Præstens ord

Rikke Dupont - uge 15

Det handler om at være ”tryk”

Jeg har aldrig før Covid19 oplevet, at min fremstrakte hånd blev afvist. Men nu hilser vi kun på hinanden med ord og et undskyldende smil; vi ved, at der mangler noget. For håndtrykket giver os et indtryk. Idet vi giver hånd, lader vi den anden mærke os. Teologen Løgstrup har givet et berømt billede herpå: vi bærer altid et lille stykke af vores medmenneskes liv i vores hånd. Det er så simpelt, at det næsten er selvindlysende – men det går måske først op for os, når det er forbudt. 

Håndtrykket er egentlig en sær gestus. Vi kunne lige så godt give fod – det er både hygiejnisk og praktisk, fordi vi ikke skulle fralægge os alt det, vi bærer rundt på. Men det er lige præcis derfor, at vi normalt giver hinanden hånden, når vi mødes. Højre hånd er ens ”våbenhånd”. Og ved at give netop den hånd idet vi hilser, blotter vi os for våben. Vi giver indtryk af at komme med fred. 

Covid19 har sat verden i en undtagelsestilstand. Vi bliver alle sammen – så vidt muligt – hjemme og undgår andre mennesker. ”Fred hviler over land og by”, kunne vi have sunget (Den Danske Salmebog 778). Vi skærmer os for at passe på hinanden og os selv. Og om lidt til påske, hvor vi normalt ville se alle dem, vi holder af, bliver det endnu tydeligere: vi har faktisk fastet. Ikke nødvendigvis ved at skære ned på skærmtid og søde sager, men ved at holde os fra det, som vi lever af, med og på trods af, nemlig hinanden. I kristendommen kaldes de 40 dage mellem fastelavn og påske for fasten. At faste er et forsøg på at skære det overflødige i livet væk; alt det, der står imellem en selv og Gud. Men faste handler ikke kun om at afstå fra det, der skader vores sjæl. Tværtimod handler det om at afstå fra noget godt for at få noget bedre. 

Det er ligesom en beskæring af et frugttræ. Træet beskæres, for at det kan koncentrere sig om at sætte frugt og ikke skyde unødvendige grene. Sådan er det også at være menneske – især i dag! Vi skal lære at koncentrere os om det væsentlige. Nøje vælge, hvilke tilbud, vi tager imod, for ikke at sprede vores opmærksomhed. Man sætter en grænse for sit liv for at få dybde i det. Måske er det netop dét, vi skal tage med ud på den anden side. Prioriteringerne. Skær det hvide støj fra og vær nærværende i dine relationer. 

Godt kæmpet, glædelig påske og på gensyn!

Ø-præst, Rikke Dupont

Henny Kvist - uge 14

Opskrift i en coronatid

1 kg. telefonsamtaler
1½ dl. frisk luft
200 g. pligter
150 g. læsning, musik eller film
1 spsk. hilsner
2 tsk. bønner
lidt bevægelse

Du tager din telefon (ligegyldigt om det er en fastnet eller mobil) og ringer til én i din omgangskreds, som du ved sidder alene. Og sådan fortsætter du, indtil der ikke er flere at ringe til. Det er også godt at ringe til én der får dig til at grine, eller som får dig til at se verden på en ny måde.        Når du er klar, åbner du vinduet – eller endnu bedre går en tur. Jo længere, jo bedre. Det er godt for både krop og sjæl at gå. Tankerne flyder friere og det giver energi til det øvrige.
Det er også godt at skulle noget. De pligter og det ansvar vi har, vil være forskelligt og nogle gange fristende at springe over, men det skal du undgå. Det er dem der i sidste ende, giver smag og mening.
Du skal være opmærksom på at hjælpe hæveprocessen på vej med noget andet, end det du selv kan give. Det bliver alt for småt, ensformigt og åndløst, hvis du ikke tilfører noget større. Det kan være musik, litteratur eller en god film.
Sæt også lidt tid af til at sende små opmuntrende eller trøstende hilsner til dine venner og familie. Det betyder noget, at de ved, at du er der. Slut af med at bede. Du må turde folde dine hænder og lægge alt det der er svært og umuligt over til Gud. Han vil tilføre tro, håb og kærlighed.

Det burde kunne klares med det du har ved hånden!
Du skal ikke nogen steder for at skaffe det, og du skal ikke være bange for at det bliver hamstret eller løber tør.

Jesus siger: ”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, vil aldrig sulte, og den, der tror på mig, vil aldrig blive tørstig.” Johannesevangeliet kap. 6,34

Præst Henny Kvist

 

Pia Vandrup uge 13

I går stod jeg ved Drejet og så ud over havet. Bølgerne bruste, og mit indre bruste. Jeg ønskede at bede for mit land, for alle dem, som blev syge eller ramt af krisen. For alle dem der var fyldt af sorg eller var bange. Jeg ønskede at finde ord, men det var så overvældende.
Ja, ind imellem kan vi blive tavse og kan ikke finde ord. Ønsker at bede, men det er som om al tankevirksomhed stopper. Jeg kom til at tænke på, at der står nogle dejlige bønner bagerst i salmebogen, men den havde jeg jo af gode grunde ikke med.
Så var det, jeg kom til at tænke på Fadervor. Bønnen som Jesus lærte os, og som de fleste af os kan. Den indrammer vores liv: bliver bedt ved vores dåb, og gentages ved vores begravelse. Vi beder i fælleskab fadervor søndag efter søndag i kirken, ligesom vi lærer det til vores konfirmander og minikonfirmander. Det er godt at kunne en bøn udenad, når vi mangler ord; når vi er urolige eller står i ukendte situationer.
Så jeg bad fadervor, mens jeg så ud over bølgerne, og bagefter kunne jeg finde roen og så kom ordene til mig.
Må I alle finde ro midt i en urolig tid.

Vi som præster kan ikke holde gudstjenester og er begrænset i vores virke.
Men I er i vores tanker, og I kan til hver en tid ringe til os.
Øpræst Pia Vandrup

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID.

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID.
 
Hvis alting nu var som altid,
så havde jeg åbnet mit hjem,
og budt  dig – som altid – på kaffe,
og som altid gi’t dig et klem.
Hvis alting nu var som altid,
så kunne vi mødes et sted,
og vi kunne sagtens vær’ mange,
og alt det, vi kender, ku’ ske.
 
Og måske vi så ville tænke:
Den blev som altid, den dag.
Kan hænde, vi helt enkelt glemte,
hvor endeløst rige vi var
- mens alting endnu var som altid.
For intet er ligesom før,
vi samler os ikke om bordet,
som mennesker altid gør.
 
Ja, alt er så underligt stille.
Og ingen ved helt, hvad der sker,
og hvad det betyder for spurve,
og planter og alt det, som er.
Måske ser jeg verden lidt bedre,
når samfundet går lidt i hi
- alt livet som myldrer omkring os,
og alt, som gør jorden så rig.
 
Når ingenting er som altid,
så burde vi skrive en sang,
om hvordan vi vil, det skal være,
når dette er ovre engang.
Og måske vil første vers lyde:
at nu vil jeg åbne mit hjem
og byde – som altid – på kaffe
og  gi’ dig – som altid - et klem.
 
(Sindre Skeie (dansk oversættelse v. Tine Illum)

 

Ophavsret: