I slutningen af sit liv oplevede han, at Gud valgte for ham.

2. del følger i næste uge!

Præstens ord -uge 32

Mere om humor.

Tre mænd sag og diskuterede højlydt, om hvilket erhverv, der var det ældste.

Kirurgen sagde: ”Gud skar et ribben ud af Adam for at skabe Eva, så kirurgi er det ældste erhverv”.

”Nej” sagde entreprenøren: ”Gud flyttede en masse jord og vand rundt, da han skulle gøre jorden beboelig, for inden da var alt kaos. Så mit erhverv er det ældste”.

”Nåh”, sagde edb-programmøren tørt, ”men hvem, tror I, skabte kaos”?

Jeg elsker vittigheder. Gode uventede pointer får mig til at grine. Ind imellem søger jeg vittigheder på nettet, og så sidder jeg og griner højt for mig selv.

Min stedfar var en meget sammensat person. Men en ting var han god til – at fortælle vittigheder. Han havde et kæmpe repertoire. Jeg var ganske ung og syntes, at det var åndsvagt. Som en selvhøjtidelig teenager mente jeg, at man skulle være alvorlig og seriøs. Men det har heldigvis ændret sig med årene, og i dag kan jeg sågar grine af mig selv og tilmed nyde at gøre det.

Der er masser af alvor i verden – og selvhøjtidelighed. Tænk nu hvis de store statsledere kunne fortælle hinanden sjove historier og grine sammen; så kunne mange konflikter opblødes eller måske helt undgås? Her kan vores statsminister Mette Frederiksen være et forbillede. Hun talte ved folketingets åbningstale om købet af elefanten Ramboline og dennes bedste ven, kamelen Ali. Men hun kunne ikke holde masken og hun kluklo, så snart brød hele folketingssalen ud i latter. Er det politik på højt plan? – Nej. Er det seriøst? Hm. Men er det forløsende at se mennesket bag masken? – Ja så ganske afgjort.

Når vi griner, viser vi glæde, og de andre får lov til at se lidt mere af det menneske, jeg i virkeligheden er. Pludselig viser vi glimt af, hvem der bor inde bagved facaden. Barriererne falder. Der kommer store fine revner i mit forsvar og vores reserverethed overfor hinanden smuldrer. Der skabes kontakt.

Det får mig til at tænke på et par vers fra digtet af Benny Andersen: ”Mørkets sang”. Det handler om glæde og om at ”se hinanden”. Et af versene lyder:

”Ånd på mit hjerte og tæl så til ti, hør hvor det vågner af glæde. Vis mig dit ansigt før alt er forbi. Så er vi begge til stede”.

Og et senere vers lyder: ”Affind dig ikke med mørkets magi. Rut med dit forråd af glæde. Vis mig dit ansigt før alt er forbi. Så er vi begge til stede”.

Ø-præst

Pia Vandrup

Præstens ord -uge 31

Om humor.

For en del år siden fandt jeg en bog i et antikvariat. Den hedder: ”Afskaf alderdommen – bliv i de voksnes rækker”. Den er skrevet af Lone Kühlmann og Henning Kirk. Den vakte min interesse, og jeg købte den. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Især kapitlet om humor: ”Latteren længe leve” har fået mig til at trække på smilebåndet flere gange.

Bl.a. fortællingen om den franske kvinde Jeanne Calment, har moret mig meget. Hun nåede den høje alder af 122 år til undren for mange. Mh. Kost og motion levede hun som flertallet. Men hun mente selv, at hendes humor og nysgerrighed havde været en ikke uvæsentlig faktor til hendes høje alder. Og hendes evne til at grine af sig selv. Hun fortalte med et glimt i øjet om sin helt specielle pensionsordning. I en alder af 90 år solgte hun sit hus til en advokat. Han skulle betale hende et vist månedligt beløb, mod at han måtte overtage huset ved hendes død. - En god aftale mente han selv. Men som hun sagde, da han døde tæt på hendes 120 års fødselsdag: ”Enhver kan gøre en dårlig forretning”.

Eller da hun på sin 110 års fødselsdag blev spurgt om hun ønskede at blive endnu ældre. Hertil svarede hun, at når hun endelig i en alder af 110 år havde opnået at blive berømt, ville hun gerne opleve berømmelsen nogle år endnu.

Ja, humor er en vigtig og skøn ting. Intet kan lette humøret som en forløsende latter.

Jeg er også sikker på, at Gud har humor. Jeg tror at han på den 7. dag, da han nød sit skaberværk, har siddet og grinet højt, mens han så Adam og Eva løbe omkring som to forvoksede kattekillinger.

Og han har sikkert moret sig højlydt, mens han så på næbdyret og sagde til sig selv: den dag havde jeg det sjovt og se, hvilken skøn skabning, der kom ud af det.

Jo, vi skal huske at grine og lave sjov. Alt skal ikke være så alvorligt – Gud har også skabt os, så vi kan smile og grine. Og vi er jo som bekendt skabt i Guds billede.

Ø-præst Pia Vandrup

Præstens Ord- uge 30

Syng en ny sang for Herren!

Hver generation, hvert slægtled finder sin måde at synge på. Formulere sig på. Samtidig med at vi bliver ved med at synge med på den gamle, kendte salmer. Vi synger med på tradition helt tilbage fra Salmernes Bog.

Der sker noget med mig, når jeg synger. Undertiden noget overraskende. Noget uventet. Sangen forløser. Renser. Den frigør det bundne, det fastlåste i mit indre. Den giver lovsangen, ikke blot ord, men også toner. Vinger. Den får mig til at føle mig ét med den eller med dem, jeg synger sammen med. Den bringer mig sammen i et fællesskab med mennesker, jeg ikke kender. Som jeg måske havde et fællesskab med i forvejen.

Der er stadig liv i de gamle ord, som mennesker har sunget længe før mig. Ord, hvis betydning jeg måske knap nok kender. Jeg mærker i mig selv, at jeg er med til at føre tidligere generationers lovsang videre. Så den ikke stopper.

Syng en ny sang for Herren. Også med nye ord. Vore egne ord. Kirken kan ikke undvære dem. Kirken kan ikke undvære den nye sang. Som viser, at sangen og lovsangen lever. Den, som fødes ud af vort eget hjerte. Og forener os med Gud.

Syng en ny sang for Herren. For Herrens barmhjertighed er ny hver morgen. Hans troskab er ikke brugt op. Hans nåde er stor. Derfor er det aldrig gjort med at sige: det har vi gjort. Den sang har vi allerede sunget. Det gjorde vi i går.

Den nye sang synges ikke blot med menneskestemmer. Hele jorden er med til at forkynde og lovprise Gud. Vindens susen. Havets brusen. Træernes fryderåb, når bladene grønnes. ⹂Op, al den ting som Gud har gjort, hans herlighed at prise!”

Præstens Ord -uge 29

Syng lovsang, hele jorden!

 Syng en ny sang for Herren,

syng for Herren, hele jorden!

 Syng for Herren, pris hans navn,

forkynd hans frelse dag efter dag!

 Fortæl om hans herlighed blandt folkene,

om hans undere blandt alle folkeslag!

 For Herren er stor og højt lovprist,

han er frygtindgydende for alle guder.

 For alle folkenes guder er intet værd,

men Herren skabte himlen.

 Højhed og pragt er foran ham,

styrke og herlighed i hans helligdom.

  • Salme 96 i Salmernes Bog, Det Gamle Testamente

Hvorfor synger vi? Hvad er det som gør, at vi ikke kan nøjes med at udtrykke os i ord, men også forsyner vores ord med en melodi? At vi bryder ud i sang? Det kan vi ikke give noget udtømmende svar på. Men det er en kendsgerning, at de stærkeste følelser i livet bæres afsted på sangens vinger.

 Tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn”, lyder Paulus’ opfordring. Opfordringen til at synge er ikke til at tage fejl af.

 Syng en ny sang for Herren” står der i Det Gamle Testamente. Salmesang og salmedigtning er en proces, som aldrig ophører – den første sang og den første salme i historien kende vi ikke. Den sidste salme er heller ikke skrevet. Og bliver det ikke. Salmernes Bog i Biblen og salmebogen i kirken er kirkens og kristnes levende tradition, som fortsætter så længe, der er mennesker. Sangen og lovsangen til Gud finder hele tiden nye veje. Nye ord. Nye toner. Nye udtryksformer. Den baner sig vej.

Onsdag d. 15. juli er der Taizé-inspireret gudstjeneste i Ærøskøbing kirke kl. 19.30. Til en sådan gudstjeneste er sangen i centrum, og de er ment som en hjælp til at tage sig tid i Guds nærvær. De er fængende, enkle og skal gentage sig i flere minutter, så meningen med hver enkelt sang kan rodfæste sig i hjertet. Alle er velkomne!

Pia Vandrup- uge 28

Præstens Ord – om Helligånden.
For nogle uger siden begyndte jeg at skrive om Helligånden. Og jeg vil knytte lidt mere til. For det med Helligånden er svært at gribe om. Men meget fascinerende.
For en del år siden deltog jeg i undervisning af de kommende konfirmander. Vi var nået til Helligånden, og jeg var spændt på, hvordan præsten ville gribe det an.
Han havde nogle balloner med, som han delte ud til hver enkelt. De skulle nu puste luft i deres balloner. Det gjorde de, og så skulle de give slip på ballonen. Ballonerne susede rundt i lokalet. Vi kunne knap følge dem med øjnene, og det var umuligt at forudsige, hvor de landede.
Se, sådan er det med Helligånden, fortalte præsten. Det, som er i ballonen er usynligt, men vi kan se, at det får den til at bevæge sig. Der er altså her en stor kraft, som vi ikke kan se, som giver bevægelse men også uforudsigelighed – hvor flyver den hen? Vi kan ikke bestemme det, og vi kan ikke styre det.
Det var en beskrivelse af Helligånden: En usynlig Guds kraft som giver energi, sætter i bevægelse men samtidig ikke kan styres – akkurat som der står i Johannes Evangeliet kap. 3: ”Vinden (Ånden) blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”.
Men det bliver meget større: For Helligånden er en del af Gud, og når vi holder dåb, døber vi i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Ligesom vi i trosbekendelsen siger, at ”vi tror på Helligånden, og vi fortsætter: ”den hellige almindelige kirke, de helliges samfund…”
Helligånden gjorde det muligt at den kristne kirke blev til idet den udrustede disciplene og dernæst dem, der kom til tro til at bringe budskabet om Jesus videre.
Som der står i Johannes Evangeliet kap 15,26:”Når talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen skal han vidne om mig”. Så Helligånden både gør troen på Jesus levende og giver en ny og større forståelse af evangeliet.
På det personlige plan forbinder jeg også Helligånden med, at jeg føler mig levende. At jeg kan føle en stor glæde og taknemmelighed f.eks. når jeg er ude i Guds natur og pludselig – nærmest i et helligt øjeblik – bliver fyldt med en taknemmelighed og en overnaturlig glæde og fred over alt det skønne Gud har skabt, så jeg nærmest
føler mig i ét med Gud og hans skaberværk. Vi bruger nogle gange udtrykket: ”Det var som at høre englene synge”.
Eller i kirken: at en salme, eller bare det at være i kirken, kan fylde mig med en fred og glæde, som jeg sjældent finder andre steder. Svært at sætte ord på, men jeg tror, at mange af jer kan nikke genkendende hertil.
Og det var noget af det, som fik mig til at vælge præstegerningen. Et ønske om at dele dette med andre mennesker. Et ønske om at vi skulle få øje på og opleve Guds storhed og dele glæden ved at opleve Guds nærvær.
Må Gud give jer en dejlig dag med sol eller rusk og regn men med masser af glæde.


Pia Vandrup Ø-præst på Ærø

Agnes Haugaard- uge 26

Syndsforvirret eller sindsforvirret – påskeunderet

Jesus døde for vores synder. Har vi mistet troen på synden eller er det vigtigere end nogensinde i kristendommens historie at tale om den?

Kun i en kirke på Ærø har vi kunst af den store nordiske kirkekunster Sven Havsteen-Mikkelsen – endda blot et forarbejde (forlæg). Forarbejdet i Bregninge Kirkes våbenhus viser ”Kvinderne ved graven Påskemorgen” og den altdominerende farve er gul, der som en sol lyser, for det var tidligt om morgenen. Kunstneren skriver selv om dette motiv, at selve øjeblikket for Jesu opstandelse var der ingen vidner til.  Den hemmelighed har Gud villet beholde for sig selv.

Forarbejdet blev til et østvendt  glasmosaikvindue  i Tarm Kirke i 1973.

I Jesu død og opstandelse  ligget inkluderet et af kristendommens mest centrale begreber – ordet synd.

Men tænker vi os om, hvornår vi hørte en præst eller kirkens folk  bruge ordet i debatten om værdier?  Ordet er blevet forvrænget til noget i retning af, at vi ikke har kontrol og succes i livet og at den ydmyge syndserkendelse er for gamle koner og enker fra Jylland i en fjern fortid.

Det bærer med sig associationer om åndelig magtmisbrug som de truende afladshandlere før Reformationen. Hvis ikke du betaler for dine syndere, kommer du lige direkte i Helvede.

Hvad er der blevet af den vanskelige grundsynd og af den onde synd?

Synd blev tidligere  knyttet til direkte og synlige handlinger.

At være syndig  er en grundlæggende negativ måde at tale om mennesket på. Det sigter til den pietistiske arvs strenge moralbegreber om dans, homofili, søndagsarbejde og sex  før ægteskabet.

Er kirken blevet synds- og/ eller sindsforvirret siden dette vigtige ord nærmest er væk?

Spørger vi de unge til konfirmandforberedelsen, ved de ikke, hvad det betyder.

Men synd er ikke et begreb, som er lavet af et konsulentfirma.  Det har en lang historie og har levet sit liv med i kulturen.  Vi må i kirken leve med, at folk kan misforstå det.

Men at forsøge at omtolke og nedgradere det af angst for at miste medlemmer eller at tækkes mennesker, giver et halvfabrikata eller et ”secondaprodukt”.

Synd handler om meget mere end at overholde moralske regler og konkrete bud.

At synde er at gå over en grænse i sig selv og på tværs af sin værdighed i ren og skær egoisme. Det rummer skyld, skam og alle disse ting er fortrængt i vores samfund.

Jeg tror, folk har behov for at bliver anerkendt som skyldige og få tilgivelse gennem skriftemålet – dybest set fra Gud.

Der er mere i kristendommen end at Gud elsker dig og alle sine børn; men også den erkendelse, at synd er, når vi tror, vi er Gud.

Vi drømmer og har ønsker for vores liv, og hvem vi gerne vil være. Men så bliver det ikke præcist, som vi håber.

Enten drømmen er om den store kærlighed, at være en god mor, en god ven eller hvordan man ønsker at omtale andre. Vi udfordres konstant, for livet leves.

Vi bærer alle på en grundlæggende egoisme, drømme, idealer og livet, som det faktisk blev.

Det handler i mange tilfælde om kristendommens synd – vores utilstrækkelighed som mennesker og samfund i mødet med lysten til det gode i vores hjerter.

Gud svarer på den synds- og sindsforvirring helt enkelt efter Påskemorgenstunden: ”Så tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen! ”

Ø-præst Agnes Haugaard

 

 

 

Pia Vandrup- uge 24

Pinse og Prædiken

Pinse er en dejlig tid. Især i år hvor vejret har været pragtfuldt. Jeg elsker denne tid på året. Lysegrønne blade på træerne, gule rapsmarker, fuglesang og ikke mindst det faktum at folk kommer ud af husene, og vi får en snak (på afstand - men alligevel dejligt). Børn og voksne er begyndt at kaste sig ud i bølgerne og stemmer fra børn og voksne kan høres ud over hele Ærø.

Men snart vender det, og dagene bliver igen kortere. Det kommer bag på mig hvert år, hvor hurtigt denne skønne tid med forår og sommer indtil Sankt Hans går. Jeg synes lige, at sommeren er startet. Jeg ville gerne have en længere sommer, men til gengæld nyder jeg, at vi har en så frodig natur og afvekslende blomster og planter. Jeg beundrer de frodige marker og tænker på bønderne, som troligt tilsår deres marker år efter år. Ikke noget slendrian – markerne skal tilsås på de rette tidspunkter for at få afgrøder og maksimalt udbytte. Jo, jeg er glad for at bo og leve i Danmark og tæt på naturen.

Mine opgaver er af en anden slags. Det er nu ni måneder siden, at Rikke og jeg blev ansat som Ø-præster på Ærø. Det har været en spændende og givende tid. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler mig snydt over alle de uger, vi ikke kunne holde gudstjenester. Jeg forstår, hvorfor det måtte være sådan, men jeg savnede det. Det at vi sammen kunne fejre gudstjeneste. Kunne synge sammen og få en snak i kirkedøren.

Mange af os længes nok efter normale tilstande og er frustrerede over, at vi ikke kender tidshorisonten. Men kodeordene er tålmodighed og udholdenhed. Og omsorg for hinanden. Så godt vi nu kan.

Men her til pinse kom jeg alligevel på en uventet stor opgave. Jeg skulle prædike om Helligånden. Og hvordan indfanger jeg det? Billedligt?

Gud er sjældent afbilledet (pga. billedforbuddet) – men nogle gange som en gammel mand med skæg, og andre gange ser vi blot hans finger (eks. malet af Michelangelo).

Jesus derimod er afbilledet som et menneske. Han var en historisk person og levede her på jorden, ligesom dig og mig. Det er til at forstå. Og desuden står der i Ny Testamente, at når vi har set Jesus, har vi set Faderen.

Men Helligånden er fortrinsvis beskrevet i to billeder. Dels som en due (ved Jesus dåb kom Helligånden dalende ned over ham i form af en due). Og til pinse viste Helligånden sig som tunger som af ild, som satte sig på Jesu disciple.

Men Helligånden er ikke sådan at gribe om. Helligånden beskrives nogle steder som en kraft. Guds kraft. Vi ser, hvad Helligånden udretter, men den har ikke nogen skikkelse som sådan, ligesom Jesus. Som der står i Johannes Evangeliet kap 3:

”Vinden (Ånden) blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”.

Vi ser resultatet, det Helligånden udretter, og det vil jeg skrive videre om en anden gang - måske som en andagt? Som I kan læse mellem linjerne, er jeg langt fra færdig med emnet, så jeg vil sige som i ugebladene: ”Fortsættelse følger”. Så indtil nu håber jeg, at jeg har pirret til jeres nysgerrighed.

God sommer.

 

Henny Kvist-uge 22

Inspiration kommer altid til os udefra

Det er pinse. Vi skal se pinsesolen danse og fejre forårets sidste helligdag – og da pinsen jo også er kirkens fødselsdag kan vi heldigvis fejre den i de nu genåbnede kirker.

Til pinsen hører fortællingen om hvordan Jesu disciple sidder forvirrede, alene og ensomme. De ved ikke rigtig, hvad de skal stille op med alle de ord, som Jesus har fortalt dem. Men pludselig bliver alle døre og vinduer blæst op og ned fra himlen falder ildtunger  –  de stiger langsomt ned og sætter sig på deres hoveder. Og pludselig ved de, hvad de skal, og skynder sig ud i Jerusalems gader, hvor der blev talt mange forskellige sprog, for Jerusalem var en stor by, og så går de ellers i gang med at fortælle om Jesus til alle. Og miraklet i pinsen er, at alle forstår – man skal ikke kunne noget særligt for at lære om Gud.

På latin er ordet for ånd spiritus. Vi kan genkende det i ordet inspiration. På pinsedagen opfyldes disciplene, ifølge den latinske oversættelse med spiritus, og man forstår godt, hvorfor folk har opfattet disciplene som fordrukne eller fulde.

Men at fyldes med ånd betyder egentlig at inspireres. At blive inspireret. Og i pinsefortællingen udtrykkes inspirationen gennem billedet af ilden, der fordeler sig på disciplenes hoveder. De bliver fyr og flamme.

Vi bruger også billedet i dag, når vi taler om ”at brænde for noget”. At brænde for noget er at være fyldt med ånd. Man kan brænde sig på noget, man kan brænde op og brænde ud – men når man brænder for noget, så er man fyldt af inspiration, så er man fyldt af ånd.

Det interessante ved inspiration, er, at man aldrig kan finde den i sig selv. Man bliver ikke inspireret af at grave i sin egen navle. Inspiration kommer altid udefra. Inspiration er derfor både aktivt og passivt:

Ånden modtages, Ånden kommer over én– og tit helt uventet – og sætter et aftryk i én, der resulterer i handling for det, man brænder for.

Når man brænder for noget, så sætter man også aftryk – eller brændemærker – i andre – så kan man brænde sig ind i andres bevidsthed eller hjerter.

Det er det vi fejrer i pinsen. Det er kirkens fødselsdag. Disciplene blev sat i brand, og deres inspiration – deres ånd, satte aftryk i verden og i os, brændte sig ind i menneskers hjerter kloden over, og det er den ånd – den inspiration – kirken bygger på.

Glædelig pinse!  H. K.

Rikke Dupont - uge 20

Flyvefærdighed

Kristi himmelfart står lige for døren. Den dag, hvor Jesus tager afsked med disciplene, fordi han skal op til sin far i himlen. Den dag, der forbinder påskens opstandelsesbudskab med pinsen, hvor Helligånden kommer til mennesker for at udbrede budskabet om det, Jesus gjorde i påsken. Hvordan han overvandt døden og genopstod. På Ærø skulle det være den sidste dag for konfirmationer i øens kirker. Men ikke i år. Dog vil jeg gerne tilegne disse ord til alle Ærøs konfirmander, som jeg har haft fornøjelsen af at være sammen med et halvt år frem til deres hjemsendelse i marts. For Kristi himmelfart handler om Jesus, der opstår til himmels for at sidde ved sin Faders højre hånd, som vi siger det i kor i trosbekendelsen, når vi øver den ”til præst”. Han er blevet flyvefærdig. 

Som barn havde jeg en veninde, som ikke sagde Kristi Himmelfartsferie om de fridage, som helligdagen dengang betød for os, men hun sagde konsekvent ”flyvefartsferien”. Måske fordi det lød godt; måske fordi hun sådan forstod, hvad dagen betød. Flyvefart. Fly på himlen, papirsflyvere, at være flyvefærdig. 

Følg med i min tankerække, for konfirmationen er tit forbundet med, at de unge nu er et helt særligt sted i deres liv. Et sted, hvor de står på tærsklen til at være små voksne – eller i hvert fald gerne vil se sig selv som sådan – mens forældrene krampagtigt forsøger at kæmpe for, at de stadig kan være børn. Men det er ikke til at komme udenom: Der sker noget helt særligt med dem. I en eller anden grad er de flyvefærdige. De tænker over tingene. Over verden, over Gud og kristendom, over at være ordentlige mennesker. Og skal vi være ærlige, så tænker de også over, hvor pinlige deres forældre kan være, samtidig med, at de egentlig bare gerne vil have en krammer af netop dem. Og når vi (forhåbentlig) til september står i øens kirker, stemt til højtidelighed og fest, konfirmanderne i deres stiveste puds og deres forældre med lidt våde øjne, så husk på, kære konfirmander, at det ikke er pinligt, men stort. For det er tit derfor, vi mødes i kirken. Til livets store begivenheder. Jeres forældre havde jer i armene, da I var helt små, og de fyldte af glæde og bæven over livets under stod ved døbefonten og bad Gud om at holde sine hænder under jeres liv. Og på jeres konfirmationsdag vil vi stå her igen og be’ Gud om at bekræfte sit løfte fra dåben om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. 

 

Agnes Haugaard - uge 18

Fælleskalken - en dugget halvmåne på det blanke sølv 

Anna Sophie Seidelin fortæller i bogen Vidunderligst af alt på jord (Gad 1975) om dengang, hendes forældre blev præstefolk - underforstået faderen blev præst og moderen præstefrue. 

Dengang var der også smitsomme sygdomme - især tuberkulose. Brystsygen, som sygdommen blev kaldt, var farlig, fordi folk drak af samme ølkrus og spiste af samme grødfad. De sov sammen i deres meget små alkovesenge med de tunge dyner, - bedsteforældre, far, mor og mange børn. Lige pludselig kunne de ikke tåle det længere. De begyndte at dø i hele familier - hele husstande. 

Den familie, der havde sovet sammen, drukket af samme krus og spist med samme ske, blev pludselig udslettet. 

Men tuberkulosen var smitsom, meget smitsom, og ordet bacille kom på alles læber - ligesom særlige ord i vores tid fra lægevidenskaben og Seruminstituttet er blevet folkeeje. 

Nu er vi alle kommet på fornavne med personer, der normalt ikke har været almindeligt kendt for andre end specialister, såsom infektionsmediciner Kåre og Sundhedsstyrelsens Søren. 

Dengang skulle dyner pludselig luftes især i solen, spyttekrus blev indført med låg - det var slut med at spytte i stuen, eller hvor man nu havde lyst, og særligt porcelæn blev indført til hver enkelt. 

Sanatorier blev oprettet - mange på Ærø kan huske, at familiemedlemmer havde været på Nakkebølle Sanatorium, de syge blev isoleret, og maden blev også bedre. 

Men hvad med kirkens nadver - det rituelle måltid ved altergangen, hvor man drak af samme kalk (bæger)? Var det undtaget, fordi det var kirken? 

Det fælles ølkrus var udskiftet; men alterkalken var stadig fælles. Man troede, at alle bacillerne standsede ved randen af sølvkalken - at kirkens fornemme altersølv måtte være fri for brystsygens dødelige baciller... 

Folk drak af fælleskalken, mens de skævede til den hostende syge ved siden af og bad en stille bøn om, at ”Herre, vor Gud ville lade den kalk gå mig forbi” (Matthæus 26,39). 

Livets kilde var i denne kalk; men nu var frygtens kilde i denne hellige kalk. Frygten var der for alvor! 

Præsten gik rundt, drejede og tørrede kanten, og frygten sad i alle omkring alterbordet - usikkerhed og ængstelse - hvem blev den næste. Enhver kunne se aftrykket af en mund på sølvet – et aftryk, der gjorde indtryk. 

Denne gamle, ja ældgamle, hellige handling var nu truet af tiden, og hvad der før var en handling til livet, blev i stedet en handling til døden og en trussel. 

Det fællesskab med Kristus omkring bordet blev nu en påtvunget hellig handling forbundet med stor fare for liv og lemmer. Folk gik til alters, fordi de skulle og ikke vovede at protestere. Måltidsfællesskabet gav skæbnefællesskab. 

"Gør dette til min ihukommelse" står der i indstiftelsesordene til altergangen. Nu blev ordene skadelige. 

Men som Seidelin skriver: "Man overvejer ikke et øjeblik at opgive tegnet, (...) det er oplyst, at enhver usynlig bacille kan komme og træde på det, ja, jo i virkeligheden har hånet det lige fra begyndelsen. Man overvejer at bringe det i ly for den berettigede kritik. Man må jo tage det ansvar, der følger med at vide besked. Det var aldrig Jesu mening, at nogen skulle frygte. Hvem ved, måske havde de slet ikke fælleskalk ved den første nadver?" 

Nu hoster nabomanden - her er skæbne-fællesskabets dødelige virkelighed, her er skæbnefællesskabet mellem to, der rører ved hinandens hænder. 

Nu sker det på afstand foran en mobil, og i mange år har vi i Danmark haft hvert vores lille bæger ved altergangen - i mange andre 

Rikke Dupont - uge 16

Det dufter lysegrønt af græs. Sådan synger vi i en elsket forårssalme, og alene ved at læse ordene, kan vi høre en plæneklipper og mærke den sitren i næsen, som nyklippet græs giver. Duft kan have en farve. Græssets er lysegrøn. Denne duft vækker erindringen om andre forår i andre haver. Og den vækker håbet om endnu en sommer – også i år. Vores sind kan stemmes af duft. 

Græsset dufter – det gør kærligheden også. I den nye oversættelse af Bibelen 2020 sammenligner en unge mand i Højsangen sin elskede med duften af en have: ”fuld af de dejligste granatæbler, fuld af henna og nardusplanter, af nardus og safran, kalmusstrå og kanel, vellugtende træer, myrrabuske og aloe, af alle de fineste parfumer.” Duftene stemmer sindet til kærlighed.

Nardus er en olie, og Maria salver Jesus med den forud for påskens begivenheder. Olien er duften af kærlighed; en kærlighed, som ikke kan holdes tilbage. Som Maria er ødsel med, fordi hun har set Jesus være ødsel med sin i hans blik, handlinger og ord. Men disciplene skælder Maria ud for at bruge den dyre olie. Så Jesus tager hende i forsvar, for vist kunne de penge være brugt på de fattige, men de fattige er der altid – det er anderledes med Jesus. ”En kort tid, så ser I mig ikke længere”, siger han i Johannesevangeliet kap. 16 vers 16, for han skal dø. Maria skal have lov til at gemme resten af olien til hans begravelse. Man salvede på den tid et brudepar med nardus, og man salvede sine døde med nardus som en sidste kærlighedsgerning. Den kostbare olie er også duften af død. 

Også konger salvede man på hovedet, for her bor forstanden og omtanken. Men Jesus bliver salvet på fødderne. Af en ganske almindelig kvinde. På de fødder, der har båret ham ind i almindelige menneskers byer, hjem og liv – og da skarerne vil hylde ham som en konge, vælger han at ride på et æsel. Han blev jo også født i en stald og ved, at han skal dø på et kors. Hans krone er af torne. 

Olien i Marias hænder dufter af det hele. Kærlighed, død, kongelighed. Denne konge dør af kærlighed. Derfor rejser hans far ham op og sender ham ud i morgensolen til dem, der elsker ham, påskemorgen. I dag er det os, han kommer til. Hver dag er en ny opstandelse. Han kommer i de ord, vi læser og synger med på. Vi kan ikke takke ham med olie. Den olie og de kærtegn, vi har, skal vi bruge på hinanden. Når vi kan. Men når vi synger, breder sangen sig i huset som duften af den kostbare olie og stiger mod himlen som vores svar.

En refleksion over Johannesevangeliet kap. 12 vers 1-16 af Ø-præst Rikke Dupont 

Pia Vandrup - uge 16

Tanker i en Corona-tid

Det har lige været Maria Bebudelses dag.

Normalt har vi præster travlt med at skrive prædikener men i øjeblikket er der andre opgaver, som er vigtigere. – Desværre. Men teksten til Maria bebudelsesdag satte nogle tanker i gang hos mig.

Evangelieteksten til Maria bebudelsesdag kalder vi ofte for Marias lovsang. 

Jomfru Maria har sagt ja til at føde Guds søn. Hele hendes liv er forvirrende og angstprovokerende. Hendes forlovede afviser at gifte sig med hende; og hvad må hendes forældre ikke tænke, da hun fortæller, at hun skal føde Guds søn. Jeg forestiller mig, at de enten var bange for, at hun var blevet skør, eller mindst ligeså slemt, at hun havde været sammen med en mand. Noget, som kunne betyde stening for Maria.

Så hendes forældre sender hende til hendes slægtning Elisabeth. Og midt i alt virvaret og midt i al Marias angst og uro, bryder hun ud i lovsang, da hun ser Elisabeth.

Hvilken reaktion. Hun starter med at sige: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig, over Gud min frelser. Han har set til sin ringe tjenerinde”.

Mange mener, at ordene i Marias lovsang er tilføjet senere, men jeg ser på fortællingen i sin helhed, og så er der to ting, jeg kommer til at tænke på. 

For det første: Maria fokuserede på det positive og var taknemmelig. Hun kunne ligeså godt have grædt og hulket og fortrudt. Men hun giver udtryk for sin taknemmelighed.

Men hvad er det, vi fokuserer på? Husker vi at fokusere på det gode, selv når det er svært. Selv når vi kan blive bange. Kan vi finde tilliden frem?

Så midt i disse angstprovokerende tider, så husk det gode. Det er godt at beskæftige sig med positive tanker. Der er ofte meget at være taknemmelig for, når vi først får blik for det. Vær taknemmelig for det, du har. Lige fra en taknemmelighed over livet og naturens rigdom men ikke mindst familie og gode venner. 

Udtryk din taknemmelighed – det opmuntrer og forløser glæde.

Rigtig glædelig påske.

Ø-præst Pia Vandrup

Rikke Dupont - uge 15

Det handler om at være ”tryk”

Jeg har aldrig før Covid19 oplevet, at min fremstrakte hånd blev afvist. Men nu hilser vi kun på hinanden med ord og et undskyldende smil; vi ved, at der mangler noget. For håndtrykket giver os et indtryk. Idet vi giver hånd, lader vi den anden mærke os. Teologen Løgstrup har givet et berømt billede herpå: vi bærer altid et lille stykke af vores medmenneskes liv i vores hånd. Det er så simpelt, at det næsten er selvindlysende – men det går måske først op for os, når det er forbudt. 

Håndtrykket er egentlig en sær gestus. Vi kunne lige så godt give fod – det er både hygiejnisk og praktisk, fordi vi ikke skulle fralægge os alt det, vi bærer rundt på. Men det er lige præcis derfor, at vi normalt giver hinanden hånden, når vi mødes. Højre hånd er ens ”våbenhånd”. Og ved at give netop den hånd idet vi hilser, blotter vi os for våben. Vi giver indtryk af at komme med fred. 

Covid19 har sat verden i en undtagelsestilstand. Vi bliver alle sammen – så vidt muligt – hjemme og undgår andre mennesker. ”Fred hviler over land og by”, kunne vi have sunget (Den Danske Salmebog 778). Vi skærmer os for at passe på hinanden og os selv. Og om lidt til påske, hvor vi normalt ville se alle dem, vi holder af, bliver det endnu tydeligere: vi har faktisk fastet. Ikke nødvendigvis ved at skære ned på skærmtid og søde sager, men ved at holde os fra det, som vi lever af, med og på trods af, nemlig hinanden. I kristendommen kaldes de 40 dage mellem fastelavn og påske for fasten. At faste er et forsøg på at skære det overflødige i livet væk; alt det, der står imellem en selv og Gud. Men faste handler ikke kun om at afstå fra det, der skader vores sjæl. Tværtimod handler det om at afstå fra noget godt for at få noget bedre. 

Det er ligesom en beskæring af et frugttræ. Træet beskæres, for at det kan koncentrere sig om at sætte frugt og ikke skyde unødvendige grene. Sådan er det også at være menneske – især i dag! Vi skal lære at koncentrere os om det væsentlige. Nøje vælge, hvilke tilbud, vi tager imod, for ikke at sprede vores opmærksomhed. Man sætter en grænse for sit liv for at få dybde i det. Måske er det netop dét, vi skal tage med ud på den anden side. Prioriteringerne. Skær det hvide støj fra og vær nærværende i dine relationer. 

Godt kæmpet, glædelig påske og på gensyn!

Ø-præst, Rikke Dupont

Henny Kvist - uge 14

Opskrift i en coronatid

1 kg. telefonsamtaler
1½ dl. frisk luft
200 g. pligter
150 g. læsning, musik eller film
1 spsk. hilsner
2 tsk. bønner
lidt bevægelse

Du tager din telefon (ligegyldigt om det er en fastnet eller mobil) og ringer til én i din omgangskreds, som du ved sidder alene. Og sådan fortsætter du, indtil der ikke er flere at ringe til. Det er også godt at ringe til én der får dig til at grine, eller som får dig til at se verden på en ny måde.        Når du er klar, åbner du vinduet – eller endnu bedre går en tur. Jo længere, jo bedre. Det er godt for både krop og sjæl at gå. Tankerne flyder friere og det giver energi til det øvrige.
Det er også godt at skulle noget. De pligter og det ansvar vi har, vil være forskelligt og nogle gange fristende at springe over, men det skal du undgå. Det er dem der i sidste ende, giver smag og mening.
Du skal være opmærksom på at hjælpe hæveprocessen på vej med noget andet, end det du selv kan give. Det bliver alt for småt, ensformigt og åndløst, hvis du ikke tilfører noget større. Det kan være musik, litteratur eller en god film.
Sæt også lidt tid af til at sende små opmuntrende eller trøstende hilsner til dine venner og familie. Det betyder noget, at de ved, at du er der. Slut af med at bede. Du må turde folde dine hænder og lægge alt det der er svært og umuligt over til Gud. Han vil tilføre tro, håb og kærlighed.

Det burde kunne klares med det du har ved hånden!
Du skal ikke nogen steder for at skaffe det, og du skal ikke være bange for at det bliver hamstret eller løber tør.

Jesus siger: ”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, vil aldrig sulte, og den, der tror på mig, vil aldrig blive tørstig.” Johannesevangeliet kap. 6,34

Præst Henny Kvist

 

Pia Vandrup uge 13

I går stod jeg ved Drejet og så ud over havet. Bølgerne bruste, og mit indre bruste. Jeg ønskede at bede for mit land, for alle dem, som blev syge eller ramt af krisen. For alle dem der var fyldt af sorg eller var bange. Jeg ønskede at finde ord, men det var så overvældende.
Ja, ind imellem kan vi blive tavse og kan ikke finde ord. Ønsker at bede, men det er som om al tankevirksomhed stopper. Jeg kom til at tænke på, at der står nogle dejlige bønner bagerst i salmebogen, men den havde jeg jo af gode grunde ikke med.
Så var det, jeg kom til at tænke på Fadervor. Bønnen som Jesus lærte os, og som de fleste af os kan. Den indrammer vores liv: bliver bedt ved vores dåb, og gentages ved vores begravelse. Vi beder i fælleskab fadervor søndag efter søndag i kirken, ligesom vi lærer det til vores konfirmander og minikonfirmander. Det er godt at kunne en bøn udenad, når vi mangler ord; når vi er urolige eller står i ukendte situationer.
Så jeg bad fadervor, mens jeg så ud over bølgerne, og bagefter kunne jeg finde roen og så kom ordene til mig.
Må I alle finde ro midt i en urolig tid.

Vi som præster kan ikke holde gudstjenester og er begrænset i vores virke.
Men I er i vores tanker, og I kan til hver en tid ringe til os.
Øpræst Pia Vandrup

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID.

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID.
 
Hvis alting nu var som altid,
så havde jeg åbnet mit hjem,
og budt  dig – som altid – på kaffe,
og som altid gi’t dig et klem.
Hvis alting nu var som altid,
så kunne vi mødes et sted,
og vi kunne sagtens vær’ mange,
og alt det, vi kender, ku’ ske.
 
Og måske vi så ville tænke:
Den blev som altid, den dag.
Kan hænde, vi helt enkelt glemte,
hvor endeløst rige vi var
- mens alting endnu var som altid.
For intet er ligesom før,
vi samler os ikke om bordet,
som mennesker altid gør.
 
Ja, alt er så underligt stille.
Og ingen ved helt, hvad der sker,
og hvad det betyder for spurve,
og planter og alt det, som er.
Måske ser jeg verden lidt bedre,
når samfundet går lidt i hi
- alt livet som myldrer omkring os,
og alt, som gør jorden så rig.
 
Når ingenting er som altid,
så burde vi skrive en sang,
om hvordan vi vil, det skal være,
når dette er ovre engang.
Og måske vil første vers lyde:
at nu vil jeg åbne mit hjem
og byde – som altid – på kaffe
og  gi’ dig – som altid - et klem.
 
(Sindre Skeie (dansk oversættelse v. Tine Illum)